Margit og Gorm har fundet en vej i den sammenbragte familie. For dem handler det om at give plads, holde fast i rollerne og elske alle børnebørn lige meget.
Historien om Margit og Gorm minder om rigtigt mange andres på deres alder. Kærligheden kom midt i livet, da de begge var ude af deres første ægteskaber. De valgte hinanden til som voksne mennesker med al den erfaring, historie og livbagage, som det indebærer.



Margit og Gorm arbejdede sammen i årevis, før de – efter hver deres skilsmisse – overhovedet fik øje på hinanden. Udover den almindelige generthed ved at møde hinandens familier, forløb det helt uden problemer, og de voksne børn på begge sider glædede sig på deres forældres vegne.
Børnebørnene behandler os ens
For begge var det at blive bedsteforældre en helt fantastisk følelse, og de er taknemmelige over, at de havde fået lov til at ”øve sig” på Gorms ældste søns bonusdatter, som er noget ældre end alle de små, der siden er kommet til.
”Jeg var og er meget bevidst om, at jeg er et supplement til Gorms børnebørn. De har deres farmor i Gorms ekskone, og jeg skal absolut ikke tage hendes plads. Jeg prøver ikke at mase mig på, og det er vigtigt for mig, at deres farmor og mormor ikke føler, at jeg tromler overhovedet. Min kærlighed til hendes børnebørn er den samme, som jeg føler for mine egne. Men jeg synes, at det er min pligt at tage hensyn og kende min plads efter hende. Selvom det lyder harmonisk – og også er det – så er vi alligevel delt op i vores roller, når det kommer til stykket. Gorm bestemmer lidt mere over sine børnebørn, og jeg over mine. Men jeg oplever, at børnene behandler os ens. De har jo haft os siden, de blev født, og behandler os helt ens,” siger Margit.

Hvad virker?
Ifølge Gorm og Margit kræver det frem for alt en god og ærlig relation med børn og svigerbørn, før man involverer børnebørnene. Faktisk er Margit og Gorm enige om, at hvis ikke familierne på kryds og tværs kunne finde ud af det sammen, så kunne de ikke være par.
Den gode sammenbragte familie handler for dem om, at de voksne opfører sig ordentligt og tænker sig om.
”Det er jo virkeligt forvirrende for børn, hvis bedsteforældrene og deres partnere ikke kan sammen. Vi er de voksne, så jeg trækker mig selvfølgelig lidt, når Gorms ekskone er der. Vi har forskellige roller, og sådan er det. Det er naturligt for mig,” forklarer Margit.
Gorm er enig:
”Heldigvis er vi en familie, der ikke lægger låg på noget. Mine unger skal nok råbe op, hvis jeg har dummet mig. Konfliktskyhed gør alting værre. Vi ved godt, at vi er rigtigt heldige, fordi alle kan sammen.”
En ting er helt sikkert ifølge Margit og Gorm: Man kommer længst med at elske børnene højt og tydeligt – uanset hvem der er hvad til hvem.
Margit og Gorms 6 råd til bonusbedsteforældre
Vær dig selv – store og små gennemskuer dig, hvis du ikke er ærlig.
Børn elsker dig ikke mindre, fordi du giver plads til deres andre bedsteforældre.
Hav respekt for det liv, der har været før dig.
Tænk på barnet og opfør dig som den voksne, du er.
Det handler ikke om dig! Det handler om at skabe gode rammer for alle.
I er én familie. Det er ikke en konkurrence, og man kan ikke vinde noget.
Læs mere på aeldresagen.dk
Få inspiration, tips og tricks til rollen som bedsteforælder.