Bunken må gerne være høj, når bare der er orden i den, siger Maiken Albinussen. Hun arbejder som sekretær i et af landets største boligadministrationsselskaber, KAB.
På Maiken Albinussens skrivebord hersker absolut orden og overblik. To computerskærme, et tastatur og en bunke med forskelligt farvede plastik-chartekker. Sidstnævnte indeholder diverse papirer og huskelister for de tre boligselskaber, hun servicerer. Én farve for hvert selskab, alt på sin rette plads.
”Jeg er en ’kasse-struktur-person’, og det er en god evne at have i den her stilling,” siger hun og fortsætter:
”Bunken må gerne være nok så høj, når bare der er orden i den. Og min bunke må gerne være fysisk, selvom jeg prøver at have så meget digitalt som muligt for at spare på papiret. Men jeg har mange tjeklister, og de skal helst være fysiske – ellers glemmer jeg at bruge dem med det resultat, at jeg kan glemme vigtige ting. Jeg laver også vejledninger på alt, hver gang der kommer noget nyt.”
Brug for struktur
Den form for system kan der nok være brug for, når man er ansat i et af landets største administrationsselskaber. Maiken Albinussen er sekretær for tre af de 30 boligselskaber, der har en administrationsaftale med KAB. Hun er sekretær for organisationsbestyrelserne og repræsentantskabet, og hun bistår kundecheferne i de respektive selskaber.
Arbejdet består primært af det, hun kalder mødeproduktion. Det vil sige, at hun starter dagsordener op i samarbejde med kundechefen, og her kan en dagsorden handle om alt fra nybyggeri til renovering, økonomi og til overordnede beslutninger, alt som er en del af opgaverne for en bestyrelse i et boligselskab.
Hun sørger for at samle input fra kolleger i organisationen, som skal bidrage til punkter i dagsordenen og læser korrektur på alt materialet. Efter møderne behandler hun referater og følger op på alle beslutninger samt retter systemet til med nye medlemmer og lignende. Derudover supporterer hun selskabernes boligafdelinger og de lokale ejendomskontorer.
Uddannet i lufthavnen
Maiken Albinussen voksede op i Dragør, og her bor hun stadig. Hun blev kontoruddannet i det dengang statsejede Københavns Lufthavnsvæsen. Her fik hun en femårig tjenestemandsuddannelse og arbejdede derefter i 25 år i forskellige administrative funktioner i lufthavnen.
”Det var en god og bred uddannelse og en rigtig god arbejdsplads. Jeg har blandt andet arbejdet som koordinator i Beredskabsafdelingen, i Operations, på Trafikkontoret, i Personaleafdelingen og de sidste ti år som planlægger i Rengøringsafdelingen. Da lufthavnen skulle privatiseres i begyndelsen af 1990’erne, var jeg tillidsmand og var med til at forhandle medarbejdernes vilkår på plads i overgangen fra tjenestemand til privatansat,” siger hun.
Efter de mange år i lufthavnen søgte hun en stilling på et ejendomskontor.
”Jeg havde et ønske om at prøve at arbejde et lille sted, hvor der var kortere mellem ledelsen og medarbejderne, og hvor man kunne komme ind over flere forskellige ting,” fortæller hun.
Maiken Albinussen prøvede også at arbejde som sekretær i et større snedkerværksted og siden i endnu et ejendomskontor i Tårnby. Da det skulle fusionere med et andet ejendomskontor, valgte hun at sige nej tak til at følge med.
Jobtilbud på trods af stress
”Jeg var sygemeldt med stress på det tidspunkt og kunne mærke, at det ikke var det rigtige for mig at komme over i det andet selskab. I stedet søgte jeg ind hos KAB og kom til samtale, men efter samtalen var jeg dog overbevist om, at den stilling fik jeg da ikke,” siger hun og uddyber:
”På grund af min stress sygemelding havde jeg været hudløs ærlig om min situation og om, hvad jeg kunne magte lige her og nu. Jeg havde bedt om først at starte flere måneder senere, end de havde brug for mig, og jeg kunne ikke love, at jeg ville være klar ovenpå min lange stress periode. Alligevel blev jeg ringet op to dage efter og fik tilbudt stillingen,” siger hun og fortsætter:
”Jeg var 58 år og blev både glad, overrasket og stolt af, at jeg kunne få nyt job i den alder. Jeg fik følelsen af, at jeg var kommet ind et sted, hvor man behandler medarbejderne godt. Og jeg blev heldigvis klar til at starte op igen på fuld tid, som jeg håbede på.”
Morgenro
Maiken Albinussen bor som nævnt i Dragør, og hendes arbejdsplads i KAB-Huset ligger på kanten af Vesterbro og Sydhavnen i København. Turen foregår oftest i bil og på varme sommerdage tilbagelægges de 15 km på elcykel.
”Jeg møder ofte tidligt omkring klokken syv. Det har jeg været vant til gennem mange år, så det er en god vane. Og så er der også altid en ledig parkeringsplads tæt på,” fortæller hun.
En anden fordel ved den tidlige mødetid er morgenroen, og så er der også frit valg af plads i det åbne kontormiljø på fjerde sal, hvor der i princippet ikke er faste pladser. Og dog:
”Mange sidder på de samme pladser hver dag, og vi sekretærer sidder samlet i en gruppe for nemmere at kunne netværke, men det er også hyggeligt at skifte plads og sidde ved siden af forskellige kolleger,” siger hun.
En typisk dag
Dagen starter med en kop kaffe, og så skal der ellers tjekkes mails.
”Indbakken er altid godt fyldt, og der skal gøres og svares. Bagefter tjekker jeg fakturaer og får dem konteret og betalt. Derefter går jeg i gang med dagens arbejde. Vi arbejder meget med deadlines, og rigtig meget handler om planlægning. Det er vigtigt, at dagsordener og referater kommer ud til tiden,” siger hun.
Og så er der selvfølgelig alt det uforudsete på en ellers ”typisk” dag:
”En kundechef skal lige have indkaldt til et ekstraordinært møde, akutte ting kommer ind fra højre, en kollega har brug for hjælp, bidrag til en dagsorden kommer for sent, og der skal lige læses korrektur, og så kan der komme ændringer i sidste øjeblik, hvor noget skal sendes ud. Det sidste kan godt være en udfordring for os, men det klarer vi også,” siger hun.
Selvom hun tidligere har været ramt af stress, er det dog ikke den slags, der bringer hendes sind i uro:
”Jeg kan godt lide at have travlt. Stress handler ikke så meget om travlhed for mig, men om frustrationer. Bunken må gerne være stor, men hvis der ikke er struktur i den, eller man ikke får at vide, hvad der forventes af én til en opgave, eller man ikke aner, hvad man skal gøre ved tingene, så kan frustrationerne opstå.”
Fra hakkebræt til AI
Maiken Albinussen har arbejdet administrativt i 41 år, og i løbet af den tid er der selvsagt sket store forandringer.
”Da jeg begyndte som elev i lufthavnen, skrev jeg tekster og breve i hånden og gik hen ad gangen og afleverede det til en skrivedame, der skrev det ind på et gammeldags hakkebræt, som kunne høres på hele gangen. Siden fik jeg selv først en elektrisk skrivemaskine med rettelak og det hele og derefter en computer med DSI-system, som det hed, og så skulle vi på kursus og lære en masse nyt,” fortæller hun og fortsætter:
”I dag har vi alle en bærbar computer og to skærme og arbejder med 10-12 forskellige systemer i vores organisation.”
Nu står kunstig intelligens, Copilot og AI og banker ivrigt på døren. Er det noget, der på sigt kan overtage hendes arbejde?
”Nej, det tror jeg ikke, i stedet hjælper det os. Vi arbejder allerede med Copilot og kan bruge det, når vi skal korrigere en tekst, omformulere en tekst til en mere formel tone, lave et program til en temadag eller lave noget korrekturarbejde for os. Sekretærer i dag er meget koordinerende og servicerende, og det kan en maskine trods alt ikke overtage, men den kan helt klart hjælpe os,” mener hun.
Ingen pension lige nu
I en alder af 61 har hun ingen overvejelser om pension.
”Coronatiden med hjemmearbejde var en god læring for mig. Her opdagede jeg, hvor meget jeg savnede den daglige kontakt med kollegaer og det at komme ud ad døren hver dag. Selvom vi har mulighed for at arbejde hjemme én til to dage om ugen, så er det ikke altid, at jeg benytter mig af det. Med min meget ekstroverte side betyder det meget for mig at være sammen med kollegaer i min dagligdag,” siger hun og tilføjer:
”Jeg går glad ind ad døren i KAB-Huset hver morgen og er dybt taknemmelig for mit arbejde og min arbejdsplads. Jeg elsker de opgaver, jeg skal i gang med, og jeg nyder at være sammen med alle mine gode kollegaer. Jeg er heldigvis landet på den rette hylde, så pensionen må gerne vente for mit vedkommende.”
