Spring til hovedindhold
Familie & parhold

Er I fanget i jeres gamle søskenderoller?

Når forældre bliver ældre og får brug for hjælp, kan gamle roller og konflikter mellem søskende pludselig vågne til live. Psykolog Susan Hart forklarer, hvorfor det sker – og hvordan forældrenes aldring også kan blive en anledning til at forstå hinanden på ny.

Måske begynder det med noget helt konkret: Hvem kører far til lægen? Hvem ringer til kommunen? Hvem besøger mor og hvor tit? Men hurtigt kan det også komme til at handle om, hvem der altid tager ansvar, hvem der slipper, hvem der bestemmer, og hvem der aldrig bliver hørt.

Det er ikke mærkeligt, hvis man pludselig reagerer stærkere på sin bror eller søster, end situationen umiddelbart ser ud til at kalde på, forklarer psykolog Susan Hart, forfatter til bogen Søskende på godt og ondt.

”De mønstre, der bliver lagt tidligt i livet, mens man bor sammen som søskende, kan blive genaktiveret. Det kan sammenlignes med at møde sin gamle skoleklasse til en fest 30 år senere, hvor der ikke går lang tid, før de gamle mønstre dukker op igen,” siger hun.

Kriser kan vække gamle roller til live

Vi bærer ikke kun minder om vores søskende med os. Gennem årene har vi også dannet os bestemte opfattelser af dem og forventninger til, hvordan de vil reagere.

Måske har du længe oplevet din søster som dominerende eller din bror som den, der undgår ansvar. Det kan påvirke, hvordan du fortolker det, de siger og gør, og hvordan du selv reagerer på dem. Din reaktion påvirker igen den anden, og på den måde kan et gammelt samspil fortsætte mellem jer.

“Det syn, du har på din søster eller bror, får dig til at sige og gøre bestemte ting. Det får den anden til at reagere, og på den måde genaktiveres mønstret,” siger Susan Hart.

Når familien kommer under pres, for eksempel fordi en forælder bliver plejetrængende, alvorligt syg eller dør, kan de velkendte måder at reagere på blive tydeligere og mere fastlåste.

Dit nummer afgør ikke din rolle

Det kan være fristende at forklare rollerne med placeringen i søskendeflokken – den ældste er ansvarlig, den yngste er forkælet, og den midterste bliver overset. Men så enkelt er det ikke.

“Der er ikke forskning, der viser, hvordan et menneske er, ud fra nummeret i søskenderækken,” siger Susan Hart.

Det afgørende er snarere forældrenes tilgang til børnene. De kan for eksempel have lagt mere ansvar på ét barn end på de andre med beskeder som: “Du er den største, så du kan godt tænke dig om.”

Hvis det gentager sig gennem opvæksten, kan det være med til at forme en rolle som den ansvarlige i søskendeflokken.

Før du tager snakken med dine søskende

Ved kriser i familien kan gamle mønstre hurtigt vise sig. Før en vigtig samtale kan du spørge dig selv:

Hvad skal vi konkret finde en løsning på? Hold den aktuelle opgave adskilt fra gamle konflikter.

Hvad bliver jeg ramt af? Er det fx følelsen af altid at stå med ansvaret, ikke at blive hørt eller at blive bestemt over?

Hvad har jeg brug for fra mine søskende? Er det mere hjælp, mere information, indflydelse – eller at blive lyttet til?

Hvad antager jeg om deres motiver? Ved jeg faktisk, hvorfor de gør, som de gør, eller tolker jeg dem ud fra vores gamle roller?

Hvordan får jeg ro på mig selv? Sænk tempoet, mærk fødderne mod gulvet og tag et par rolige vejrtrækninger før samtalen. Under samtalen kan du holde tempoet nede og lytte til den anden, samtidig med at du mærker efter, hvad der sker i dig.

Hvad kan jeg selv sige eller gøre anderledes? Beskriv dit behov frem for at placere skyld. Sig fx: “Jeg har brug for, at vi fordeler opgaverne” frem for: “Jeg skal altid gøre alting.”

Kilde: Psykolog Susan Hart

Når hjælpen føles uretfærdigt fordelt

Når forældrene bliver ældre og får brug for hjælp, kan den gamle rolle som den ansvarlige føre til, at du næsten automatisk kommer til at tage mest på dig igen. Bor du samtidig tættest på mor eller far, kan endnu flere af de praktiske opgaver ende hos dig.

For dine søskende kan det føles naturligt, fordi det på en måde altid har været sådan. Men for den, der står med ansvaret, kan der efterhånden opstå irritation – hvorfor er det altid mig? Hvorfor tilbyder de andre ikke noget?

Omvendt kan de andre tænke, at den ansvarlige jo plejer at have styr på tingene – eller opleve, at der ikke rigtig er plads til deres måde at hjælpe på.Dermed kan en uenighed om indkøb, lægebesøg eller økonomi få en følelsesmæssig tyngde, der rækker langt ud over den konkrete opgave.

Søskende er typisk nogle af de mennesker, vi har kendt længst. De er livsvidner, som Susan Hart kalder det, og relationen kan rumme både kærlighed, konkurrence, jalousi og spørgsmål om ansvar.

“Jo tættere bånd der er mellem mennesker, jo større er risikoen også for ubalancer, netop fordi følelserne er stærke. Hvis man ikke føler sig mødt og forstået af sine søskende, kan der komme afstand, frustration og vrede,” siger hun.

Stop op og vær nysgerrig

Det kan være svært at afgøre, hvor meget af din reaktion der handler om nutiden, og hvor meget der stammer fra tidligere erfaringer. Ifølge Susan Hart reagerer vi altid på baggrund af det, vi allerede har oplevet. Spørgsmålet er derfor, om vi er opmærksomme på det.

Her er mentalisering vigtig. Susan Hart beskriver mentalisering som evnen til at se sig selv udefra og den anden indefra – og forsøge at forstå både egne og den andens følelser og reaktioner.

Når du er presset, er det let at gøre det modsatte og tænke: “Hun har altid været egoistisk.” “Han vil bare bestemme.” “Sådan har hun været, siden vi var børn.” Men når vi definerer den anden på forhånd, lukker vi også for muligheden for at opdage noget nyt.

“Spændinger mellem søskende kan faktisk være en mulighed for at stoppe op og blive nysgerrig på, hvad der sker i dig lige nu, og hvad den anden kan tænkes at opleve. Det handler ikke om at tilsidesætte egne behov, men om både at være nysgerrig på den anden og have et blik indad ved at spørge sig selv: Hvad bliver jeg ramt af, og kan jeg gå ind i samtalen på en anden måde?”

Jo tættere bånd der er mellem mennesker, jo større er risikoen også for ubalancer, netop fordi følelserne er stærke.
Susan Hart, psykolog

Du kan ændre din del af mønstret

Det er lettest at ændre en fastlåst søskenderelation, hvis begge ønsker det. Men selv hvis din bror eller søster ikke er interesseret i at se på relationen, kan du gøre noget andet end det, du plejer.

Alene det, at én får øje på mønstret, giver ifølge Susan Hart mulighed for at reagere anderledes. Måske vælger du ikke at gå ind i den konflikt, der altid ender samme sted. Måske holder du op med at forsøge at få din søster til at indrømme, at du har ret, eller bliver tydeligere om, hvad du vil og ikke vil tage ansvar for.

Nogle søskendeforhold er dog så belastede, at man må acceptere, at kontakten ikke bliver, som man havde håbet. Hvis vrede eller tristhed bliver ved med at fylde meget, kan det være hjælpsomt at tale med en psykolog eller psykoterapeut.

Aldrig for sent at være nysgerrig

Gamle relationer kan også forandre sig sent i livet. Susan Hart fortæller om to søstre omkring de 80 år, der i mange år havde haft et svært forhold og ikke havde set hinanden. En væsentlig konflikt handlede om deres helt forskellige oplevelser af deres mor. Den ene havde et meget positivt billede af hende, mens den anden havde oplevet relationen anderledes.

I stedet for igen at forsøge at overbevise sin søster om, at hendes eget billede var det rigtige, begyndte den ene søster at blive nysgerrig. Hvorfor havde de oplevet den samme mor så forskelligt? Hun tog kontakt og stillede spørgsmål uden at fordømme eller anklage.

Det ændrede samtalen. Søsteren gik ikke straks i forsvar, og de begyndte gradvist at kunne høre om hinandens oplevelser. I dag mødes de ifølge Susan Hart cirka en gang om måneden. Historien viser, at målet ikke nødvendigvis er at blive enige om fortiden. Det afgørende kan være at give plads til, at to søskende har oplevet den samme familie forskelligt.

Fælles opgaver styrker

Forældres aldring er ikke kun en risiko for, at gamle konflikter vækkes til live. Det kan også skabe noget nyt. Når mor eller far har brug for hjælp, står søskende med en fælles opgave. De skal finde ud af, hvordan de bedst passer på deres forælder, og hvordan de hjælper hinanden med det.

“Det, der bringer mennesker sammen, er fælles opgaver og mål. Det kan derfor gøre et søskendeforhold meget stærkere.”

Ifølge Susan Hart kan en krise gå flere veje. Man kan blive mere fastlåst i gamle positioner, men man kan også udvikle sig gennem det, familien står i sammen.

”Hvis du tør være nysgerrig på både dig selv og dine søskende, kan en svær livsfase rumme et potentiale for heling. Måske vil din bror eller søster stadig kunne ramme en øm plet med ganske få ord. Men jo bedre du bliver til at opdage, hvad der sker mellem jer, desto større er muligheden for, at nutidens relation ikke behøver at blive styret af barndommens roller,” siger Susan Hart.

Læs mere på aeldresagen.dk

Ca. 1,2 millioner danskere er pårørende til et ældre menneske, som står dem nært, som de hjælper på den ene eller anden måde. Vi støtter dig som pårørende, mens du hjælper en, der er syg eller svækket.
Relaterede artikler

Mere inspiration til dig