Det er måske dig, der har styr på, hvem der kommer juleaften, om svigermor skal hentes, og hvad der skal købes ind. Du husker at købe julegaver og sørger for, at der også er noget på bordet til dem, der ikke spiser and. Hvis nogen tilbyder hjælp, skal du først finde ud af, hvad de kan gøre.
Du vil gerne glæde dig til jul, men mærker allerede presset i november. Når juleaften endelig kommer, er du måske for træt til rigtigt at nyde den. I mange familier er det et velkendt mønster, at én person har hovedansvaret, mens de andre hjælper til.
En rolle, der går i arv
Ofte er det kvinden, der tager hovedansvaret for julen. Det hænger blandt andet sammen med de mønstre, vi selv er vokset op med, forklarer Katrine Axholm, parterapeut og forfatter.
”Vi har set på vores forældres dynamik. I mange familier var det mor, der tog sig af det huslige og havde ansvaret for julen. Det har vi så kopieret,” siger hun.
I andre familier er det far eller en anden, der samler trådene. Men når arbejdsfordelingen først har ligget fast i mange år, fortsætter den let uden diskussion. De andre regner med, at alt er, som det plejer, når det gælder julen.
Det arbejde, de andre ikke ser
At arrangere jul er mere end at købe ind og dække bord. Nogen skal holde overblikket. Det indebærer overvejelser som: Hvem skal inviteres? Hvilke gaver skal købes? Hvordan tager vi hensyn til både børn og bedsteforældre?
Forberedelserne ligger oven i arbejde, der måske skal afsluttes før ferien, julefrokoster og andre arrangementer. Hyggen kan drukne i alt det, der skal nås.
”Der er typisk en del af én, der rigtig gerne vil familielivet med kirke, pakkeleg og traditioner. Men det kan ende med at føles ensomt at stå med det hele alene,” siger Katrine Axholm.
Måske siger din partner: ”Du kan bare lade være med at gå så meget op i det.” Men så enkelt er det ikke, når familiens forskellige ønsker og traditioner også skal tilgodeses. Eller partneren siger: ”Du skal bare fortælle mig, hvad jeg skal gøre.” Men selvom partneren vil hjælpe, er det fortsat dig, der skal planlægge, uddelegere og følge op. Det praktiske arbejde bliver lettere, men ikke nødvendigvis ansvaret.
Når ansvaret også giver indflydelse
Hvis det er så belastende at stå for julen, hvorfor lader man så ikke bare de andre tage over? Fordi juleansvaret også kan rumme noget, man nødigt vil miste, forklarer Katrine Axholm.
”Den, der står for julegaver, menu og traditioner, har indflydelse på, hvordan julen bliver. Overtager partneren gaveindkøbene, bliver gaverne måske ikke dem, man selv ville have valgt. Man kan længes efter aflastning og samtidig have svært ved, at tingene bliver gjort anderledes. Der er meget ansvar, slid og magt i at være den, der har ansvaret for julen.”
Men det handler ikke kun om at bestemme. Forberedelserne er også en måde at vise kærlighed på. At samle familien og holde traditionerne i hævd kan give en følelse af at være betydningsfuld.
Hvis du gerne vil give noget af ansvaret fra dig
1. Find ud af, hvad der betyder mest for dig. Behold gerne de traditioner, du holder særligt af, og vælg bevidst, hvad andre kan overtage.
2. Fortæl, hvad du har brug for. Sig, hvordan juleforberedelserne påvirker dig, og foreslå en konkret samtale om en ny fordeling – uden bebrejdelser.
3. Giv hele ansvarsområder videre. Den, der overtager julegaverne eller en del af middagen, skal også stå for planlægning og beslutninger.
4. Giv plads til blandede følelser. Det kan både være dejligt og vemodigt at slippe en rolle, du har haft i mange år, så tillad dig selv at have det, som du har det.
Hvis du gerne vil overtage fra dine forældre
1. Begynd med taknemmelighed. Anerkend alt det, dine forældre har gjort for at samle familien, før du foreslår ændringer.
2. Spørg frem for at beslutte. Undersøg, hvad der føles krævende, og hvad de fortsat gerne vil stå for.
3. Lad ændringen ske gradvist. Start eventuelt med at tage mad med eller overtage enkelte dele af juleaften.
4. Tal om julen bagefter. Hvad fungerede, og hvad skal I justere næste år?
Kilde: Katrine Axholm, parterapeut og forfatter
Bed om at dele ansvaret – ikke kun opgaverne
Vil man ændre arbejdsfordelingen, anbefaler Katrine Axholm at tage snakken i god tid og fortælle, hvordan man selv har det, frem for at bebrejde andre.
”Den hidtidige arbejdsfordeling er opstået i fællesskab. Inviter derfor til at finde en løsning sammen, og giv den anden tid til at overveje, hvad vedkommende vil tage ansvar for,” lyder rådet fra Katrine Axholm.
Man kan for eksempel sige: ”Jeg kan mærke, at jeg allerede bliver presset i november, fordi jeg ved, hvor meget der skal klares inden jul. Jeg har brug for, at vi taler om, hvordan vi kan fordele ansvaret anderledes.” Det er også vigtigt, at I taler om, hvad I hver især ønsker at bevare ved julen. Hvis din partner foreslår, at I bare rejser væk, hjælper det ikke nødvendigvis, når det netop betyder meget for dig at samle familien.
En vag aftale om at ”hjælpes mere ad” er ikke nok. Hvis du hidtil har købt gaver til din partners familie, og det nu aftales, at partneren fremover køber gaver til sin egen familie, er det også partneren, der skal indhente ønsker og få gaverne købt – uden påmindelser fra dig.
Du kan ikke både give slip og bestemme alt
Spørg dig selv, hvad du gerne vil bevare, og hvad andre kan overtage. Måske betyder det meget at lave risalamanden selv, men mindre, hvem der sørger for juletræet. Måske kan gæsterne tage hver sin ret med.
”Det er vigtigt at huske, at du ikke både kan få tingene på din måde og samtidig afgive ansvaret,” siger Katrine Axholm.
Det kan kræve øvelse at lade andre træffe beslutninger uden at gribe ind, især når man selv har bestemt i mange år. Det kan også vække blandede følelser, som er vigtige at give plads.
”Du kan være lettet over at slippe og samtidig savne det, der fulgte med rollen. Fortæl din partner om de blandede følelser, så det bliver lettere for jer begge at forstå, hvorfor forandringen kan være svær, selvom du selv har ønsket den.”
Når de voksne børn vil tage over
I nogle familier er det de voksne børn, der ønsker forandring. De kan se, at det er blevet for krævende for deres gamle mor eller far at stå for juleaften. Men måske bliver deres tilbud om at overtage mødt med: ”Sådan har vi da altid gjort det.”
Påpeger børnene, at forældre ikke længere har kræfter til det hele, kan det opleves som kritik eller som et tegn på, at der ikke længere er brug for dem.
For den ældre kan det handle om identitet. Den ældre tænker måske: Jeg har altid været den, der sørgede for familien og lavede julemaden. Hvis jeg skal give det fra mig, hvad betyder det så for min rolle i familien?
Har man i årtier samlet familien, kan det føles som et tab at skulle være gæst ved et andet bord. Selv et omsorgsfuldt tilbud kan derfor ramme noget sårbart.
”Begynd i stedet med taknemmelighed og nysgerrighed. Fortæl, hvad traditionerne har betydet af positivt, og spørg, hvordan din forælder selv oplever forberedelserne,” siger Katrine Axholm.
Som voksent barn kan du for eksempel sige: ”Du har stået for julen i så mange år, og vi har fået mange gode minder. Jeg tænker på, om det er blevet en stor opgave for dig. Vi vil meget gerne bidrage mere. Hvad ville være rart for dig?”
Giv traditionerne en ny form
Hvis de gamle forældre er åbne for det, kan ændringen ske gradvist. Måske holder familien stadig juleaften hos dem, men de voksne børn tager maden med. Måske flytter juleaften hjem til børnene, mens mor eller far står for en særlig ret eller tradition. På den måde får forældrene fortsat en vigtig rolle i julefejringen.
Hvis forældrene ikke vil give slip, selvom det er blevet for meget for dem, kan det kræve flere samtaler. Katrine Axholm anbefaler at tale om fremtidens jul, før situationen er kørt fast. Spørg allerede nu, hvad de kunne ønske sig på længere sigt, i stedet for først at tage emnet op, når juleaften er blevet uoverskuelig.
”Når julen er overstået, kan familien tale om, hvad der fungerede, og hvad man vil gøre anderledes næste år. Målet er ikke at finde en ny person, der skal bære det hele, men at flere kan være med – også til at nyde julen,” siger Katrine Axholm.
