Skuespiller Lærke Winther er aktuel med podcasten ’Lærkes bedste alder’. Hun troede, hun skulle lave podcast om ældre – i stedet blev hun klogere på sig selv og alt det, vi går og siger om alder.
Det hele begyndte i grunden rigtig trist med en krise – eller en ungdomssorg, som skuespiller og forfatter Lærke Winther betegner det. Hun er egentlig sådan en, der ofte har en sjov bemærkning eller et lille skævt tvist på en vending, når hun taler. Men her er der ikke så meget sjovt at sige. For da hun nærmede sig de 50, og symptomerne på overgangsalder kom rullende med et varsel om overgangen til en ny fase af livet, følte hun sig helt fortabt.
”Det ligger jo i ordet, det er en overgang, men til hvad? Til anden halvleg? Og hvad skal den så bestå af? De fleste af mine forventninger og drømme om livet har været knyttet til den første halvdel af livet. Og det er jo egentlig bemærkelsesværdigt at opdage. Hvorfor har jeg ingen drømme for den sidste halvdel af livet?”
Med det sidste spørgsmål skyder Lærke Winther et øjenbryn i vejret og et sigende blik tværs over bordet. Hun slår det ned og sukker. Ryster på hovedet.
”Det med at fylde 50 lød så tungt. Så midaldrende. Så kan man ikke engang lade som om, man måske er sådan lidt ung eller ungdommelig. Eller man kan jo godt være ungdommelig, men 50 år … Det er en seriøs alder. Det er formentlig over halvvejs.”
Alder alle vegne
Som skuespiller var hun også påvirket af at være i en branche, der er kendt for, at der ikke ligefrem er mange jobs til kvinder over en vis alder. Som en engelsk agent sagde til hende allerede for ti år siden: ”Vi giver den lige et år, så må vi se. Du er jo ikke helt ung mere.”
Hendes alder virkede pludselig som en allestedsværende faktor. Og ikke på den gode måde. Heldigvis stødte Lærke Winther på Ældre Sagen. Ikke i form af det brev med tilbud om medlemskab, som fra tid til anden falder især yngre modtagere for brystet, men i professionel forstand, da hun blev tilbudt en værtsrolle på en podcast for Ældre Sagen. Om alder og hvordan vi taler om det at blive ældre.
Et arbejde, som hjalp hende til at få sat ord på, hvad det var, der var så svært for hende med livet efter de 50.
Lyt til ‘Lærkes bedste alder’ her
I Lærkes bedste alder undersøger skuespiller Lærke Winther, hvorfor alder fylder så meget i vores måde at se os selv og hinanden på. Og hvorfor det sjældent er til det gode.
Hun har selv kæmpet med ungdomssorg og en følelse af, at alt det spændende hører ungdommen til, mens alderdom forbindes med begrænsning og forfald.
Undervejs møder Lærke både eksperter og spændende mennesker i alle aldre.
Nyt syn på alder
Begrebet alderisme viste sig at være helt centralt for at forstå den betydning, vi i vores samfund tillægger alder. Og for at blive klogere på, hvorfor hun selv var så bange for at blive gammel.
”Det var virkelig et godt tidspunkt, det skete på. For det har ændret mit syn på den livsfase, jeg nu er på vej ind i. Jeg ser ikke længere anden halvdel af mit liv som en afvikling. Nu tænker jeg: ’Ej, hvor er det spændende. Hvad skal der ske? Hvad vil jeg bruge min frihed på?’”
Spørgsmålet lander som en udvidelse af de store øjne under det brune, skarptskårne pandehår, og hun slår armene ud. Friheden er enorm, verden står åben, forstås. Hvordan Lærke Winther tænker i dag om det at blive ældre, kommer vi tilbage til.
Hvad er alderisme?
For vi er lige nødt til at vende begrebet alderisme. Derfor skal vi en tur omkring etnolog og forsker i aldring, Aske Juul Lassen. Han har udgivet en bog om den betydning, vi tillægger alder, og det problem, han mener, vi gør den til.
Han forklarer begrebet således: ”Alderisme er en form for diskrimination, fordomsfuldhed og stereotypisering baseret på alder. Det omfatter negative holdninger, stereotyper og handlinger rettet mod mennesker, simpelthen fordi de er ældre. Alderisme kan også være rettet mod yngre, men som oftest er det ældre, der oplever de negative konsekvenser af denne isme,” siger Aske Juul Lassen og understreger, at alder fylder mere, end vi går rundt og tror.
Alderisme handler nemlig ikke kun om åbenlyse former for diskrimination som at nægte ældre adgang til bestemte tjenester eller muligheder, fx på jobmarkedet, men også om subtile, ofte ubevidste antagelser og adfærd, der underminerer ældre menneskers værdi og kompetencer.
Skyldes alt dårligt høj alder?
”Jeg havde en dyb melankoli over at skulle sige farvel til en del af mit liv. Min sidste rest af ungdomsliv. Det føltes som en periode med mange tab og afslutninger – på ungdommens skønhed, på muligheder, på den fase, hvor man opfostrer et barn og bygger en karriere. Jeg kunne ikke se, hvad der ventede. Jeg følte bare, at meget skulle slutte,” fortæller Lærke Winther.
Med sin nye viden om alderisme blev Lærke opmærksom på noget, hun hverken havde haft blik eller ord for før. Nemlig hvorfor hun og så mange omkring hende havde det svært med at blive gamle. Der var nemlig både venner og bekendte omkring hende, der tumlede med noget omkring deres alder.
Det at blive gammel er blevet sådan en knage, man hænger alt muligt negativt op på, funderer Lærke Winther, og hun er blevet opmærksom på, at det også er noget, hun selv går og gør, fortæller hun:
”Ondt i knæet? Det er alderen … Svært ved at jonglere mange ting på en gang? Alderen. Men sådan tænkte jeg jo ikke, da jeg var yngre. Så måske handler det med knæet om, at du har gået for langt eller spillet for meget tennis, og når du har svært ved at holde mange bolde i luften, jamen så er der måske for mange bolde i luften! Selvfølgelig er der ting, der skyldes alder, men den er jo ikke skyld i alt.”
For gammel til hvad?
Lærke Winther blev især optaget af den internaliserede alderisme, som er, når vi vender fordommene mod os selv. Lidt forenklet forklaret fungerer det ved, at fordi vi er vokset op med at høre om og opleve, at det at blive gammel er noget negativt, sætter det sig i os som noget, vi ender med at tro på som en sandhed og herved efterlever, ubevidst.
Vi begynder at opføre os i overensstemmelse med stereotyperne og fordommene.
”Det er dér, hvor vi siger: Det kan jeg da ikke. Det er jeg for gammel til. Som hvis jeg holdt op med at danse, fordi det er kikset i min alder. Men hvem siger det? Hvorfor tror vi, at vi skal lade være med at tage noget bestemt tøj på, tage til koncert, have sex eller lade være med at søge et job, fordi vi tror, at det er vi for gamle til? Så er det jo os selv, der holder os tilbage.”
Alderisme rammer også unge
Noget, som også overraskede Lærke Winther, var, hvordan alderisme også påvirker unge mennesker, som Aske Juul Lassen tidligere var inde på.
”Vi er påvirket hele livet, for vi lever i et alderistisk samfund. Yngre mennesker er superstressede over alt, hvad de skal nå at udrette, mens de er unge. Fordi der er kæmpestore forventninger til, hvor stort du skal have det i 20’erne. Og der er også kæmpe forventninger til alt, hvad du skal opnå i 30’erne, fordi man dybest set tror, at livet senere bare er trist og beige. Når der kun er forventninger om noget negativt … ja, så bliver det til frygt.”
Lærke Winther ryster på hovedet og himler med øjnene for at understrege pointen: Det er dumt, det med frygten, for vi skyder os selv i foden, mener hun.
”Hvis vi ser negativt på alderdom, så er det jo os selv, vi gør det imod. Det giver jo ingen mening.”
At være interessant
Så læner hun sig frem. Nu kommer der noget, der er vigtigt for hende at få med. Hun har nemlig opdaget den såkaldte lykkekurve. Den er resultatet af en international undersøgelse på tværs af kultur og økonomisk klasse, som viser, hvornår i livet, mennesker er mest lykkelige.
Svaret ligner en glad mund, forklarer hun og tegner med hånden en stor bue i luften foran sig – som en glad mund.
”Det vil sige, at du er glad, når du er helt ung. Så går det nedadbak, nedadbak, nedadbak, og du rammer bunden, når du er 47. Det kan jeg godt sige ja til. Og så går det op igen. Man kan faktisk godt forvente at være lige så glad eller gladere, når man er 80, end når man er 20.”
Lykkekurven alle burde kende
Hun ville ønske, at mange flere kendte den lykkekurve, for så ville det jo ikke være så farligt at blive ældre. Man har ikke nødvendigvis spist desserten først – der er også kage senere.
”Under mit arbejde med podcasten stødte jeg på to citater, som har sat sig fast. Det ene siger, at første halvdel af livet er udvikling, anden halvdel afvikling. Og det er jo den fortælling, vi har fået med os. Men så er der et andet citat: Vi bruger første halvdel af livet på at gøre os interessante og den anden halvdel på at være interesserede.”
Det ramte noget i hende.
”Det at være interesseret. Det giver faktisk meget mere livsglæde end at gå og prøve at gøre sig interessant.”
Hun mærker selv et skifte:
”Jeg vil virkelig ikke være med på den her måde at tænke alder på mere. Det er så begrænsede. Det er vi nødt til at ændre, og jeg begynder med mig selv. Det kræver godt nok øvelse … Men første skridt er jo, at jeg er blevet opmærksom på det.”
Og så er vi tilbage ved, hvad det har betydet for Lærke Winthers liv i dag.
”Jeg er blevet opmærksom på, at det sted, jeg står i livet lige nu, faktisk byder på uendelig mange muligheder. Der er en stor frihed. Min datter er voksen nu. Jeg har tid. Jeg har stadig energi og nysgerrighed. Jeg behøver ikke længere gøre ting kun for at opnå noget bestemt. Jeg kan bare vælge at gøre dem, fordi de er sjove, og fordi de udvikler mig. Det er et helt nyt perspektiv for mig.”
Og hun danser stadig. Selvfølgelig gør hun det.
”Man bliver ikke for gammel til at danse. Man føler sig måske gammel, hvis man holder op med at danse.”
