Lægen: Dine gener bestemmer, hvordan du ældes – ikke din livsstil

Journalist: Dorthe Boss Kyhn Foto: Carsten Snejbjerg/Ritzau Scanpix

Aldring er i høj grad biologisk bestemt, forklarer professor og hudlæge Jørgen Serup. Selv en sund livsstil kan ikke ændre kroppens grundlæggende biologiske programmering.

Jørgen Serup, professor, dr. med. og overlæge på Hudafdelingen på Bispebjerg Hospital, forklarer, at når huden ældes, så udtyndes den i strukturen og bliver mere strækbar. Den bliver for stor og begynder at hænge mere, især i ansigtet.

Aldring er i høj grad styret af vores genetik, og den styring er meget stærk, når det gælder hud, forklarer han:

”I USA har en gruppe enæggede tvillinger mødtes hvert andet år gennem mange år. Det er slående, hvor ens de ældes, og det på trods af, at tvillingerne måske har boet hver deres sted og har været forskelligt udsat for sol. De enæggede tvillinger har en fuldstændig ens genetisk kode, og det er tydeligt, at deres aldersrynker og furer er helt identiske.”

Professor og hudlæge Jørgen Serup fortæller, hvordan dine gener er afgørende for din aldringsproces.

Genetikken bestemmer

Jørgen Serup forklarer videre, at man kan gøre sig alle mulige krumspring. I sidste ende er det genetikken, der afgør din aldring, og det er også den, der dikterer, at vi ældes – kodet af gener fra vores forfædre i flere led. Man kan, synsmæssigt, siger han, pyntes yngre med kosmetisk kirurgi, botox, fillers osv. Men den kronologiske aldring, med udgangspunkt i dåbsattesten, kører videre overalt i krop, hud og hår.

”Vi ved, at man kan fremskynde en tidlig aldring, hvis man lever et miserabelt liv med druk, røg og økonomisk uføre. Så selvfølgelig er sund livsførelse en del af forebyggelsen mod tidlige og synlige tegn på aldring.”

Hvis du retter dig op, smiler og involverer dig levende i din omverden, så ser du yngre ud
Jørgen Serup, professor dr. med.

Ret dig op og smil – så ser du yngre ud

”Men det er også sådan, at hvis du har en fremtoning med nedadhængende mundvige og trippegang, så ser du også ældre ud, end du er kronologisk. Hvis du retter dig op, smiler og involverer dig levende i din omverden, så ser du yngre ud. Det samme gælder, hvis du sørger for at holde dig soigneret og pæn og går i passende, farverigt tøj, der ikke er antikt. De fleste tænker ikke over det, men tøjet er rent visuelt en erstatning for huden. Det spiller sammen med menneskers anatomi og bevægemønster. Det er en helhed, hvor rynket hud er en detalje blandt mange.”

Din signalværdi

“Tænk over de signaler, du ønsker at sende. Vær et glad og smilende menneske. Brug det bevidst, men ærligt og uden at simulere åndsfrisk,” siger overlægen, der selv har rundet de 78 år. Han er bevidst om at have et aktivt liv og ikke at lukke sig inde i sig selv.

Han tilføjer: ”I øvrigt kan aldersrynker sammen med et livfuldt blik med godhedens nådegave være smukt og udtrykke en livsvisdom. Det kan yngre læne sig trygt op ad og finde ro ved. Rynkernes fortælling er mangfoldig.”

Læs mere på aeldresagen.dk

Selv om du er 58, kan din krop godt være 68. Det afhænger af, hvor sund, du er.
Bliv klogere på din biologiske alder, og få råd til, hvordan du kan påvirke den positivt.
Del:

Relaterede artikler