De fleste ved, at man skal give slip, når børnene bliver voksne – men det er ikke altid så enkelt. For selvom de klarer sig selv, kan bekymringer for dem blive ved med at fylde, og man må finde en ny måde at være der for sine børn på.
Børn flytter hjemmefra for at skabe deres eget liv. De vil stå på egne ben, træffe deres egne valg og finde ud af, hvem de er – uden forældres indblanding. For de fleste forældre føles det både naturligt og rigtigt. Og alligevel er det ikke altid let.
For selvom børnene er blevet voksne og klarer sig selv, kan de stadig fylde meget i tankerne. Har de det godt – og træffer de gode valg? Og hvad gør du, når du kan se, at noget er svært, men samtidig ved, at du ikke længere bestemmer?
Ifølge psykoterapeut, præst og forfatter Ilse Sand er det en overgang, mange forældre undervurderer. For relationen til ens børn forandrer sig, når de flytter hjemmefra. Det kræver, at du finder en ny måde at være forælder på.
En tæt relation i forandring
Forholdet til ens børn er en af de mest grundlæggende relationer i livet. Man har fulgt dem tæt gennem mange år, været en del af deres hverdag og haft ansvar for deres trivsel. Når de flytter hjemmefra, ændrer det ikke på tilknytningen – men på måden, man er i relationen på.
Samtidig har løsrivelsen været i gang længe. Allerede i teenageårene begynder mange børn at trække sig, og det kan vække blandede følelser hos forældrene.
“Det er en overset sorg, når børn bliver teenagere og begynder at tage afstand. De har ikke længere behov for den samme nærhed, og det kan være svært,” siger Ilse Sand.
For nogle kan det være en lettelse, når børnene flytter hjemmefra – især hvis det har været svært at være tæt på børn, der ikke længere ønsker den samme kontakt. For andre bliver det tydeligere, at noget har ændret sig, og det kan give en ny uro. For selvom ansvaret ændrer sig, forsvinder bekymringerne ikke nødvendigvis.
Tværtimod kan de fylde mere, netop fordi man ikke længere har samme indblik i barnets liv. Når man i mange år har været vant til at følge tæt med i hverdagen, kan fraværet af viden gøre, at man lettere forestiller sig, hvordan det går – og måske bekymrer sig mere, end der er grund til.
Når bekymringer fylder
Som forælder kan man fortsat være dybt følelsesmæssigt involveret i sine børn. For nogle forældre hænger deres egen trivsel tæt sammen med, hvordan det går børnene. Når børnene er glade, er man selv glad. Når de er kede af det, bliver man også selv ked af det.
Den tætte følelsesmæssige forbindelse er en naturlig del af det at være forælder, men den kan også betyde, at man let kommer til at leve sig ind i barnets situation og reagere stærkt på det, der sker. Det bliver især tydeligt, når ens børn træffer valg, man ikke selv ville have truffet.
“Det kan være svært ikke at blive overengageret, når man kan se, at ens barn gør noget, som måske ikke er godt for dem selv eller andre. Alligevel er det netop en del af det at være voksen, at man må gøre sine egne erfaringer – også de svære.”
Ifølge Ilse Sand kan det være svært at acceptere, at man ikke skal gribe ind, fordi ønsket om at beskytte sine børn ligger så dybt. Men selvom det kan føles rigtigt at handle, er det ikke altid det, der hjælper.
Omsorg eller indblanding
Mange forældre oplever, at det er sværest at finde sin rolle, når de kan se, at deres voksne barn står i noget, der er svært. Det kan være problemer i parforholdet, usikkerhed om uddannelse eller arbejde – eller perioder, hvor livet ikke helt går, som barnet havde håbet.
Her er det naturligt at få lyst til at hjælpe. Men det er også her, man let kan komme til at bevæge sig fra omsorg til indblanding. Trangen til at gribe ind hænger ofte sammen med ens egen uro, og nogle gange drejer behovet for at handle sig mere om at berolige sig selv end om det, barnet faktisk har brug for.
”Hvis man reagerer med mange råd eller advarsler, kan det få barnet til at føle sig usikker frem for støttet. I stedet kan det være mere hjælpsomt at vise tillid. Sig hellere: Med alt det, du har klaret indtil nu, er jeg sikker på, at du nok skal finde en løsning.” ”Hvis du har lyst til at give råd, kan du i stedet spørge åbent: “Har du lyst til at høre, hvad jeg tænker om din situation? Hvis du har lyst, vil jeg gerne tage en snak om det – og ellers kan du vende tilbage senere.”
Vær tilstede og nærværende
“Hvis barnet ønsker dine råd, kan du samtidig minde om, at det ikke er sikkert, de kan bruges, og sige, at vi jo er forskellige som mennesker. Jo mere man kan sige ting, der giver ens barn frihed, jo bedre bliver relationen,” siger Ilse Sand.
Samtidig kræver det, at man som forælder kan rumme, at man ikke kan løse sit barns problemer.
“Det kan hjælpe at huske på, at unge voksne har brug for passende modgang for at blive stærke,” siger Ilse Sand.
Det kan også være hjælpsomt at minde sig selv om, at man ikke kender udfaldet på forhånd. Noget, der ser svært ud lige nu, kan vise sig at føre noget godt med sig.
“Du kan også spørge dig selv: Er det livstruende – hvor galt kan det gå? Hvis svaret er nej, er det ofte bedst at holde sig lidt i baggrunden. Det betyder ikke, at du skal være ligeglad, men at du øver dig i at være til stede uden at tage styringen og øver dig i at have tillid til, at barnet finder sin egen vej.”
Når dit voksne barn trækker sig
For nogle forældre bliver kontakten mindre end ønsket. Det kan vække både savn og bekymring, især hvis man ikke helt forstår hvorfor.
“Som udgangspunkt kan du minde dig selv om, at intet nyt fra dit voksne barn er godt nyt,” siger Ilse Sand.
Der kan være mange grunde til, at et voksent barn trækker sig i perioder. Det kan være optaget af sit eget liv, være i gang med at finde sin retning eller stå i noget, det ikke har lyst til at dele endnu. Nogle voksne børn kan også trække sig, hvis de oplever modgang, og skamme sig over ikke at leve op til egne eller andres forventninger.
I de tilfælde kan det være hjælpsomt at tage kontakt på en enkel måde, der ikke opleves som et pres. Skriv for eksempel: ”Er alt okay?”
Det afgørende er, at dit voksne barn mærker, at du er der, uden at det føler sig overvåget eller presset. Hvis det har brug for afstand, er det også en del af det at blive voksen.
At finde en ny rolle – og stå stærkt i eget liv
For mange forældre kræver det en omstilling at give slip på forestillingen om, at man ved, hvad der er bedst for ens barn – og i stedet øve sig i at have tillid til, at barnet finder sin egen vej.
“Vær lidt mindre fikseret på, at det skal gå på en bestemt måde,” siger Ilse Sand, der også mener, at det bliver lettere at sætte sine børn fri, når man selv lever et godt liv.
“Når du selv har interesser, venner og noget, der giver mening, mindskes tilbøjeligheden til at følge med, gribe ind eller bekymre sig unødigt.”
Ilse Sand understreger, at relationen mellem forældre og voksne børn ikke er ligeværdig på samme måde som mellem venner. Som forælder er man fortsat den, der giver – ikke den, der læner sig op ad barnet.
“Forældre skal give til deres børn – og børnene skal give videre til deres egne børn. Derfor er det vigtigt, at du finder støtte andre steder, hvis du selv har det svært – og ikke lægger dine egne problemer over på barnet.”
At give slip – og bevare forbindelsen
Det kan tage tid at finde sig til rette i en relation, der har ændret karakter. For det er ikke kun børnene, der er i udvikling – det er forældrene også. ”Når man gradvist giver slip på behovet for at blande sig og i stedet møder sit barn med tillid, kan relationen få en ny kvalitet. Den kan blive mindre præget af bekymring og kontrol – og mere båret af respekt, ro og lysten til fortsat at have hinanden i sit liv,” siger Ilse Sand.
5 råd: Find ro som forælder til voksne børn
1. Vis tillid frem for bekymring. Når du møder dit barn med tillid i stedet for uro, styrker du dets tro på egne evner.
2. Spørg, før du giver råd. Giv dit barn mulighed for selv at vælge, om det vil høre dine tanker.
3. Øv dig i at stå ved siden af. Du behøver ikke løse problemerne – ofte er det nok at være til stede.
4. Tag ansvar for din egen bekymring. Tal med andre om din uro, så du ikke lægger den over på dit barn.
5. Lev dit eget liv. Når dit eget liv er fyldt med mening og gode relationer, bliver det lettere at give slip og give plads.
Kilde: Psykoterapeut, præst og forfatter Ilse Sand
