Når ordene lindrer – skriveterapi for pårørende

Journalist: Annette Aggerbeck Foto: Frederik Rosengren Frolund
Kategorier:

Ved at skrive kan du bearbejde følelser, finde overskud og opleve pårørenderollen som mere meningsfuld. Psykoterapeut Annette Aggerbeck forklarer, hvordan skriveterapi kan styrke evnen til selvomsorg i hverdagen.

I mit arbejde som psykoterapeut og specialist i skriveterapi har jeg gennem mange år mødt pårørende, som kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen – og som alt for ofte glemmer sig selv undervejs.

Jeg har forløb med skriveterapi i pårørendegrupper og har udviklet skriveøvelser, der hjælper med at sætte ord på de mange modsatrettede følelser, som ofte følger med at være tæt på et menneske, der er alvorligt syg eller ulykkesramt. I bogen ‘Skriveterapi for pårørende’ deler jeg tips og skriveøvelser på områder, som mange pårørende har til fælles.

For mange ændrer livet sig radikalt, når en nærtstående rammes af alvorlig sygdom eller ulykke. Arbejdsbyrden vokser, fritiden indskrænkes, og fælles aktiviteter bliver færre eller forsvinder. Det kan betyde, at hverdagen præges af bekymringer, tristhed, ensomhed, afmagt og stress.

Derfor virker skriveterapi

Skriveterapi er et enkelt og velegnet redskab til at styrke egenomsorg. Når du skriver, skaber du små åndehuller, hvor du mærker dig selv og dine behov igen. Samtidig finder du en hensigtsmæssig måde at være til stede på over for den, du yder omsorg for.

Forskning viser, at det at skrive om følelser kan styrke både det psykiske og fysiske helbred. Det kan reducere stress, angst og depression, forbedre søvnen og endda styrke immunforsvaret.

Skriveterapi hjælper også med at nuancere tankerne. Når du sætter ord på både svære og positive oplevelser, bliver dit syn på situationen mere nuanceret, og omsorgsrollen kan opleves som mere meningsfuld.

En undersøgelse blandt pårørende til demensramte viste, at de oplevede større psykisk velvære, når de skrev om deres følelser. De blev bedre i stand til at opfatte deres omsorgsrolle som meningsfuld – også i perioder, hvor opgaven var ekstra krævende.

At turde mærke sine følelser

Mange pårørende frygter at blive overvældet af følelser, men det kræver faktisk meget energi at holde dem på afstand. Følelser rummer vigtig viden om, hvad du har behov for. Hvis du ikke vil mærke dem, risikerer du at presse dig selv for hårdt, gå over dine grænser og slide på dig selv.

Når du skriver, skal du derfor gå tæt på. Beskriv situationen, stemningen, dine tanker – og hvad du oplever i kroppen. Selv korte skrivestunder på 10–15 minutter kan give mærkbar lettelse, styrke din psykiske robusthed og hjælpe dig med at bevare balancen mellem omsorg for andre og omsorg for dig selv.

Skriv om både det svære og det smukke

Det er vigtigt at skrive om både de svære og de gode oplevelser. At sætte ord på sorgen over det, du ikke længere kan dele med den, du holder af, eller skrive om dine bekymringer kan hjælpe med at regulere følelser. Men skriv også om de små sejre, øjeblikke af glæde eller taknemmelighed. Det kan skabe overskud og gøre det lettere at opleve mening i hverdagen.

Mange pårørende fortæller, at det at få sat ord på deres oplevelser på skrift hjælper dem til at føle sig mindre alene og mere forbundet med egne ressourcer. Skriveterapi er et oplagt redskab for travle pårørende, fordi du kan skrive derhjemme – og når det passer ind i din dag.

Det gør det muligt at tage vare på dig selv uden at skulle forlade hjemmet, samtidig med at du kan være der for den, du tager dig af.

Skriveøvelse: Når selvomsorg er svært

For at blive bedre til at tage dig af dig selv, er det vigtigt at vide, hvad der hindrer dig i det. Du kan have overbevisninger, som spænder ben for din selvomsorg – uden at du er klar over det.

Skriv først med udgangspunkt i denne sætning: Jeg synes, det er svært at tage mig af mig selv, fordi jeg er overbevist om…

Skriv derefter detaljerede svar på disse spørgsmål:

Hvor stammer din overbevisning fra?

Hvilken overbevisning vil eventuelt støtte dig bedre i at tage vare på dig selv?

Kilde: ”Skriveterapi for pårørende” af Annette Aggerbeck (Forlaget Respekta)

Del:

Relaterede artikler