Fra fravalg til iværksætter: Lone vil gøre alder til en styrke

Journalist: Irene Manteufel Foto: Emil Lyders
Kategorier:

Da Lone Tranholm Nordby blev ledig som 53-årig og søgte nyt job, fik hun en mistanke om, at hun af og til blev vraget på grund af sin alder

”Jeg har fået at vide, at jeg blev fravalgt, fordi jeg var overkvalificeret, eller fordi jeg havde skiftet job for mange gange. Men ofte har jeg haft en fornemmelse af, at min alder spillede ind,” fortæller Lone Tranholm Nordby.

Drevet af indignation gik hun for fire år siden ind i arbejdet med et borgerforslag om at forbyde den rubrik i ansøgningsformularer, hvor man skulle skrive sin alder. Det førte til en lov mod aldersrubrikken. Men Lone Tranholm Nordby har stadig ikke fået job indenfor sit fag. Til gengæld har hun udviklet en ide til en virksomhed, som også handler om aldersdiskrimination.

”Jeg har en ide til en service, som skaber konkurrence mellem virksomheder om, hvem der er mest aldersdivers (mangfoldig ift. alder, red.),” siger Lone Tranholm Nordby.

”Mange vil gerne arbejde efter pensionsalderen, men en del +50’ere har sværere ved at finde et job, hvis de bliver ledige. Der er en gruppe, der har råd til at pensionere sig selv og leve af deres opsparing. Men udviklingen gør, at der er brug for medarbejdere i alle aldre, så jeg tror på min ide.”

Måske er det skørt, men jeg spiller på to heste, for jeg vil på den ene side gerne have sikkerheden i en fast indtægt. På den anden side vil jeg gerne have den frihed, der ligger i at være selvstændig og få min ide ud at leve.
Lone Tranholm Nordby, Iværksætter

Spiller på to heste

”Jeg har taget jobs, som var mindre krævende, så jeg kunne udvikle min idé ved siden af,” fortæller hun.

”Jeg stoppede i mit seneste job i april. Nu er jeg klar til at starte for mig selv. Derfor har jeg taget kurser i iværksætteri, bl.a. StartUp Planets.”

Lone Tranholm Nordby har fundet samarbejdspartnere, og hun håber at lykkes med sin ide. Samtidig søger hun stadig job indenfor sit fag.

”Måske er det skørt, men jeg spiller på to heste. På den ene side vil jeg gerne have sikkerheden i en fast indtægt. På den anden side vil jeg gerne have den frihed, der ligger i at være selvstændig og få min ide ud at leve.”

Foden under eget bord

I løbet af ti år fra 2009 til 2019 blev antallet af danskere over 55, der sprang ud som iværksættere, næsten fordoblet. Dermed ser vi ud til at følge tendensen i USA. I dag bliver en fjerdedel af nye amerikanske virksomheder startet af +55årige. Samtidig viser et studie fra American Economic Review, at en 60årig, der starter en ny virksomhed, har tre gange så gode chancer for at lykkes med det som en 30årig.

Er du en af dem, der får succes med at være din egen chef, er der gode chancer for at være sikret en plads på arbejdsmarkedet, så længe du kan og vil. En kortlægning fra Seniortænketanken viser, at en tredjedel af dem, der arbejder efter at have rundet pensionsalderen, er enten selvstændige eller freelancere. En del af dem fortsætter med at arbejde, efter at de er blevet både 70 og 80.

Det mener Ældre Sagen

Ældre Sagen bakker op om virkelysten. Det er baggrunden for et samarbejde med ’StartUp Planet’, et iværksætterprojekt startet af Danske Iværksættere og Københavns Kommune, hvor man netop har holdt kursus for mennesker over 50, der vil starte deres eget.

”Vi vil gerne være med til at vise, at iværksætteri kan være en mulighed sent i arbejdslivet,” siger seniorkonsulent i Ældre Sagen Thomas Holberg.

”Det er vigtigt, fordi vi kan se, at mange, der er på arbejdsmarkedet i en sen alder, ikke er der på den traditionelle måde med 37 timer om ugen. Andre former for ansættelse og beskæftigelse pibler frem, og med dette projekt sætter vi fokus på, at iværksætteri også er en vej.”

Læs mere på aeldresagen.dk

Har du også en iværksætter i maven? Så er der inspiration og gode råd at hente.
Læs om de 5 gode overvejelser, du bør gøre dig, inden du kaster dig ud som selvstændig.
Del:

Relaterede artikler