Hvordan er det at stå på sidelinjen, når ens far er uhelbredeligt syg? Det ved 26-årige Julie Lund Fisker. I tolv år har hun levet med sin fars sygdom, og det har sat sine spor. Gennem lyrikken har hun forsøgt at sætte ord på det at navigere mellem ungdommens glæder og den konstante frygt for at miste.
For snart ti år siden ringede Julie Lund Fiskers telefon. I den anden ende var hendes far – en politibetjent af John Wayne-typen. Hans stemme var rolig, men ordene forandrede alt: ”Jeg har fået kræft. Uhelbredelig kræft.”
”Alt gik pludselig i stå. Det var en voldsom besked at få, og det var ikke en sjov tid,” siger hun.
Et ungdomsliv i ventesorg
Da Julies far blev konstateret uhelbredeligt syg, var hun 14 år og på tærsklen til ungdomslivet med fester, venner og skole. Sygdommen blev en stopklods, og det var svært at finde balancen mellem ungdommens glæder og den konstante frygt for at miste sin far.
”Der har været perioder, hvor jeg havde det forfærdeligt. Jeg følte aldrig, at jeg kunne være helt til stede. Når jeg var hos min far, tænkte jeg på studiet og alt det, jeg skulle nå. Og når jeg var på studiet, kunne jeg kun fokusere på, hvordan min far havde det,” fortæller hun.
Følelsen af at være fanget mellem det at være ung og have en far, der er uhelbredeligt syg, gav Julie en konstant dårlig samvittighed.
”Når jeg sad hos min far og vidste, at mine venner stod på floor (dansegulvet, red.), tænkte jeg: Hvorfor er jeg ikke der? Og når jeg stod på floor, tænkte jeg: Hvorfor sidder jeg ikke hos min far? Jeg kunne ikke finde ud af at navigere, og jeg havde det bare dårligt med mig selv,” siger hun.
Ventesorg er den sorg, der opstår, når en nærtstående er alvorligt syg eller døende, og man venter på et tab, man ved vil komme – men ikke hvornår. Det er en sorg, der begynder, mens den syge stadig er i live, og som kan vare i måneder eller år.
Kilde: Det Nationale Sorgcenter
Da alt blev for meget
Da Julie var i starten af 20’erne, blev hun optaget på Journalisthøjskolen i Aarhus. Det burde have været en stor og glædelig milepæl – men bekymringerne for hendes far tog toppen af glæden.
”Jeg endte med at udskyde min start, fordi min far blev lagt i koma efter en operation, der ikke gik som ventet. Jeg kunne ikke overskue at være langt væk, mens han kæmpede på hospitalet,” fortæller hun.
Efter et halvt års udskydelse begyndte Julie omsider på Journalisthøjskolen. Men presset og ventesorgen fulgte med.
”Jeg har sommetider været så presset, at jeg besvimede af udmattelse. Jeg var konstant på overarbejde – både mentalt og følelsesmæssigt,” fortæller hun.
Når ordene bliver terapi
For at håndtere det svære søgte Julie hjælp i både sorggrupper og hos en psykolog. Men ingen af delene gav hende den ro, hun ledte efter. I stedet fandt hun den et helt andet sted – i ordene. Som journalist har ord altid været en naturlig del af hendes hverdag, men da ventesorgen ramte, fik de en ny betydning.
”Jeg har altid elsket at skrive. Det er min ting. Når det var allersværest, føltes det, som om jeg stod uden for mig selv. At skrive hjalp mig med at samle tankerne og skabe klarhed – noget, som hverken psykologen eller sorggrupperne kunne. Gennem skrivningen fandt jeg et rum, hvor sorgen kunne eksistere uden at overmande mig. På den måde blev skrivningen min egen form for terapi,” fortæller hun.
Da Julie begyndte at skrive sine tanker ned, tog det form som små noveller. Hun skrev lange, detaljerede tekster, hvor hun forsøgte at indfange følelsen af at stå midt i ventesorgen. Men med tiden opdagede hun, at novellerne ikke helt kunne rumme det, hun gerne ville fortælle.
”I starten skrev jeg lange tekster, hvor jeg forklarede alt – hvordan det føltes, og hvorfor. Men da jeg læste Martin Wittrup Enggaards ‘Politidigte’, blev jeg ramt af den måde, han skriver på: direkte og uden forklaring. Det inspirerede mig til at prøve kræfter med lyrikken, hvor ordene står mere nøgne og rå,” siger hun.
For Julie blev lyrikken en måde at udtrykke sig på, hvor hun ikke længere behøvede at forklare følelserne, men kunne lade læseren fornemme dem mellem linjerne.
”Lyrikken kan noget andet. Jeg kan beskrive en handling eller en observation, og så kan læseren selv mærke følelsen bag. Som når jeg skriver om min far, der har pisset i bukserne, og jeg finder en ble og skifter ham. Jeg behøver ikke forklare, hvordan det føles – det står allerede sort på hvidt, og læseren kan selv fornemme ydmygelsen, skammen, sorgen. Det bliver mere ærligt og råt, og måske gør det også, at folk bedre kan forholde sig til det,” siger hun.
‘Jeg venter på, du dør’
Efter at have skrevet sine tanker ned i et stykke tid besluttede Julie at dele et digt på sin Instagram-profil. Responsen var overvældende.
”Jeg oplevede, at mange skrev til mig, at de kunne spejle sig i teksterne. Både dem, der lever eller har levet med ventesorg, og dem, der slet ikke kendte til fænomenet. Det var jeg meget lettet over – for det var nervepirrende at dele mine tanker med andre på den måde,” siger hun.
At andre kunne genkende sig selv i hendes ord, gav Julie mod på mere. Hun begyndte at dykke ned i gamle sms’er, videooptagelser og dagbogsuddrag, som strakte sig flere år tilbage. Det blev til den netop udkomne digtsamling ‘Jeg venter på, du dør’ – digte, der skildrer, hvordan det føles at balancere mellem ungdommens fester, højskoleophold og studiedrømme, mens sorgen og frygten for at miste sin far konstant ligger i baggrunden.
”Jeg har udgivet digtsamlingen, fordi jeg håber, at andre kan spejle sig i mine tekster. Ingen skal stå alene med de tanker. Vi skal kunne tale om det og finde et fælles sprog for ventesorgen,” siger hun.
At finde ro i det uvisse
Julie har lært, at ventesorg ikke er noget, man bare ”kommer over”. Selvom hendes far stadig lever, kan sorgen fylde, og der er perioder, hvor det hele føles tungt. Med tiden har hun fundet ud af, hvordan hun kan give sig selv ro, når det bliver for meget.
”Jeg har det godt nu, men der er stadig perioder, hvor det kan være svært. Jeg er et menneske, der elsker at have kontrol, men jeg har lært, at jeg ikke behøver vide alt eller bekymre mig om alt. Det handler om at lytte til sig selv og give sig selv lov til at trække stikket,” siger hun.
Netop det – at trække stikket – er et råd, Julie gerne vil give videre til andre, der står i samme situation.
”Sænk forventningerne til dig selv. Lyt til, hvad du har brug for. Hvis du har behov for at trække dig lidt, så gør det – du skylder ikke nogen at være stærk hele tiden. Det vigtigste er at passe på sig selv, mens man holder fast i kærligheden til dem, man har tilbage.”
