Da George Hilton rundede 60 år, havde han fået nok af livet i storbyen. Han købte en stor naturgrund langt ude på landet og byggede sit eget hus. Her nyder han stilheden og en nyfunden ro i krop og hoved.
Når man møder George Hilton på hjemmebane, er man ikke i tvivl om, at han er i sit rette element. Iklædt en slidt skovmandsskjorte med hul på den ene albue, et par høje gummistøvler og en beskærersaks er han ved at omplante et par stiklinger fra en flot plante, som han ikke kender navnet på, men alligevel passer med omhu og dybfølt kærlighed, da Oase besøger ham på Røsnæs.
Her har han valgt at bruge sit otium langt ude i naturen i sit selvskabte paradis. Det byder på en lille skov beboet af både små og store dyr, et væld af frugttræer og spændende blomster og planter, udsigt over vin- og fåremarker, Kalundborgbugten og Storebælt – og en hel masse genstridigt brombærkrat, der holder ham beskæftiget året rundt.
På toppen af den ujævne grund ligger et nybygget hus, som han selv har tegnet og selv har stået for alt det indvendige i. Mens de fleste andre naturligt tænker i downsizing, når de nærmer sig pensionsalderen, valgte George det stik modsatte. Han købte en grund, der var 20 gange større end den, han boede på, og med rigeligt med store og små projekter til at fylde dagene de næste mange år frem.
Købte grunden på første kig
Der er i sandhed skønt på Røsnæs på en solrig sommerdag, og det er ikke svært at forstå, hvad der fristede George til at slå sig ned her, selvom kontrasten til hans tidligere liv næsten ikke kan blive større; for ti år siden boede han i en villa i Vanløse og før det i en lejlighed midt i København. Og som journalist i JP/Politikens Hus tog han hver dag på arbejde på Rådhuspladsen i København.
“Jeg var stille og roligt blevet træt af byen. Af larm og mennesker. Så da jeg kunne trække mig fra arbejdsmarkedet, ville jeg gerne ud på landet og bo. Samtidig begyndte min drengedrøm om at bygge mit eget hus at fylde mere og mere. En drøm, jeg har haft, siden jeg som helt lille dreng så min far renovere vores hus og bygge cykelskure og sæbekassebiler til os unger, og han lærte mig at bruge værktøj og bygge ting selv,” fortæller han.
Så da den store villa i Vanløse blev solgt og udløste en ret pæn friværdi, lå mulighederne åbne. George begyndte at kigge efter naturgrunde, og da han hørte om en stor grund på Røsnæs, slog han området op på et kort og ringede så til ejendomsmægleren.
“Jeg kørte den lange tur ud for at se stedet og blev med det samme fuldstændig fascineret af grunden og udsigten. Efter en halv time havde jeg besluttet mig. Her ville jeg bo,” siger han.
Aldrig fortrudt
Det var en modig beslutning, for på grunden lå allerede et gammelt gasbetonhus i ikke alt for god stand. Men det skræmte ikke George, for han havde en drøm om at bygge i den anden ende af grunden – væk fra vejen og med den skønneste udsigt.
Byggetilladelsen til et nyt hus på toppen af grunden gik heldigvis igennem, og drømmeprojektet kunne begynde. På spørgsmålet, om han aldrig frygtede at fortryde eller at opdage, at han havde taget munden for fuld, svarer han:
“Jeg har da tænkt tanken, om jeg ville fortryde og løbe skrigende bort, inden jeg var færdig. Men fordelen ved at gøre det her som 60-årig er, at jeg kender mig selv ret godt. Og jeg har aldrig fortrudt. I dag er jeg lykkelig for min beslutning. I nat stod jeg fx ude i min skov og lyttede til nattergalen, det er jo fantastisk. Den oplevelse får man ikke i København,” siger han.
Byggede selv drømmehuset
Både den store lejlighed på Vesterbro i København og villaen i Vanløse har George selv renoveret fra kælder til kvist, så han havde en god idé om, hvad det indebar at starte helt fra bunden – bogstaveligt talt. Og med hjælp fra kæreste, familie og venner byggede han over de næste år selv alt indvendigt i huset.
“Jeg fik råhuset bygget af en entreprenør – altså mure, tag, døre og vinduer. Resten har jeg selv stået for. Selvom jeg selv har renoveret mine tidligere boliger, var der meget at lære. Byggereglementer blev gennemtærsket, for det er selvfølgelig vigtigt at bygge korrekt – og der er godt nok mange regler, der skal kendes og bygges efter, når man fx skal indrette et vådrum,” fortæller han.
I dag står huset færdigt med alle sine finurlige detaljer og panoramavinduer med havudsigt bag de roligt græssende får og de ranke vinstokke. Og selvom George aldrig løber tør for projekter at kaste sig over på den halvanden hektar store grund, tager han sig også tid til at nyde livet.
“Herude har jeg ingenting, jeg skal nå. Jeg kan sagtens gå herude alene i ugevis uden at savne noget. Men jeg er jo ikke blevet huleboer, og jeg kommer stadig jævnligt til København, hvor jeg har størstedelen af mit netværk,” siger han.
Lokal opbakning
Også det lille landsbysamfund, han nu er blevet en del af på Røsnæs, står i skarp kontrast til det mere anonyme liv i storbyen. Han er på fornavn med både naboerne, der alle er i samme aldersklasse, og med Kim Købmand, der åbnede for godt et år siden, da Brugsen måtte lukke på grund af dårlig omsætning, og beboerne fik 12 kilometer til nærmeste indkøbsmuligheder.
“Butikken blev stablet på benene med lokale ildsjæles hjælp og er en succeshistorie, der vidner om, at Udkantsdanmark er andet end jammer og elendighed. Her er et sammenhold, man næppe ser ret mange andre steder. Vi lokale handler og støtter op om butikken. Bl. a. fordi mange ældre herude er helt afhængige af at have en købmand tæt på. Kim Købmand er omdrejningspunktet for rigtig meget socialt herude,” siger han. Han understreger, at selvom der langt fra er de samme faciliteter som i byen, savner han ikke mulighederne for en pizza midt om natten eller at kunne løbe i 7-Eleven kl. 22 efter sin elskede pibetobak.
Flåter og snevejr
Det eneste, George kan komme i tanker om af dårlige ting, der er fulgt med livet som bonderøv, er flåter.
“Dem er jeg træt af. Jeg fandt en flåt på mit ene ben den anden dag, selvom jeg altid går i gummistøvler udendørs. Jeg fik et stort rødt mærke og måtte ringe til lægevagten. Heldigvis slap jeg med skrækken,” siger han.
Både flåter og vejrets luner, der i den grad mærkes 47 meter over havet, tager han dog med ophøjet ro. Og at han i vinter sneede inde, da den 200 meter lange indkørsel blev dækket af en halv meter sne, slog ham ikke ud.
“Jeg havde mad til at overleve en del dage. Så jeg måtte jo bare ringe til de andre i billardklubben og sige, at jeg ikke kunne komme til København, fordi jeg var sneet inde herude,” griner han.
Ned i gear
Når ikke lige sneen har lagt sig over hele Røsnæs, er George næsten altid i gang med noget, der involverer jord og planter. Han dyrker kartofler, asparges og løg og har sat adskillige forskellige frugttræer efter nøje at have sat sig ind i, hvordan de bestøver hinanden. Blåregn, roser, lavendler og en masse andet er også sat, så der er udsigt til dem fra husets mange store glaspartier.
“Jeg har lagt mit liv fuldstændig om. Det er et helt andet liv, jeg lever herude, end da jeg levede i byen. Før havde jeg et hæsblæsende job og liv. Nu nyder jeg at sidde og drikke min morgente sammen med rådyrene, der bor oppe i skoven. Før hørte jeg altid musik, det gør jeg ikke mere. Herude lytter jeg til naturens lyde, og det giver mig en dejlig ro i hovedet. Jeg er virkelig kommet ned i gear,” fortæller han.
Holder sig i gang i eget fitnesscenter
Selvom den 68-årige folkepensionist stadig er i fuld vigør og holder sig frisk og stærk ved at fjerne brombærkrat med håndkraft og slå græsset om huset med en le, er han ikke blind for, at alderen en dag kan besværliggøre det frie liv på landet. Men det skræmmer ikke George, og han satser på at blive boende, til den dag han skal bæres ud.
“Det her er mit fitness-center. Jeg er fysisk aktiv hver dag, og det holder mig i gang – forhåbentlig i mange år endnu. Men der kommer vel nok en dag, hvor kræfterne ikke længere er til at passe det hele på den måde, jeg gør det nu. Så må jeg anskaffe mig en havetraktor til at slå græsset her nær huset.”
“Jeg håber, at jeg kan bo her til mine dages ende. Jeg vil langt hellere dratte om med snuden i en myretue, mens jeg er i gang med at arbejde oppe i skoven, end jeg vil ende mine dage på et plejehjem. Men det er nu ikke noget, jeg spekulerer på til daglig.”
Du kan læse om købmanden og de lokale ildsjæle i Røsnæs i Ældre Sagens medlemsblad, der udkommer til august.
