Claus Thomsen stoppede tidligt på arbejdsmarkedet, fordi han kedede sig. Men hjemme i huset i Bagsværd gik han langsomt i stå og valgte derfor at søge job igen. ”Jeg blev lidt sur på mig selv over, at tiden bare gik, for vi får den jo aldrig tilbage,” siger Claus.
Claus Thomsen tog imod en god fratrædelsespakke fra Hewlett-Packard, HP, da han var i slutningen af 50’erne.
”Jeg havde været i firmaet i næsten 30 år og arbejdede med både software og hardware,” fortæller Claus Thomsen, der er uddannet elektronikmekaniker.
Han forfulgte en gammel drøm om at blive snedker. Efter det obligatoriske grundforløb fik han læreplads, men kroppen kunne ikke holde til arbejdet.
”Jeg fik tennisalbue og måtte stoppe halvvejs i uddannelsen.” I
stedet kom han i job i et it-firma, som producerede kasse- og Dankort-terminaler.
”Jobbet mindede lidt om det, jeg havde haft i HP, så jeg begyndte at kede mig.”
Claus Thomsen fik en aftale med sit pensionsselskab om at få sin pension udbetalt, og så stoppede han på arbejdsmarkedet som 62-årig.

Energien forsvandt
”I begyndelsen havde jeg masser at lave derhjemme. Jeg renoverede mit eget lille hus i Bagsværd og derefter min kærestes kolonihave. Jeg byggede også et sommerhus til min datter.”
Men langsomt sivede den gode energi ud af den ellers så aktive mand.
”Til sidst lavede jeg ingenting, og så blev jeg ærlig talt sur på mig selv. Vi skal bruge tiden fornuftigt, for den kommer ikke tilbage.”
I efteråret 2025 ringede en ven og spurgte, om Claus kunne tænke sig at hjælpe til i et mindre firma et par dage om ugen.
”Jobbet var forholdsvis enkelt. Jeg skulle reparere maskiner til danskvand og koldt vand hos firmaer og private. Så det sagde jeg ja til.”
Det var vigtigt for Claus, at stressniveauet på det nye job var lavt, og at han ikke skulle arbejde om natten.
”Jeg vil ikke ringes op om natten, som jeg blev det i HP, når ting brændte på. Og jeg vil ikke have et stort ansvar mere.”
Kommer med god energi
Claus Thomsens nye chef hedder Alma Nødskov Rune og er ejer og direktør i firmaet Waterpoint, som holder til i Skovshoved nord for København.
”Waterpoint installerer, vedligeholder og reparerer kølere til koldt vand og danskvand hos virksomheder og private i hele landet og havde brug for ekstra arbejdskraft nogle dage om ugen. Claus var meget lærenem og kom med en smittende energi og positiv tilgang, som har gjort ham utrolig populær blandt kunder og kolleger,” siger Alma Nødskov Rune.
”Claus ser ikke arbejdet som en sur pligt, der bare skal overstås. Han møder med et smil på læben og tager gerne flere arbejdsopgaver på sig, end vi har aftalt.”
Som eksempel nævner Alma, at Claus en dag tog nogle af de ældre maskiner med ud på værkstedet og skilte dem ad for at se, hvordan de var bygget op, så han bedre kan reparere dem.



Flere arbejdsdage
”Mange af Waterpoints kunder er afhængige af, at deres vandløsninger fungerer hver dag. Det gælder fx. skoler og klinikker. Derfor gør det en stor forskel at have en medarbejder som Claus, der har en naturlig nysgerrighed og en stor ansvarsfølelse for hele teamet,” siger direktøren.
Kort efter Claus’ ansættelse voksede arbejdsbyrden, og de aftalte to-tre dage blev til fire dage om ugen.
”Jeg kan godt lide at have noget at stå op til igen og elsker at fejlfinde og se løsninger. Jeg har tidligere været formand for en forening af opfindere, og det er en kæmpe tilfredsstillelse, når jeg fixer en maskine, som Alma ellers skulle sende til producenten i Italien for at få repareret.”
Søger endnu en seniormedarbejder
I dag er Claus Thomsen blevet 64 år. Han får fortsat sin pension udbetalt, for den kan man ikke stoppe igen, forklarer han. Men han skal ikke være fuldtidspensionist foreløbig.
”Jeg vil dog gerne ned i tid, for jeg har søgt om byggetilladelse til at udvide mit hus, så vi har lige haft tre til samtale til jobbet som min makker.”
Ordet ’vi’ skal tages bogstaveligt, for Claus er blevet en vigtig del af firmaet Waterpoint og får også til opgave at oplære den nye kollega.
”I en mindre virksomhed som vores betyder kulturen og menneskene enormt meget. Vores kunder møder ikke bare et brand, de møder Claus. Derfor er det vigtigt, at vores medarbejdere både er fagligt dygtige og samtidig skaber tillid hos kunderne. Vi er meget, meget tilfredse med Claus og har bevidst søgt en ’Claus nummer to’, altså endnu en seniormedarbejder,” siger Alma Nødskov Rune.
”Det er vigtigt for mig, at Claus ikke arbejder mere, end han selv vil. Det skal være rart at være her, og jeg oplever en stor gensidig respekt, hvor vi kan sige til og fra over for hinanden.”
Det var Claus, der lagde jobopslaget på det sociale medie LinkedIn. Her forklarede han foruden opgaverne, hvorfor han selv havde droppet pensionisttilværelsen, og sluttede sit opslag af med ordene:
”Jeg har det fantastisk, hvis nogle skulle spørge.”