Jytte Vikkelsøe: ”Vi er alle dårligt uddannede i at være familie”

Journalist: Gitte Madsen Foto: Les Kaner/BAM/Ritzau Scanpix
Kategorier:

Ifølge ph.d. i socialpsykologi Jytte Vikkelsøe kræver det selvindsigt og rummelighed at få seniorparforhold og bonusfamilier til at fungere.

Jytte Vikkelsøe er ph.d. i socialpsykologi og forfatter. Her får du hendes råd til det seniorparforhold, der danner udgangspunkt for bedstebonus-relationen.

Hvad karakteriserer parforholdet, når man møder hinanden midt eller sent i livet?

”Min egen oplevelse er, at jo ældre jeg bliver, og jo mere jeg kender mig selv, jo mere kritisk bliver jeg i forhold til, hvem jeg vil dele mit liv med. Selv om jeg er blevet blødere med årene, gider jeg ikke så meget pjat længere. Vi orker ikke at overskride egne grænser for at få forholdet til at fungere. Når vi er halvvejs gennem livet, er det vigtigste for, at et møde, der kan berige sidste halvdel af livet, kan finde sted, at vi har fundet os til rette i os selv. Det er hårdt, og spørgsmålet er, om vi nogensinde bliver voksne nok til fuldt ud at indgå i de relationer, vi længes efter.”

Hvad gør man, hvis fortiden fylder for meget i parforholdet?

”Det gør den i alle parforhold. Det bedste, du kan gøre, er at lære dig selv at kende. Ellers er det svært at tage ansvar for det uforløste indeni. Så forventer vi ubevidst, at partneren skal forløse os, og vi bliver skuffede, når de ikke gør det. Svaret til vejen mod det gode, dybtfølte parforhold er altid at kigge indad. Vi bærer alle på uforløst bagage, og det er i den, vores længsler gemmer sig. Det er gennem arbejdet med dig selv, at du lærer at kende forskel på ’dit og mit’, og det er det, der i sidste ende giver os den rummelighed, der gør det muligt at rumme ’dine og mine’ i alle livets forhold.”

Det er ikke nødvendigt at elske et barn for at behandle det med respekt, opmærksomhed og omsorg.
Jytte Vikkelsøe, ph.d. i socialpsykologi

Hvad er dine generelle råd til ”dine, mine og vores-situationen” i det modne parforhold?

”Når hele den udvidede flok er samlet, mødes dine og de andres familiemønstre. Det kræver rummelighed. Det er aldrig børnene, der vælger en skilsmisse eller en ny livspartner, så det handler først om dem. Det kan være svært at give samme plads til andres børn og børnebørn, som vi helt naturligt giver vores egne. Men husk, at det er børnene, der mindst forstår situationen og samtidig dem, der mærker den mest. Det er ikke nødvendigt at elske et barn for at behandle det med respekt, opmærksomhed og omsorg. Men det øger chancen for, at man kan komme til det.”

Jytte Vikkelsøes 5 gode råd til bonusbedsteforældre

Kig ind! Alle dine relationer starter med dig selv.

Hav mere fokus på, hvad du selv bidrager med, end på hvad andre gør eller burde.

Erkend, at du slæber rundt på din bagage, og at din partner slæber på sin – at de er forskellige, og det er helt okay.

Lad din partner udfordre dig på det, der er svært. Bliv ved med at arbejde med dig selv.

Du er meget stærkere, klogere, smukkere, dygtigere og kærligere, end du tror. Det er alle andre også.

Læs mere på aeldresagen.dk

At bedsteforældre kan spille en ganske særlig rolle i et barnebarns liv er et faktum. Bliv klogere på, hvorfor bedsteforældre er så vigtige her. 

Del:

Relaterede artikler