Iværksætterforløb giver drømmene ben at gå på

Journalist: Ulla Abildtrup Foto: Mew

Inspirerende og indsigtsfuldt – det er nogle af de ord, som Peter Steen Clausen sætter på et iværksætterforløb. Forløbet har sendt ham på en mental rejse frem mod den tredje alder, når han stopper i sit fuldtidsjob.

Peter Steen Clausen har i mange år drevet et lille konsulentfirma ved siden af sit fuldtidsjob i politiet. Her underviser han firmaer og faglærere inden for transportbranchen i regler for køre- og hviletid på baggrund af sit mangeårige arbejde med emnet både herhjemme og i EU-regi.

”Jeg er 58 år, og min ansættelse giver mulighed for at stoppe i politiet som 63-årig. Jeg kunne godt drømme om, at min private virksomhed på det tidspunkt skal fylde mere i mit liv,” siger Peter Steen Clausen.

Drømmen fik luft under vingerne, da Peter Steen Clausen læste om et nyt iværksætterforløb hos Ældre Sagen.

”Forløbet var gratis og bestod af en god blanding af fysiske møder og online-sessioner. Min fritidsvirksomhed er velfungerende, men der var alligevel virkelig mange indsigter at hente,” siger han.

Peter Steen Clausen fremhæver bl.a. regnskabstekniske finesser, som han ikke kendte til, og viden om digital markedsføring.

”Vi fik en indføring i markedsføring på Google og en forståelse for, hvordan algoritmerne virker på Google og LinkedIn, så en virksomhed bliver mere synlig. Det viste sig, at der er en masse gratis værktøjer at hente – og også nogle, som ikke koster en bondegård.”

Jeg kunne godt drømme om, at min private virksomhed på det tidspunkt skal fylde mere i mit liv
Peter Steen Clausen, iværksætter

Fik et kæmpe boost

Peter Steen Clausen er desuden blevet klogere på, hvordan han kan arbejde med virksomhedens idégrundlag og forretningsplan og bruge networking.

”Selvom jeg er godt i gang som virksomhedsejer, gav forløbet mig et kæmpe mentalt boost og en mængde information, som det ville have taget mig rigtig lang tid selv at samle ind.”

Han betegner organiseringen af modulerne som meget professionel. Deltagerne modtog relevant materiale i god tid, så de kunne nå at forberede sig, og fik efterfølgende mails med slides mv.

”Arrangørerne evnede at skabe et tillidsfuldt rum, hvor alle trygt kunne dele tanker, de havde gået og puslet med længe – og tanker, som pludselig opstod, fordi vi var samlet, og idéerne fløj om hovederne på os.”

Nyt netværk

Et halvt hundrede mennesker deltog i forløbet, omtrent halvdelen var mænd.

”Det var superdygtige, kloge, søde mennesker, hvoraf flere er blevet rigtig gode kontakter, som jeg har talt meget med bagefter,” fortæller Peter Steen Clausen.

Han glæder sig allerede til et opfølgende event, hvor deltagerne har mulighed for at mødes igen og dele nyhøstede erfaringer.

”Jeg er spændt på at se, hvor langt de andre er kommet med deres idéer,” siger Peter Steen Clausen.

Selv har han også flere nye indsigter at dele ud af. Det var nemlig Peter Steen Clausen, som løb med førsteprisen for det bedste salgspitch på det afsluttende modul. Præmien var et gratis rådgivningsmøde hos oplægsholderne fra bl.a. NetVækst.dk – et firma bestående af erfarne virksomhedsledere, der på frivillig basis deler ud af deres ekspertviden.

”Jeg glæder mig til at blive endnu klogere på, hvordan jeg driver min virksomhed bedst muligt,” siger Peter Steen Clausen.

Læs mere på aeldresagen.dk

Går du rundt med en iværksætter i maven – eller har du måske allerede kastet dig ud i iværksætteriet, så er der inspiration, råd og sparring at hente. Bliv klogere på workshops om iværksætteri.
Del:

Relaterede artikler