Når forældre går fra hinanden, kan bedsteforældre ende midt i konflikten. Flere søger hjælp hos Børns Vilkår, og nogle vælger at søge samvær for at bevare kontakten til børnebørnene.
Lissy Juliane Mikkelsen fra Mors er 59 år og har 13 børnebørn. For henved fire år siden gik en af hendes sønner og svigerdatteren fra hinanden, og Lissy mistede en overgang kontakten til deres tre børn i alderen 8 til 12 år. I den tid var Lissy med egne ord ’hele følelsesregistret igennem’.
”Jeg har altid haft et meget tæt forhold til mine børnebørn. Vi har boet tæt på hinanden, og de har besøgt mig ofte,” fortæller hun.
Efter bruddet mellem sønnen og svigerdatteren har hun forsøgt at holde den gode tone i familien for børnebørnenes skyld.
”Det har været en tid med mange konflikter mellem min søn og børnebørnenes mor, men jeg har prøvet at tale pænt til alle parter.”
Alligevel var der en periode, hvor Lissy ikke fik lov til at se børnebørnene.
”Jeg var usigeligt ked af ikke at se dem. Jeg var også vred over at blive fremmedgjort over for dem. Det var et kæmpe afsavn.”

Lissy søgte samvær
Myndighederne var indblandet, men de gjorde det ikke nemmere for Lissy Juliane Mikkelsen.
”Jeg arbejdede som sagsbehandler, dengang jeg stadig var på arbejdsmarkedet, og jeg har stor respekt for sagkundskaben. Da de sagde, at børnebørnene ikke skulle hjem til mig, opstod der en stor indre kamp i mig.”
Lissys selvværd dykkede, men så begyndte hun at undersøge sine muligheder. Det viste sig, at hun kunne søge samvær med børnebørnene ved Familieretshuset. I dag ser hun to af børnene i gennemsnit hver anden weekend og det sidste barn med ujævne mellemrum, men med udsigt til en mere fast ordning inden længe.
”Det var en hård kamp at få ret, selvom børnebørnene hele tiden har sagt, at de gerne vil hjem til mig. Jeg synes, det har været utrolig svært at navigere i, og det ved jeg, at andre også har problemer med.”
Lissy Juliane Mikkelsen har derfor været med til at oprette foreningen ’Familiens Stemme’, som vil prøve at hjælpe familier i konflikt. I første omgang er foreningen forankret i Morsø Kommune, hvor den allerede har 93 medlemmer. Men på sigt er der planer om at gøre den landsdækkende og afholde onlinekurser, fortæller hun.
Flere ringer til Børns Vilkår
Der findes ikke en organisation for bedsteforældre, der kommer i en situation som Lissys. Men flere i lignende situationer ringer til Børns Vilkårs ForældreTelefon.
Sidste år kontaktede 476 bedsteforældre telefonrådgivningen, og det tal har været stigende de seneste fire år, oplyser Børns Vilkår. Omtrent en tredjedel af henvendelserne handler om problemer med kontakten til børnebørnene på grund af en skilsmisse. Ved telefonerne sidder børnefagligt uddannede rådgivere, fortæller psykolog Julie Bek fra Børns Vilkår.
”Vi lytter til bedsteforældrenes svære følelser og sorg og rådgiver dem til altid at tage udgangspunkt i barnets perspektiv. Hvilke behov giver barnet udtryk for? Det er de behov, bedsteforældre skal være optaget af.”
Bedsteforældre som stabile voksne
Julie Bek siger, at det også er vigtigt, at bedsteforældrene respekterer, at det først og fremmest er forældrenes barn og forældrenes ansvar, at barnet trives.
”Men bedsteforældre kan spille en rigtig vigtig rolle som stabile voksne i en svær periode, hvor børnebørnenes forældre ofte har mindre overskud.”
”Hold fast i rutiner og ritualer,” anbefaler Julie Bek. ”Hvis I plejer at ses hver onsdag eller en weekend om måneden, så bliv ved med det i en tid, hvor så meget andet forandrer sig i barnebarnets liv.”
Læs af på andre voksne
Psykologen i Børns Vilkår råder også bedsteforældre til at forholde sig loyalt og neutralt til konflikterne mellem barnebarnets forældre.
”Jo højere konfliktniveauet er, jo vigtigere er det at være varsom med at udtrykke sin egen holdning. Hvis bedsteforældrene er meget vrede eller kede af det, råder vi dem til at læsse af på andre voksne, aldrig på børnebørnene.”
”Det kan tværtimod være en idé at italesætte over for barnebarnet, at du som bedsteforælder godt kan rumme, at barnebarnet fortæller om noget sjovt, som det har lavet med den anden forælder. Og at det er helt okay, at barnebarnet giver udtryk for, at det elsker både sin far og mor.”
”Børnebørn skal ikke gå rundt med de voksnes svære følelser, og bedsteforældre kan være en kæmpe hjælp alene ved at tilbyde et frirum,” siger psykolog Julie Bek.
Støttegrupper for bedsteforældre
Fædre er i særlig risiko for at miste den nære kontakt til deres barn, når de bliver skilt, mens barnet kun er få måneder gammelt. Det var tilfældet for Susannes søn (navn opdigtet af red.), og derfor har hun næsten ikke set sit lille barnebarn.
”Det er fem måneder siden sidst,” siger Susanne på 60 år fra hovedstadsområdet.
Hun optræder under et andet navn end sit eget, fordi hun ikke ønsker at optrappe konflikten i familien yderligere.
”Min mand og jeg vil så gerne have lov til at se vores barnebarn og passe hende. Jeg føler mig afmægtig og har tabt mig utrolig meget. Jeg har ingen energi og har været nødt til at gå til psykolog for at få hjælp.”
Det kan føles ensomt
Susanne og hendes mand tackler situationen forskelligt, og Susanne har meldt sig ind i Foreningen Far for at finde ligesindede.
”Det kan føles meget ensomt. Derfor har det været helt terapeutisk at høre andres erfaringer og lytte til podcasts om emnet,” fortæller Susanne.
Hun er selv vokset op uden kontakt til sin far og mener, at det er utrolig vigtigt for et barn at være tæt på hele sin familie. Den seneste tid er hun begyndt at gå aktivt ind i debatten om bedsteforældres ret til at se deres børnebørn.
”Jeg vil forsøge at etablere støttegrupper for bedsteforældre enten på nettet eller med fysiske møder, for der er et kæmpestort behov,” siger hun.
Bedsteforældre kan i nogle tilfælde søge om samvær med et barn. Det kan fx være, hvis barnet ikke har samvær med den forælder, som barnet ikke bor hos.
Ansøgningen skal sendes til Familieretshuset.
Sagsbehandlingstiden varierer, afhængig af hvor kompleks situationen er.