Meningen med livet er både stor og lille

Journalist: Lene Outzen Foghsgaard Foto: Freddy FrogGroove

Der findes ikke kun én mening med livet, men to, siger psykologisk rådgiver Lene Eriknauer. Den lille mening handler om glæden i hverdagen, mens den store handler om at bidrage til noget, der rækker ud over os selv.

Vi skal opleve, at der er en mening med at være her, ellers trives vi dårligt. Opgaven er derfor at finde sit formål i livet, og har vi først fundet det, er vi ikke i tvivl.

Når filosoffer og psykologer i årtusinder har beskæftiget sig med livets mening, handler det om, at vi som mennesker har et grundlæggende behov for at opleve, at vores liv har et formål. Vi vil gerne vide, hvad vores bidrag til verden er. Det skaber tryghed, tilfredshed og glæde.

Flere tænkere er dog overbeviste om, at der ikke findes bare én mening med livet, men to: den store og den lille. Begge er tæt forbundne og skal helst spille sammen, for at vi trives.

Det handler om at finde sit formål

Lene Eriknauer er psykologisk rådgiver og arbejder med menneskers trivsel og dermed oplevelsen af meningsfuldhed. Fra sin master i positiv psykologi ved hun, hvor betydningsfuldt det er, at vi hver især finder en retning og en rød tråd i tilværelsen.

Hun forklarer, at der ofte er en udveksling og en forbindelse mellem den lille og den store mening. Den lille mening handler om at finde tilfredshed i hverdagslivet – i de sociale relationer og daglige aktiviteter. Fx at gå til yoga eller klippe roser i solen. Den store mening er en mere overordnet og eksistentiel forståelse af livets betydning. Det kan fx være, at man oplever at have et kald og et engagement, der rækker ud over de daglige gøremål.

Lene Eriknauer forklarer: ”Det handler om at finde sit formål, og den store mening kredser derfor naturligt om eksistentielle emner som fx kærlighed og identitet, skæbne, døden, det religiøse og spirituelle. Den store mening rækker videre end vores individuelle behov og vil være til glæde for de mange, for verden og for dét, der er større end os selv.”

“Når vores værdier og handlinger følges ad, oplever vi trivsel og mening.”
Lene Eriknauer, psykologisk rådgiver

Find dit hvorfor

At finde sin mening i livet kræver ifølge eksperten, at vi bruger tid og tanker på at gå i dybden med en række spørgsmål – og ikke mindst de svar, vi har på dem. Det kan hjælpe os med at finde forbindelsen mellem de små og større valg og handlinger, vi foretager. Hun uddyber:

”Hvis du eksempelvis er engageret i klodens tilstand, så får det tit også indvirkning på dit hverdagsliv. Du begynder måske at fokusere på dit madspild og dine madvaner. På den måde spiller den store mening sammen med den lille. Det kan også være, at du flere gange om ugen passer børnebørn, samtidig med at du er besøgsven for Dansk Røde Kors – fordi omsorg for andre er det, der giver dit liv værdi.”

Lene Eriknauer citerer filosoffen Nietzsche for ordene: Den, der kender sit hvorfor, kan håndtere et næsten hvilket som helst hvordan. Sagt på en anden måde: Når vores værdier og handlinger følges ad, oplever vi trivsel og mening.

SÅDAN FINDER DU DIN MENING

Stil dig selv følgende spørgsmål og skriv svarene ned. Giv dig god tid og lav gerne øvelsen sammen med en anden.

TRIVSEL & MENING Hvad giver dig god energi – gør dig rigtig glad? Hvor oplever du mening i din dagligdag?

VÆRDI Hvilken forskel gør du for andre? Hvad vil blive savnet, hvis du ikke var her?

FORMÅL – DIT HVORFOR Hvad brænder du for? Hvad vil du gerne give til andre/hvilken forskel vil du gerne gøre?

Kilde: Uddrag fra bogen ”Robusthed i praksis”. Malene Mygind og Frans Ørsted Andersen (red).

En del af flokken

Det er individuelt, hvor vi hver især finder vores formål og retning, forklarer Lene Eriknauer. Undervejs i livet vil vi også skulle redefinere, fordi vi forandres. Især kan livsfaser som fødsler, dødsfald, karriereændringer, livsovergange eller sygdom udfordre eller forstærke opfattelsen af især den store mening. Også samfundsmæssige ændringer som krig og katastrofer kan få betydning. Eksperten siger, at dét, at vi funderer over livets mening, er et grundvilkår.

”Oplevelsen af mening behøver ikke at involvere andre mennesker. Forskning peger dog på, at er vi aktive i et fællesskab, så øges vores mentale sundhed. Vores overlevelsesdrift ligger i at være en del af flokken, og det ser vi allerede fra fødslen. Vi knytter bånd til vores forældre eller omsorgspersoner for at overleve.”

Lene Eriknauer forklarer, at anerkendelse fra andre har stor betydning. Det kan skabe en mere positiv selvopfattelse og et øget selvværd, mindske oplevelsen af ensomhed og samtidig styrke vores empatiske evner og opfattelse af forbundethed. Hun understreger, at selv hvis ens livssituation gør, at man ikke længere har den samme fysiske formåen, så er der altid en mening – og hun opfordrer til, at vi forsøger at finde den.

Mental fitness

Men hvordan ved man, hvornår man har fundet meningen? Lene Eriknauer siger, at vi faktisk ikke er i tvivl, for det er, når vi føler os engagerede og optaget af noget og har lyst til at bruge tid og kræfter på netop det. Stik modsat følelsen af tomhed, kedsomhed og en oplevelse af at være gået i stå, som mange måske kan have, før de finder deres røde tråd.

Hun peger på det misforhold, der kan være mellem vores fokus på den fysiske og den mentale sundhed. Ofte vejer de to aspekter ikke lige tungt i vores opfattelse af trivsel, selvom de begge er lige væsentlige. Den fysiske sundhed kan vi træne og styrke med motion, fortæller eksperten, men vi kan også styrke og træne den mentale sundhed ved at beskæftige os med de ting i livet, der giver mening for os. Det er god mental fitness.

Kilder til mening

Engagement i frivilligt arbejde

Nye hobbyer eller interesser

Deltagelse i sociale aktiviteter

Familie og andre sociale relationer

Uddannelse og læring

Bliv mentor

Styrkelse af det spirituelle eller åndelige

Rejser og eventyr

Kilde: Lene Eriknauer, psykologisk rådgiver

Læs mere på aeldresagen.dk

Mental sundhed handler om din livsglæde og om at ruste dig til de udfordringer, livet byder på. Mental sundhed handler også om at have en følelse af mening med livet. Denne artikel hjælper dig med at styrke din mentale sundhed.
Del:

Relaterede artikler