Sådan finder du tilbage til den gode arbejdslyst

Journalist: Sanne Rosbøg Foto: Rune Lundø Photography

Arlette Bentzen, der er ekspert i arbejdsglæde, giver en række gode råd til at komme bedst muligt i gang på jobbet efter ferien.

”Åh nej, ferien er slut! På mandag er det tilbage i hamsterhjulet!”

Hvis du har taget dig selv i at tænke sådan efter en skøn sommerferie, er du langt fra den eneste. Og det er helt normalt, forsikrer Arlette Bentzen. Hun har gennem virksomheden Arbejdsglæde Nu i mere end 15 år undervist medarbejdere og ledere i, hvordan man skaber arbejdsglæde.

Du behøver altså ikke at drøne ud og lede efter et nyt job, selvom du ærgrer dig over, at ferien ikke er tre uger længere.

”Sådan føler rigtig mange. Men vores arbejdsglæde-temperaturmålinger viser faktisk, at august måned er den måned med mest arbejdsglæde og god energi. Ferie løfter vores trivsel, og den kan vi tage med på arbejde. Det løfter arbejdsglæden for både os selv og vores kolleger,” siger hun.

Arlette Bentzen, der går under titlen Chief Happiness Officer, har en række gode råd til, hvad du selv kan gøre med forholdsvis små indsatser for at gøre din tilbagevenden og hverdag på jobbet bedst mulig.

Fire gode råd til at finde arbejdsglæden

Start blidt op: Overblik før tempo.

Opsøg fællesskaber.

Husk pauserne – du kan ikke nå det hele den første dag.

Tænk tilbage på, hvorfor du finder dit arbejde meningsfuldt.

Kilde: Arlette Bentzen

Giv dig selv en blid opstart

En konkret måde at gøre det lidt mere overskueligt at vende tilbage er at gøre ugen lidt kortere. Start på arbejdet en tirsdag eller onsdag, så weekenden er til at få øje på, og så du måske har en dag eller to til at lande derhjemme, hvis du har været ude at rejse, lyder rådet.

De første dage er det vigtigt at give dig selv lov til at starte blidt op og skifte et gear ad gangen, til du er tilbage på fuld hastighed.

”Lad være at køre med overarbejde den første uge, og sæt forventningerne lidt ned. Der er ingen, der forventer, at du når gennem alle bunkerne i løbet af den første dag efter ferien,” siger hun.

Pauser er desuden en vigtig del af de første dage – også selvom du kan se, at der er mails i metervis og en bunke af opgaver, som ligger og blinker.

”Husk at skabe små momenter af arbejdsglæde gennem dagen. Få en god snak med sidemanden, prioriter projektet, som du har sammen med den gode kollega, eller sæt tid af til en hyggesnak ved kaffemaskinen. Kom lidt tættere på kollegerne igen. På den måde kan man hjælpe sig selv og de andre godt i gang igen,” siger hun.

Find meningen og tag ejerskab

Er de første dage lidt tunge, kan det måske motivere dig at gentænke, hvad der giver dig mening i dit job.

”Du kan stille dig selv spørgsmålet: Hvor gør jeg en forskel for andre? Hvad bidrager jeg med? Tænk over, hvad det tidligere har givet dig at gå på arbejde.”

En meget vigtig faktor for at føle arbejdsglæde er også at tage ejerskab over sit eget arbejdsliv, understreger Arlette Bentzen. At gøre det helt klart for dig selv, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør, og ændre på det, der dræner dig for energi eller stjæler arbejdslysten.

”Alle har et ansvar for arbejdsglæden på din arbejdsplads. Men du har selv ansvaret for din egen glæde, og kun du ved, hvad der gør dig glad,” siger hun.

Netop en tilbagevenden efter ferien kan være et godt tidspunkt til at reflektere over, hvad du kan gøre for at føle mere arbejdsglæde. Du kan overveje, om du trives med din nuværende arbejdstid, om du har brug for fokustid uden forstyrrelser, om du har det bedst med at arbejde alene eller sammen med andre.

”Start med at ændre én lille ting eller fjern én ting i din arbejdsdag, som tager din arbejdsglæde. Tag ejerskab. Hvis du bare kan finde en lille ting at justere i din arbejdsdag, hvad skal det så være?”

Spørgsmål, du kan stille dig selv

Hvad giver mig energi i arbejdet?

Hvor kan jeg bruge mine styrker?

Hvornår på dagen har jeg god energi, og hvordan skal jeg strukturere min arbejdsdag derefter?

Savner jeg fællesskab?

Er jeg kørt fast i noget?

Hvor kan jeg få sparring?

Får jeg holdt pauser?

Hvad tager min arbejdsglæde?

Kilde: Arlette Bentzen

Vær konkret

”Start med det, du selv har indflydelse på, og selv kan gøre noget ved. Men hvis det, der dræner din arbejdsglæde, er noget, du ikke selv kan ændre, må du gå til ledelsen. Vær konkret: Fortæl, hvad der udfordrer dig, og hvad det betyder for din arbejdsglæde – og kom gerne med et konstruktivt forslag til, hvad der kan ændres, så du bedre kan trives og levere dit bedste,” siger hun.

Hun peger på, at seniorer og mangeårige medarbejdere ofte har stor værdi for arbejdspladsen. Derfor er det også vigtigt, at de tager deres arbejdsliv alvorligt og taler med ledelsen om, hvad der skal til, for at deres erfaring, kompetencer og engagement kan komme bedst muligt i spil.

”Seniormedarbejdere er ofte en stabiliserende faktor. De bliver tit hængende i flere år end de unge, der har tendens til at skifte job oftere. Desuden har de ældre medarbejdere stor erfaring og meget at byde ind med. De er dedikerede, engagerede og loyale medarbejdere. De er kort sagt en uvurderlig ressource for arbejdspladsen. Har du brug for noget konkret – det kan være nedsat tid eller mere fokustid – er det om at tage et møde med ledelsen og bede om en plan,” siger hun.

Det gælder ikke om at holde ud

Hun lægger vægt på, at hvis der er forhold på arbejdet, som ikke fungerer for dig, er det vigtigt at reagere og tage tyren ved hornene, før det er for sent, og du er kørt helt sur i jobbet. Hun ser desværre alt for ofte, at man venter med at reagere på det, der er kilde til daglig mistrivsel. Det kan i værste fald ende i en stresssygemelding.

”Har du gjort alt, hvad du kunne, og sagt det højt, og lederen ikke vil arbejde med det, så må du kigge dig om efter en anden afdeling eller et andet job,” siger hun.

Hun understreger, at det råd også gælder, selvom du er moden og ikke har mange år tilbage på arbejdsmarkedet. Omkostningerne ved at være i et job, du ikke trives i, er simpelthen for store.

Selv om du måske er på nedsat tid, er det mange timer, du bruger på at arbejde hver uge. Hvis du er utilfreds og ikke trives, smitter det af på omgivelserne. Det kan påvirke din familie, og vi ved, at det kan smitte helt ud i tredje led, så det smitter din partner, som så smitter videre på sin arbejdsplads,” siger Arlette Bentzen.

”Det gælder ikke om at holde ud. Du kan ikke være på en tier hver dag. Men du bør generelt være glad og tilfreds. Du skal have langt flere af de gode dage.” Du kan finde mere inspiration til at styrke din arbejdsglæde på arbejdsglaedenu.dk/blog.

Fakta om arbejdsglæde

Undersøgelser viser, at et godt arbejdsliv sammen med parforhold og andre nære relationer er det vigtigste for vores mentale trivsel.

Ifølge Gallup kan virksomheder med engagerede og tilfredse medarbejdere opnå helt op til 18 % højere produktivitet og 23 % højere profit.

50.000 danskere over 60 år fik nyt job i 2025, viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Det er altså ikke for sent at finde arbejdsglæden i et andet job, hvis du har mistet glæden ved dit nuværende.

Del:

Relaterede artikler