61-årige Jette Meelby fra Hillerød balancerer mellem fuldtidsarbejde, familie, fritidsliv – og ansvaret for sin 91-årige mor i Faaborg. En rolle fyldt med kærlighed – men også bekymringer.
Mellem Hillerød og Faaborg
Når Jette Meelby tidligt en lørdag morgen sætter sig ind i bilen, ligger en lang dag foran hende. På passagersædet ligger en liste over alt det, hun skal nå, inden turen går hjem igen. Tre timer senere står hun i sin mors lejlighed i Faaborg.
Hun når sjældent at hænge jakken op, før hun er i gang: Kaffemaskinen skal afkalkes, køleskabet tømmes for gamle varer, der skal handles ind, støvsuges og vaskes gulv. Oveni det skal der holdes styr på e-Boks og aftaler med tandlæge, fodterapeut og læge.
Sådan ser det ud næsten hver fjortende dag – et liv i pendulfart mellem hendes eget hjem i Hillerød og hendes mors på Fyn.
To hjem – ét ansvar
”Min mor er 91 år, bor alene i Faaborg, er meget hørehæmmet og har Parkinson. Hun kan ikke klare mange praktiske ting selv. Hun får 20 minutters hjemmehjælp hver 14. dag til at støve af, daglig hjælp med støttestrømper, samt ugentlig hjælp med bad og tøjvask – resten er mit ansvar. Det føles som at passe to hjem: mit eget i Hillerød og min mors i Faaborg,” siger hun.
Ved siden af ansvaret for sin mor har Jette Meelby et fuldtidsarbejde, en mand, børn, børnebørn, fritidsaktiviteter og venner.
Hverdagen er derfor et puslespil, hvor brikkerne sjældent passer helt sammen.
”Jeg føler ofte, at jeg jonglerer mange bolde på én gang. Jeg vil jo både være en god hustru, mor, bedstemor, kollega og veninde – og samtidig tage mig af min mor. Men det kan være svært at få logistikken til at gå op, når jeg skal være to steder på én gang,” fortæller hun.
Sidste år brugte hun over 10.000 kroner alene på broafgift for turene over Storebælt. Og selv om hun elsker sin mor og aldrig ville lade hende i stikken, mærker hun presset tydeligt.
”Som enebarn er det mit nummer, der står på alle kontaktlister, fordi min mor hører meget dårligt, og fordi hun er forvirret af sin Parkinson-sygdom. Når telefonen ringer, tænker jeg altid, bare der nu ikke er noget galt i Faaborg, eller om det mon er min mor, der har brug for hjælp. Jeg kan aldrig helt lægge ansvaret fra mig. Det er mig, der tager ansvaret – for hvem skal ellers gøre det?” spørger hun.
Ansvaret som pårørende
Ifølge Jette Meelby bliver stadig flere opgaver skubbet over på pårørende, fordi hjemmehjælpen har for travlt og for få hænder. Når hjælpen ikke rækker, må familien træde til.
Et tydeligt eksempel var, da kommunen krævede en robotstøvsuger til hendes mor.
”For en ældre med Parkinson kan det give hallucinationer. Min mor ville måske tro, der gik dyr rundt i stuen. Det ville være dybt forvirrende for hende,” fortæller hun.
Kommunens svar var enkelt: Hvis ikke robotstøvsugeren, så ingen støvsugning.
”Så nu er det mig, der støvsuger. Det er de pårørende, der må tage over,” siger hun.
Og opgaverne stopper ikke dér. Køkkenet skal gøres rent, køleskabet tømmes, kaffemaskinen afkalkes. Små ting, der bliver mange, når hjælpen skæres ind til benet.
”Jeg spurgte engang hjemmehjælpen, om de kunne gøre lidt mere rent i køkkenet, fordi min mor spilder. Hun ser ikke så godt og ryster på hænderne på grund af parkinson. Men svaret var, at hvis man selv kan varme maden fra den kommunale udbringning, så kan man også selv gøre rent i køkkenet. Min mor kan jo kun sætte en tallerken i mikrobølgeovnen – ikke ret meget mere,” siger Jette.
Sådan ender endnu en opgave hos familien.
”Ja, det er så mig igen. Det er mig, der gør rent i køkkenet nu. Endnu engang er det de pårørende, det hele hænger på,” siger hun.
Efterlyser værdig hjemmehjælp
Selv om Jette Meelby besøger sin mor hver fjortende dag, oplever hun, at moderen ofte føler sig ensom. Engang var omgangskredsen stor, men den er gradvist skrumplet ind med alderen.
Derfor efterlyser hun en mere værdig hjemmehjælp – en hjælp, der ser mennesket, ikke kun opgaven.
”Min mor kommer slet ikke ud, når jeg ikke er der. Hun savner selskab, nærvær og nogen, der ser hende som mere end en tjekliste af praktiske gøremål. Værdig ældrepleje handler ikke kun om rengøring og medicin – det handler om at blive mødt som et menneske,” mener Jette Meelby.
Hun ser et plejehjem som en mulig løsning – et sted, hvor moderen kan få tryghed, socialt liv og hjælp til det praktiske.
”Vi har en ansøgning inde om plejehjem i Hillerød, men jeg er bange for, at kommunen vil sige, at hun ikke er ’dårlig nok’, selv om det er indlysende for os, at hun er det. De ved jo ikke, hvor mange opgaver jeg løfter. De ser min mor så kortvarigt, så det må være svært at bedømme graden af sygdom. Lige nu har vi ventet i otte uger bare på at få en visitationssamtale,” siger hun.
Kærligheden som drivkraft
Selv om de fleste besøg bliver til praktiske arbejdsdage, finder Jette Meelby og hendes mor stadig små øjeblikke af nærvær: en frokost sammen, den fælles interesse for håndarbejde, en lille gåtur eller en is i solen.
”Jeg ville ønske, at vi kunne bruge mere tid på hinanden uden afbrydelser. Men vi hygger os stadig, selv midt i alt det praktiske. Alligevel er det ofte tandlæge, frisør, lægebesøg eller andre aftaler, der fylder. Der er altid noget, der skal ordnes,” fortæller hun.
Og selv om ansvaret er tungt, føles det aldrig som en byrde.
”Min mor er skøn. Hun er taknemmelig og mild, og hun roser mig altid. Hun siger, at hun er stolt af mig, og det betyder meget, at jeg kommer så tit,” siger hun.
Kærligheden er drivkraften.
”Jeg føler mig ikke helt voksen, fordi hun stadig er familiens ældste. Hun er den eneste, der spørger ind til mit håndarbejde og interesserer sig for det. Hun er en god mor, og det betyder noget, at hun er her. Jeg elsker hende, og jeg gør det her, fordi jeg gerne vil,” siger hun.
