Ida Bille Brahe, stifter af skønhedskæden N’AGE, oplever, at både yngre og ældre danskere søger kosmetiske behandlinger. Ikke for at jage ungdommen, men for at få spejlbilledet til at passe bedre til selvbilledet.
”Jeg kender udmærket til, at man føler, at ens spejlbillede viser noget andet, end den man føler sig som. Jeg hører historien hver dag. Både fra de ældre klienter, men også de yngre. De kommer hos os allerede i 30-40års-alderen med et ønske om at forebygge at ældes som deres forældre. Det er mit indtryk, at vores ældre klienter egentlig ikke har noget imod at blive ældre. De ved jo godt, at man ikke kan vinde den kamp. Men de har et ønske om at komme til at se mere friske og vitale ud.”
Sådan lyder det fra Ida Bille Brahe, der er indehaver af kæden N’AGE.

Kæden udfører ikke kirurgiske indgreb, men tilbyder en lang række forskellige hudforyngende behandlinger, der med Ida Bille Brahes ord giver folk muligheden for at ældes med ynde. Det kan være behandlinger med fx fillers, botox og laser.
Vi vil selv bestemme over vores rynker
”Vi lever væsentligt længere i dag end for bare 50 år siden, og folk vil gerne ligne sig selv så længe som muligt. De vil også selv være med til at bestemme, hvilke rynker de vil af med, og hvilke de vil beholde. De ønsker ikke bekymrings- eller vredesrynkerne eller de markerede mundvige, som de fleste mennesker jo får i løbet af livet. De vil til gengæld gerne beholde deres smilerynker, som får dem til at se både glade og friske ud.”
Men tror du, at ønsket om at se mere frisk ud skyldes, at vi lever i en kultur, der forherliger ungdom?
”Selvfølgelig handler det også om det. Vi er jo kun få sekunder om at afkode vores medmennesker og vurderer hurtigt andre på deres alder. Men målet er jo ikke at komme til at ligne en på 20 år, hvis man er 70 år, for så er det, at det bliver patetisk. Målet er at skrue på nogle knapper, så den enkelte føler, at det ydre passer med det billede, man har af sig selv. At der er en mere naturlig sammenhæng.”
Livet sætter sine spor
Men livet – og alt det, vi oplever på vejen af sygdom og livskriser – sætter sine spor. Er det ikke noget, vi skal lære at leve med?
”Det kan man enten vælge at leve med, eller man kan fravælge de spor. Et eksempel fra min hverdag, som jeg møder meget ofte, er kunder, der har været igennem en hård tid, og som er meget mærket af det i deres ansigter, men som ellers er kommet igennem den hårde tid med sygdomsforløb, skilsmisse eller dødsfald. De ønsker behandlinger for at se friske ud igen. De vil gerne have reduceret trætheds- og ældningstegnene, der måske på rekordtid er kommet i deres ansigter efter den hårde tid. De ønsker ikke at blive mindet om det hver dag, men har et ønske om at komme videre.”
Hvad ser du selv i spejlet?
Og så ligger det til højrebenet at spørge Ida Bille Brahe, om hun selv er blevet forskrækket over sit eget spejlbillede.

”Det tror jeg ikke, at jeg er den rigtige at spørge om,” svarer Ida Bille Brahe og føjer leende til:
”Jeg har jo selv forebygget, siden jeg var i 30’erne, så jeg bliver ofte bedømt til at være yngre, end jeg er. Jeg har også fået børn sent og har to 12-årige, som er med til at holde mig i gang, samtidig med at jeg sørger for at leve sundt og dyrker motion. Men jeg kan da godt se, at jeg ændrer mig, at jeg er blevet ældre, men jeg synes aldrig, jeg ser træt ud. Jeg synes, jeg har fundet en ro med min alder og kunne aldrig finde på at gå til ekstremer.”