Mikkel skiftede skærmen ud med skærver

Journalist: Sanne Rosbøg Foto: Mew

Efter 30 år med deadlines, møder og udefinerbare mål havde Mikkel Skov Petersen fået nok af kontornusseri i mediebranchen – nu er han i voksenlære som gartner, og han har ikke fortrudt et sekund.

Han er gået væsentligt ned i løn. Han står op på kolde, mørke januar-morgener og graver i den frosne jord med følelsesløse, stivfrosne fingre. Og han er gået fra at være senioren, som de andre spurgte til råds, til at være nybegynderen på holdet, der stiller alle de dumme spørgsmål.

Alligevel er Mikkel Skov Petersen en gladere mand i dag, end han var for et år siden.

”Det, jeg får i bytte, er meget mere værd end de penge, jeg ikke får i løn,” siger han.

Startede forfra som 51-årig

Mikkel tog hul på uddannelsen som anlægsgartner i september sidste år. Da var han 51.

Uddannelsen begyndte med et skoleforløb, og i januar startede han på sin læreplads. Han kan se frem til et svendebrev i foråret 2029, og derfra kan han kalde sig grå anlægsgartner.

”Det er faktisk to uddannelser i én, når man bliver anlægsgartner. Man kan være grøn eller grå anlægsgartner, og jeg har valgt den grå, hvor vi flytter en del rundt på jord, planter ud, lægger fliser og anlægger terrasser og stier.”

”Det kræver væsentligt flere kraftanstrengelser og mere styrke. Min plan er at, hvis det om mange år bliver for hårdt, har jeg den grønne at falde tilbage på. Foreløbig går det godt – når jeg husker ikke at give den fuld gas,” siger Mikkel.

I begyndelsen gav han den hele baduljen med to fliser ad gangen under armen og brugte alle sine kræfter på de tunge materialer. Det gav bagslag og en temmelig smadret krop, og han lærte hurtigt at økonomisere med kræfterne.

Træt af skrivebordslivet

Det var ikke en pludselig indskydelse at skifte så markant spor efter en lang karriere i mediebranchen. Men årtiers møder, der burde have været e-mails, og skrivebordsprojekter i skiftende stillinger som journalist og kommunikationschef kørte ham træt.

”Det var en gradvist akkumuleret utilfredshed. Der var nogle ting, jeg var træt af; især at mit arbejde i høj grad var stillesiddende. Det var indendørs og ofte meget lidt håndgribeligt. Derudover var der noget ved arbejdsmiljøet og flere andre ting, der over tid fik mig til tænke over, om jeg skulle nulstille mit arbejdsliv og starte forfra med noget helt andet,” siger han.

Mikkel bor på Nørrebro, men har en lille kolonihave, som i mange år har været hans fristed. Her begyndte beslutningen at tage form.

”Jeg elsker at gå i haven. Det er der, jeg føler mig mest i live – det gør noget godt for mig at være udendørs, bruge mine hænder og udrette noget konkret og praktisk. Så mens jeg gik derude og nød livet, tænkte jeg over, om det var muligt at gøre det til en levevej,” fortæller han.

Da han begyndte at undersøge sagen nærmere, faldt han over uddannelsen som anlægsgartner – og det føltes med det samme helt rigtigt.

”Så tog jeg en rask beslutning og startede på det.”

Arbejdsglæde i det fysiske

Den beslutning har indtil nu vist sig at være den helt rigtige for den nu 52-årige københavner. Han mærker hver dag en stor kontrast til sine tidligere arbejdsdage – og den er udelukkende positiv.

Det er især det tætte samarbejde med kollegerne, det at være udendørs året rundt og fornemmelsen af at skabe noget fysisk, der giver Mikkel følelsen af tilfredshed i sin arbejdsdag.

”En arbejdsdag som i dag – kontrasternes dag – er et godt eksempel på, hvad jeg elsker ved mit nye arbejdsliv. For første gang var det lyst, før jeg mødte på arbejde. Da dagen startede, frøs vi, og det var pissekoldt om fingrene især. Vi gik og arbejdede i et halvvildt grønt område, og i løbet af formiddagen kom solen frem, og vi måtte smide jakken. Den måde at være midt i foråret og naturens skiften er skønt,” siger han.

”Flow er den hellige gral inden for arbejdsglæde. Og her har jeg en fornemmelse af, at arbejdet sker af sig selv. Opgaven flyder bare, og det er en helt vildt lækker fornemmelse. Jeg er gået ned i løn, til gengæld har jeg fået masser af arbejdsglæde. Og mental stimulering,” siger Mikkel.

Fra ekspert til begynder

Selvom der var masser af hjernegymnastik i jobbet som kommunikationschef, er det noget helt andet at begynde i et nyt fag, hvor alt skal læres fra bunden.

”Det er en stejl læringskurve for mig. Og så er det en stor forandring at gå fra at være den, der ved det meste, og som de andre spørger til råds, til at være begynderen, der skal lære det hele fra bunden og stille alle spørgsmålene. At være lavest i hierarkiet og suge ny viden til mig hele tiden. Men det er fedt,” siger han.

Identiteten var på spil

Selvom beslutningen føltes helt rigtigt, har det i perioder fyldt meget hos ham, om det kunne bære.

”Der var jo et vist identitetstab forbundet med at forlade den branche, jeg har befundet mig i i over 30 år. Jeg var 1:1 mit arbejdsliv, følte jeg. Jeg var sådan én, der skrev og rådgav, og jeg var digital og arbejdede ved en skærm. Alt det blev bogstavelig talt pakket i kasser og sat på loftet.”

De utrygge tanker fyldte især i perioden, inden han begyndte på uddannelsen.

”Så snart jeg begyndte på uddannelsen og fordybede mig i den nye faglighed, faldt der ro på. Så nu er jeg faldet godt til i min nye identitet. Nu er jeg anlægsgartner under uddannelse.”

Heldigvis har alle i Mikkel Skov Petersens omgangskreds været positive, anerkendende og støttende, da de hørte om brancheskiftet.

I mit nye job udretter jeg hver dag noget konkret for nogen. Jeg går på arbejde og skaber glæde for andre mennesker, og det giver mening for mig.
Mikkel Skov Petersen, anlægsgartner under uddannelse

Råd til andre: Spring ud i det

Til andre, der længes efter en ny start i et helt andet job, er opfordringen klar.

”Man skal have mod på det, for det er en omvæltning. Der vil formentlig også være en periode med et indtægtstab, så rent praktisk og økonomisk skal man selvfølgelig regne på, om det kan hænge sammen. Men ellers er det noget med at sige: Nu gør jeg det! Og så er det bare at gøre det,” siger Mikkel.

Han råder også til at overveje, hvad der skaber mening.

”For mig er det blandt andet det begreb, man kalder craft psychology. Det dækker over den tilfredsstillelse, der ligger i at skabe noget fysisk og konkret med sine hænder. Man ved, at det modarbejder demens og stress. Og jeg mærker tydeligt, hvordan det hjælper mig til at fokusere, skabe flow og udfordre mig selv på en god måde. Det giver mig en ubetinget arbejdsglæde, ” siger han.

Mening i arbejdet

Forskning viser desuden, at meningsfuldhed og at gøre noget for andre skaber glæde og tilfredshed hos langt de fleste af os.

”I mit nye job udretter jeg hver dag noget konkret for nogen. Jeg går på arbejde og skaber glæde for andre mennesker, og det giver mening for mig. Jeg har længe følt, at jeg manglede mening i mit tidligere job. Den har jeg søgt og fundet nu”.

Læs mere på aeldresagen.dk

Har du lyst til forandring i dit arbejdsliv? Der er mange veje at gå, og det kan virke uoverskueligt at træffe beslutningen om fx karriereskift. Få råd og inspiration til, hvordan din senkarriere kan være.

Del:

Relaterede artikler