Efter flere karriereskift har 61-årige Jørgen Poulsen fundet sin rette hylde som langturschauffør – og passagererne kvitterer med rosende anmeldelser.
De ventende bybuspassagerer småtripper af kulde i alt for tyndt tøj, mens de puster varm luft på deres hulede hænder foran ansigtet. Kontrasten fra sydens sol til dansk vinterkulde kan være slående, når man lige er landet i Københavns Lufthavn i Kastrup.
Et par meter længere fremme på fjernbussernes holdeplads sørger buschauffør Jørgen Poulsen for at holde døren lukket for at holde varmen i sin spritnye dobbeltdækkerbus.
Han stod op klokken 5 og kørte fra hjemmet i Ishøj til virksomheden DitoBus’ garage i Avedøre, hvor han fik hældt vand på bussen, så passagererne kan gå på toilettet og vaske hænder på rejsen til Odense og Aarhus.
Derfra fortsatte han gennem Københavns myldretrafik til lufthavnen, hvor klokken nu nærmer sig otte, og de første passagerer dukker op.
”Det er ikke alle, som kommer med fly,” siger Jørgen og nikker mod lufthavnen. ”Jeg har også mange, som pendler til job eller studie i Odense.”
Hjælpsom og med overblik
Han springer ud på fortovet og hjælper passagererne med at få anbragt deres bagage, så kufferter og tasker til Odense og Aarhus ikke bliver blandet sammen i en pærevælling.
”Vi skal samle syv op her og bagefter videre til Busterminalen i København og have 60 passagerer ombord,” forklarer han.
En kvinde kommer hen til Jørgen Poulsen.
”Må jeg sætte mig ind?”
”Er du Annemette?”
Kvinden ser overrasket ud.
”Ja, jeg går ud fra, at du ikke hedder Henrik,” smiler Jørgen og peger på sin telefon, hvor han kan se navnene på dem, der har købt billet.
”Du skal sidde ovenpå i næstsidste række. Vi har faste pladser,” siger Jørgen og spejder efter sin sidste passager.
Det er Henrik, som skal på arbejde i Odense. Han kører jævnligt med bussen og går hjemmevant ind i varmen. Jørgen lukker ind til bagagerummet og sætter sig bag rattet.
Mens vi svinger ud fra holdepladsen, forklarer han passagererne, hvor de køber henholdsvis den bedste og billigste kaffe nær busterminalen, hvor vi skal holde et stykke tid og samle de sidste op.



Flere karriereskift
Jørgen Poulsen har næsten altid arbejdet med mennesker. Han er bl.a. uddannet lærer og arbejdede på Gram Efterskole i en årrække. Desuden er han uddannet audiologiassistent og har i flere omgange arbejdet i en høreklinik og foretaget høretest og tilpasset høreapparater.
”Til sidst kørte jeg sur i det, fordi jeg skulle skære alle over samme læst. Men mennesker er ikke ens. Nogen finder lynhurtigt ud af, hvordan sådan et apparat virker, og har kun brug for fem minutter. Andre har brug for en times vejledning.”
”Og så var jeg heller ikke særlig vild med salg. Jeg var i nogle private virksomheder, hvor man helst skulle leve op til nogle salgstal. Penge er ikke alt i livet, det vigtigste er den medmenneskelige kontakt.”
Flotte anmeldelser
Den kontakt får han i den grad som langturschauffør, og fornøjelsen er gengældt, viser en række anmeldelser på Trustpilot. En tidligere passager skriver om Jørgen – kaldet Buller: ”Sidder … på vej fra Kbh til Aalborg – med Buller ved rattet. Det har på alle måder været en behagelig oplevelse!”
En anden har skrevet denne anmeldelse: Buller, der kørte Skanderborg – København … er seriøst en champ! Behagelig rejse og sindssygt fed energi!
”Jeg har fået omkring 30 af den slags 5-stjernede anmeldelser, og det betyder virkelig meget,” siger Jørgen Poulsen.
Ingen stress
Sneflokke kommer vrimlende, og bussen snegler sig ind imod Københavns centrum. Jørgen lader sig ikke stresse, selvom bussen allerede nærmer sig en forsinkelse.
”Der er helt klare regler for køre- og hviletid og med rette høje bøder både til busselskabet og chaufføren, hvis de bliver brudt. Sikkerheden kommer før alt andet. Jeg har ansvaret for 79 menneskers liv, og jeg møder generel forståelse fra passagererne for, at vi må køre efter forholdene.”
Der er da heller ingen sure miner, da bussen svinger ind foran de 60 ventende passagerer. Jørgen Poulsen får bakset bagagen på plads og sørger for, at en badmintonketsjer ligger øverst, så den ikke knækker. Så hjælper han en lille familie med et barnesæde, inden han vender tilbage til sin plads bag rattet.
Humor som værktøj
I mikrofonen beder han på engelsk alle tage sikkerhedssele på.
”Det er for jeres egen skyld – jeg kører ualmindelig dårligt,” siger han med et grin.
Henrik griner med: ”Yes, you are dangerous!”
Jørgen bakker ud.
”Jeg får folks opmærksomhed, når jeg siger, jeg kører dårligt. Og så kommer de lige i tanke om det med sikkerhedsselen og får den spændt. Alting glider nemmere ned, når man har et glimt i øjet.”
”Jeg er blevet 61 år og har endelig lært at være tro mod mig selv. Jeg vil kun arbejde med noget, der giver ægte værdi, og som buschauffør gør jeg en masse mennesker glade ved at bringe dem fra A til B. Det er en kæmpe tilfredsstillelse,” siger Jørgen.

Forude venter adskillige hundrede kilometer motorvej, en madpakke i Aarhus og derefter samme tur hjem. Når han kommer til garagen i Avedøre, skal bussen vaskes og støvsuges. Vinduerne skal pudses, skraldespandene tømmes, og toilettet rengøres.
”Jeg er hjemme ved 21-tiden, og så sover jeg godt,” siger han med et smil.