At give en hånd og se et lille menneske kravle hen over en træstamme med hjælp. Opmuntre med et: ”Du kan godt, du skal bare blive ved at øve dig.” Og nogle dage senere se barnet balancere hen over træstammen selv, hoppe ned og sige: ”Se, Dorthe! Jeg kan!”
Der er langt fra legepladsen i skovbørnehaven til de indendørs kontorlandskaber, Dorthe Carlsen engang bevægede sig i som chef i mediebranchen. Men der er ikke langt til hendes hjerte, for som pædagogmedhjælper i en skovbørnehave føler hun igen stor mening i sit arbejdsliv.
Omstillingen kom bestemt ikke let og ubesværet. Faktisk måtte hun gå en lang og også smertelig vej for at finde et nyt og rigtig godt sted hen i arbejdslivet igen, efter at hun på fire år oplevede at blive fyret fra to chefstillinger. Sidste gang, i 2021, var det et lammende slag.
”Det føltes, som om min tid i mediebranchen var gået. Det var meget sorgfuldt, for jeg følte mig slet ikke færdig, men det var, som om min branche var færdig med mig,” fortæller Dorthe.
Sjove år som journalist og chef
I 1984 blev den nu 68-årige Dorthe Carlsen fra Humlebæk uddannet journalist og blev hurtigt spurgt om at tage et vikariat i TV Fakta hos Danmarks Radio i Søborg.
”Derfra gik mit arbejdsliv slag i slag. På DR blev jeg redaktør, producent og så enhedschef i TV Fakta. Jeg var producent på programmer som Lægens bord, Meyers køkken og Hjerne-Madsen. Senere blev jeg chef på P3, hvor jeg var en af to chefer, der søsatte P3 som kanalen ’Det, man hører, er man selv’, hvor programmer som Mads og Monopolet blev skabt,” fortæller Dorthe.
“Radiomarkedet var lige blevet liberaliseret, og det var vildt sjovt at være med til at forme en hel kanal. Samtidig skulle vi få folk til at arbejde sammen på nye måder, og det var en ledelsesmæssigt spændende opgave. Alt skulle spille sammen, og det var os alle, der gjorde det muligt. Når det lykkedes, var det fantastisk.”
Nyt job uden at søge
En tidligere kollega hyrede Dorthe som chefredaktør for den nye gratisavis Urban, som hun var med til at gøre landsdækkende. Indtil nu havde hun aldrig selv søgt et job, men var blevet hentet til opgaver.
Hun blev nu kontaktet om, at der manglede en chefredaktør på det daværende Midtjyske Medier, der blandt andet talte Aarhus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Holstebro Dagblad og Radio Viborg.
”For mig var det en stor stilling, og jeg havde ti gode år i det job,” siger hun og fortsætter:
”Som chef kunne jeg igennem alle årene godt lide de udfordrende opgaver, og det at være med til at præge noget og bringe noget videre, det var så givende.”

Fyret to gange
Da Midtjyske Medier blev opkøbt, blev Dorthes chefstilling til overs, og hun blev som 59-årig fyret første gang. Hun tacklede situationen ved at nedsætte sig som selvstændig konsulent.
”Det handlede stadig om ledelse, processer og udvikling, og af en eller anden grund tog jeg det stille og roligt. Jeg havde en klar vision om, at der ville komme en åbning i branchen, som skulle være min,” fortæller hun.
Telefonen ringede ganske rigtigt i 2018, og hun blev administrerende direktør og chefredaktør på Helsingør Dagblad, hvor hun qua jobbet deltog i byens liv og blandt andet var med til transformationen fra trykt printavis til mere vægt på nettet.
Da Helsingør Dagblad blev opkøbt af Jysk Fynske Medier, blev hun fyret for anden gang, og nu var hun 63 år. Denne gang var det helt anderledes. Nu var det hendes liv og hendes faglige jeg, der skulle transformeres.
Jeg følte mig ikke færdig
”Da jeg blev fyret første gang, var jeg mere optimistisk og tænkte endda, at der var god læring i at prøve det. Det gjaldt bare om at vente på et nyt job og lave noget sjovt imens. Men da jeg blev fyret som 63-årig, vidste jeg bare, at telefonen ikke ville ringe mere. Det var rigtig svært. Jeg var blevet ældre og følte, at jeg var røget lidt ud af loopet.”
”Der var blevet færre jobs i branchen, og mit netværk, som jeg havde fulgtes med i hele min karriere, var skrumpet ind. Så jeg følte mig isoleret. Så kom sorgen, og også vreden. For jeg fik jo ret i, at telefonen ikke ringede med flere jobtilbud. Jeg var meget ked af det og rasede også, fordi jeg slet ikke følte mig færdig. Jeg anede ikke, hvad jeg så skulle, og kunne ikke se nogen muligheder.”
At gå rystede det hele på plads
På det tidspunkt i livet var Dorthe allerede i gang med et stort personligt projekt med at gå 3.500 kilometer fra Viborg til Rom i etaper. Som chef brugte hun vandreturene til at tømme hovedet og koble af, samtidig med at det var et eventyr.
Nu fik vandringen en ny nødvendighed, da hun havde brug for at finde en ny vej i arbejdslivet.
”Når jeg gik der og kiggede ud over landskabet, kunne jeg vitterligt ikke se horisonten,” fortæller hun.
”I mine chefjobs havde det i mange år på sin vis også været en overlevelseskamp. Vi havde ejere, der fokuserede på bundlinjen, så der var mange svære beslutninger, samtidig med at jeg gerne ville gøre det ordentligt. Det var vitterligt ikke for sarte sjæle. Alligevel var det ikke arbejdspresset, som fyldte bagefter. Det var savnet af den branche, som jeg altid havde elsket at være en del af.”
Vandringen gav nye muligheder
Det blev afgørende for Dorthe at beholde vandrestøvlerne på – for i stedet for at lægge sig ned, erfarede hun på gåturene, at hun hele tiden kom videre. I løbet af et år tilbragte hun tre måneder med at vandre.
”At gå rystede på en eller anden måde det hele på plads. Da jeg kom til Bodensee og stod og kiggede over på Schweiz, slog det mig: Wow, nu er jeg gået hele vejen igennem Tyskland. Hold da op, jeg klarede det. Pludselig begyndte jeg at føle, at der var andre muligheder i livet. Jeg fik en følelse af, at der nok skulle vise sig noget andet – jeg skulle bare selv kigge efter det.”
Det skulle betyde noget
Hun havde hele tiden vidst, at hun gerne ville arbejde videre, selv om hun nærmede sig pensionsalderen, fordi hun elsker at arbejde. Nu måtte hun lokalisere, hvad der var vigtigt i et nyt arbejdsliv for hende som person.
”Jeg lavede igen konsulentopgaver og indså, at det ikke gav mig så meget at hjælpe firmaer til større indtjening. Jeg ville gerne lave noget igen, som betyder noget for samfundet og for os alle sammen,” siger hun.
Det blev hendes datter, som bragte hende det sidste skridt mod en ny jobtilværelse, da hun spurgte, om ikke hun kunne tage et par vikardage i den skovbørnehave, hvor hun arbejdede. Det kunne hun da sagtens, sagde Dorthe. Nu har hun været fastansat som pædagogmedhjælper siden 2023.
”At være med til at give små mennesker livsduelighed, at se dem blive fortrolige med, hvad de faktisk kan, og med deres egne grænser, det giver mig en kæmpe glæde hver eneste dag. Der kan være regn og rusk, og det kan godt være hårdt, og jeg skal stadig vænne mig til at være en del af et vagtskema, men jeg elsker også at være udenfor sammen med dem.”
Helt nyt arbejdsliv
Når nogen undrer sig over skiftet fra mediechef til pædagogmedhjælper og ser det som en slags tilbagegang, forstår Dorthe det ikke.
”Jeg har aldrig forstået, at nogen ser det som finere at være leder. Jeg oplevede jo selv i mine teams, at ingen kan gøre noget alene, og at alle roller er vigtige. Jeg har altid haft en enorm respekt for hverdagens helte. At de skulle have lavere status, synes jeg, er helt forrykt. I mine tidligere jobs var håbet at gøre en forskel for nogen, og det oplever jeg i den grad også, jeg gør nu. At se børn gro og indtage verden udenfor, det giver utrolig meget mening.”
Et arbejdsliv sat sammen af flere dele
Foruden jobbet som pædagogmedhjælper har Dorthe Carlsen sammensat et arbejdsliv med flere forskellige aktiviteter og vandring som gennemgående tema.
Hun arrangerer vandreture og vandreevents i samarbejde med FOF-København & Nordsjælland og udgav i september 2026 sammen med Frederik Løth Christensen bogen ‘Hvor langt vil du gå? – Lange vandringer giver retning i livet’.
Dorthe holder desuden foredrag om sin vandretur – både alene og sammen med Frederik – og om sin tid i mediebranchen.
”Jeg nyder virkelig også at beskæftige mig med vandring, som betyder meget for mig, og give inspiration videre på det punkt.”
