Da Lis Ley Larsen mistede sine forældre, fulgte en dyb depression og overvejelser om, hvorvidt livet var værd at leve. I dag – et år efter sin mors død – har hun genfundet livsgnisten og er ved at skabe et helt nyt liv. Hun er med sine egne ord ’nærmest lykkelig’.
”Jeg kunne slet ikke se et liv uden mine forældre. Og jeg havde ovenikøbet mistet mit job gennem næsten 23 år kort før min mors død. Mine forældre og jeg har altid været meget tætte, og i tyve år havde jeg brugt alle mine vågne timer på at tage mig af dem. Nu følte jeg mig forladt, alene og skrottet af min arbejdsplads. Der var jo ingen, der havde brug for mig mere. Der var dage, hvor jeg overvejede, om jeg overhovedet kunne se en grund til at være i denne verden mere.”
De ærlige ord kommer fra Lis Ley Larsen. Hun mistede sin far i 2015 efter at have passet ham i næsten 17 år. Og i oktober 2024 døde hendes mor efter et langt forløb med demenssygdommen Alzheimer. Som single, enebarn og uden egne børn har Lis ingen nær familie, efter hun mistede sine forældre.
”Det var meget svært for mig at forstå, at vores lille, tætte familie nu var væk,” siger hun.
Lis Ley Larsen mener, at vi taler alt for lidt om den enorme sorg, det er at miste sine forældre – også selvom man er voksen. Hun er 62 år og blev for få år siden pensioneret. Men det har ikke gjort tabet af hendes forældre nemmere.
”Jeg ser mig selv som en overlever. Jeg er stærk. Men lige der kunne jeg ikke selv komme videre. Jeg havde brug for hjælp. Jeg skulle genopfinde mig selv og hele mit liv, efter at jeg havde sat mine egne behov og alt socialt på stand by igennem mange år. Det var mere, end jeg kunne klare oven i den enorme sorg.”
Hjælp i døgndrift
Helt fra barndommen har én af grundværdierne i Lis’ familie været at hjælpe, hvis nogen havde brug for det. I hendes barndomshjem blev alle, der havde brug for et sted at være, inviteret indenfor. Nogle boede der i perioder, mens andre havde familien Larsen som fast tilholdssted og jævnligt spiste med og fik omsorg og hjælp.
”Jeg er opdraget til at tage mig af andre som en selvfølgelighed. Mit store omsorgsgen ligger i mit DNA,” fortæller hun.
Derfor har det også været helt naturligt for hende at tage sig af sine forældre, da de blev syge. Lis har dog ikke bare været på sidelinjen i en svær tid. Hun brugte al sin tid og energi på at lave mad, sørge for den rette hjælp fra sundhedssystemet og klare alt det praktiske, juridiske og økonomiske. Først for sin far, da han som 60-årig blev ramt af alvorlig sygdom og som 77-årig gik bort, og siden for sin mor, der kort efter farens død fik diagnosen Alzheimer, som hun levede med i næsten ti år.
Lod mor flytte ind
Lis’ mor kunne blive boende i sit hus i Brøndby i fire år efter, hun fik sin diagnose. Men kun fordi Lis hjalp hende hver eneste dag. Hun kørte fra sit eget hjem i Hørsholm forbi sin mor på vej til arbejde for at give hende morgenmad og lave frokosten klar. Og hun besøgte hende igen på vejen hjem for at give hende aftensmad og selskab.
Hver fredag hentede hun sin mor og tog hende med hjem indtil mandag morgen.
”Det var en hård tid, når jeg tænker tilbage. Det kostede meget af mit eget sociale liv, fordi ikke alle var klar til at invitere min mor med, når jeg var inviteret til noget. Det var svært for mig at forstå, fordi jeg selv er opdraget til at rumme alle mennesker.”
Indsatsen fra Lis var så stor, at hun begyndte at få stresssymptomer. Det var en demenskoordinator fra kommunen, der fik Lis til at indse, at nu måtte hun prioritere sig selv. Da var der gået fire år, og det var tydeligt for alle andre end Lis selv, at hun var ved at knække på det liv, hun levede. Et fuldtidsjob med stort ansvar, hus, hunde, hest og en mor, der efterhånden krævede døgnpleje, blev til sidst for meget at overkomme – selv for Lis.
”Demenskoordinatoren, som jeg havde et fint samarbejde med, overtalte mig til at tage ned på plejehjemmet for at se, om det kunne være noget for min mor at flytte derned. Det var et meget fint sted, og vi besluttede sammen, at hun skulle bo der. Min mor havde været der nogle timer om ugen i en periode, så det var naturligt at vælge det plejehjem.”
Blev syg og fyret
Et år efter, at Lis’ mor var flyttet på plejehjem, sagde Lis’ krop fra og gav efter for det enorme pres, hun havde levet under i årevis. Hun kollapsede og blev hasteindlagt. Først med flere hjertetilfælde og få måneder senere med tre blodpropper i hjernen.
Flere indlæggelser og sygemeldinger fulgte, og Lis mistede i det forløb sit job. Og for at gøre ondt værre blev hendes hest syg og måtte aflives, mens Lis var indlagt på hospitalet. Det var en stor sorg for hende.
Da hendes mor døde i oktober sidste år, var det derfor kulminationen på en årrække med voldsom stress, sygdom og sorg.
”Hele mit liv var væk. De to mennesker, jeg har været tættest på gennem hele mit liv, var væk. Min elskede hest var død, og mit job gennem næsten 23 år var taget fra mig. Jeg følte, at jeg ikke havde noget tilbage,” fortæller hun.
”Jeg var Palle alene i verden. Jeg havde dage, hvor jeg overvejede, om jeg ville være her mere.”
Brug for hjælp
Selvom de opgivende tanker var ved at overmande Lis, valgte hun en anden vej. Hun kontaktede en coach, som hun kendte fra tidligere. Og coachen hjalp hende igennem den første overvældende sorg og viste hende de første skridt mod et nyt og bedre liv.
”Jeg opdagede, at jeg havde behov for stilhed i den første tid efter min mors død. Jeg havde brug for at give mig selv og min krop ro. Jeg var så træt. Og jeg græd meget.”
”Lige så stille øvede jeg mig i at mærke, hvad jeg havde lyst til lige i det øjeblik. Det var helt nyt for mig at prioritere, hvad jeg ville. Coachen lærte mig at mærke efter og skrive de ting ned, der gør mig glad. Ikke materielle ting, men det, som giver mig værdi. I starten havde jeg meget svært ved at mærke mig selv, men jeg så sådan på det, at jeg var blevet stillet en opgave, og den skulle jeg løse. Sådan har jeg altid været vant til at tænke, så det kunne jeg godt,” siger hun.
Fandt ny mening med livet
I dag har Lis fundet en ny og dyb mening med sit liv. Hun har taget en lille hund i pleje, som skulle aflives. Hun hjælper også andre hunde i nød med at finde gode familier.
”Jeg har haft hund det meste af mit liv og altid elsket dyr. Så at hjælpe dyr i nød giver så meget mening for mig,” siger hun og sender et par kærlige blik over på sine fire hunde, der ligger i den lyse stue og nyder livet.
Hendes nye tilværelse med fokus på sig selv har også givet tid til at gå til hundetræning og agility. Og her har Lis mødt nye mennesker med samme interesse og dannet gode venskaber. Hun er af sted med sine hunde to gange om ugen, og for nylig har hun takket ja til at være kasserer i en lille hundeforening.
Hun balancerer mellem det sociale liv ude og det mere stille liv hjemme, hvor hun finder glæde i at renovere og indrette det hyggelige hus i Hillerød, som hun købte for få år siden. ”
Jeg arbejder stadig hver eneste dag med mig selv og med at mærke efter, hvad jeg gerne vil, og hvad der er vigtigt for mig. Det bliver jeg nok aldrig færdig med. Jeg har indset, at livet er en proces, og at jeg skal se det smukke i den.”
Lis’ råd til dig, der har mistet
• Få professionel hjælp, hvis sorgen bliver for tung. Det kan være en coach, en psykolog eller en psykoterapeut.
Det kan være svært selv at få øje på, hvordan man kommer videre i sit liv, når alt er væk. At tale med en professionel, der kan hjælpe dig videre, er en god investering i en sårbar tid.
• Føl efter hver dag, når du står op. Hvad har du lyst til i dag? Det kan være helt simple, små ting som at lave en god kop kaffe, gå en tur eller sidde på terrassen og se op i skyerne.
Livet flytter sig ligesom skyerne, og der kommer også en dag i morgen. Giv dig selv tid og lov til at være der, hvor du har brug for at være lige nu.
• Du skal ikke stoppe med at leve, selvom nogle ting i dit liv forsvinder. Brug dit liv på de ting, som du finder glæde og lyst i. Det kan være din chance for at genopfinde dig selv og dit liv.
