Massimo Straby vil have lov til at larme med sit valg af farver, når han klæder sig på. Han er ikke bange for at trække i en stærk pinkfarvet skjorte eller stikke fødderne i et par farvede sko.
”Det betyder meget for mig at klæde mig, som jeg gør. Farverne gør mig glad, og jeg vil ikke ændre min tøjstil, bare fordi jeg har rundet 60 år. Hvorfor skulle jeg dog det?” spørger han – ikke uden en snert af stædighed i stemmen.
Sagen er, at Massimo tit får kommentarer om sit udseende og den måde, han klæder sig på. Alt for ofte får han at vide, at han ikke kan klæde sig, som han gør i sin alder. Og hver gang giver det et smertefuldt stik i hjertet. For hvorfor ikke? Hvorfor kan verden ikke møde Massimo og ikke hans alder?
Supersenior
Massimo Straby oplever et mønster, hvor alderen bliver brugt til at fortælle ham, hvad han kan og ikke kan. Det sker, når han søger job, når han dyrker sin hobby i skydeklubben, og når han er hos lægen. Kommentarerne kommer fra både dem, der er helt tætte på – hans familie og venner – og fra kolleger og andre.
I skydeklubben er Massimo fx ikke længere senior. Nu er han blevet supersenior.
”Det er jo i bedste fald komisk,” siger han.
”Andre fortæller mig, at jeg er heldig, for nu skal jeg ikke længere konkurrere mod mennesker, der er meget yngre end mig. Men er man nødvendigvis en bedre skytte, når man er i 30’erne, end når man er i 60’erne? Det er man da ikke. Det påvirker mig, at min alder skal definere mig på den måde,” fortæller Massimo.
Jeg skal vise dem
Kommentarerne sætter mange følelser i gang hos ham.
”Jeg tænker jo: Er jeg allerede færdig. Er det sådan, mine omgivelser ser mig? Det gør ondt, men jeg bliver også stædig og oprørsk. Jeg vil bevise, at det ikke forholder sig sådan. At der er masser af liv og styrke tilbage i mig.”
For Massimo gør det ingen forskel, om de mange kommentarer kommer fra hans kone, hans børn eller kolleger. Han vil ikke acceptere, at han bliver sat i bås.
”Jeg sad og så Livvagterne sammen med min kone en aften. De skulle igennem en øvelse, som jeg syntes, var virkelig spændende, og jeg fortalte min kone, at jeg godt kunne tænke mig at være med. Hun svarede, at jeg da ikke havde en chance for at kunne deltage. Så nu bliver jeg nødt til at træne til et maraton for at vise hende, at hun tager fejl,” fortæller Massimo og griner.
”Vi har talt om det efterfølgende, og min kone er selvfølgelig ked af, at hun har såret mig. Og jeg ved jo, at hun bare vil passe på mig. Hun vil mig kun godt.”
De gode intentioner til trods, så ændrer det ikke på, at ordene går i hjertet på ham.
Forfængelighed
Massimo farver øjenbryn, har prøvet botox og får ansigtsbehandlinger. Han har aldrig brudt sig om tanken om at blive ældre, og han lægger ikke skjul på, at han er forfængelig. Det har han været hele sit liv.
Det var først, da han kom i 50’erne, at kommentarerne fra omverdenen for alvor begyndte.
”Jeg kan jo godt se, at jeg bliver ældre, når jeg kigger mig i spejlet. Og det gør faktisk ikke noget. Jeg har ikke noget imod rynker. De er jo en del af livet. Jeg vil bare gerne se frisk ud. Ligesom jeg føler mig.”
Men Massimo oplever, at omgivelserne ikke altid forstår ham, og det har fået ham til at spørge, hvornår retten til at være forfængelig egentlig stopper? Hvorfor bliver noget, man gerne må som yngre, pludselig forkert, bare fordi man er blevet ældre?
”Jeg kan mærke, at mine kolleger tænker: Hvad har du gang i? Men jeg vil have lov til at se ud, som jeg gør. Der er ikke noget, jeg er blevet for gammel til. Ikke en eneste ting,” slår Massimo fast.
Om lidt er det dig
I ’Om lidt er det dig’ inviterer Sarah Grünewald fem danskere over 60 år på et intenst skriveophold. Fælles for dem er, at de alle har oplevet at blive mødt med fordomme, blive valgt fra eller føle sig mindre værd på grund af deres alder.
Gennem personlige fortællinger, skriveøvelser og stærke møder med deres nærmeste sætter programmet fokus på alderisme i Danmark – og på, hvordan det føles, når omverdenen begynder at se én anderledes.
Samtidig stiller programmet et spørgsmål til os alle: Hvordan vil du selv behandles, når det bliver din tur?
Om lidt er det dig
Massimo Straby er en af fem deltagere i TV 2-programmet ’Om lidt er det dig’. Inden programmet kendte Massimo ikke ordet alderisme. Men han kendte til følelsen af at blive bedømt alene på grund af sin alder, og han vil gerne være en stemme i debatten om alder og alderisme.
”Jeg vil mødes som den, jeg er. Og nu udfordrer jeg dem, der kommer med kommentarer. Jeg spørger fx, hvorfor en eller anden ikke mener, at jeg kan bære en bestemt farve. Hvor jeg tidligere blev Rasmus Modsat og tænkte: Jeg skal vise dem! så konfronterer jeg nu dem, der kommer med kommentarer.”
Programmet har også fået Massimo til at tænke over, hvorfor han ikke tidligere har fortalt, hvor meget nogle af bemærkningerne faktisk ramte ham.
”Jeg tror måske, det handler om ikke at vise sårbarhed. De ser mig som den stærke. Ham, der kan klare alt. Hvad nu, hvis jeg virker svag? Kan jeg så ikke længere passe på dem?”
Familien har taget godt imod den nye version af Massimo. Børnene er blevet overraskede over, at de for dem uskyldige bemærkninger har ramt så dybt, og Massimo og hans kone har gode samtaler om alder. Han ved godt, at alderisme ikke nødvendigvis kommer fra mennesker, der vil ham ondt. Den kan sagtens være pakket ind i omsorg, humor og ’pas nu på dig selv’. Men derfor kan bemærkningerne godt gøre ondt. Det er det, han nu har fået et sprog for.
Livserfaring og ro
Massimo ved godt, at han bliver ældre. Han kan se det i spejlet og mærke, at kroppen ikke længere er ung. Men alderen har også givet ham noget, han ikke havde som yngre: livserfaring og en større ro i sig selv.
”Som yngre brugte jeg tid på at leve op til andre og spekulere over, hvad de tænkte. Nu hviler jeg mere i mig selv. Der er masser af godt at sige om at blive ældre.”
Det, Massimo protesterer imod, er altså ikke at blive ældre. Det er forestillingen om, at andre på baggrund af hans alder kan afgøre, hvordan han skal se ud, hvad han kan, og hvordan han skal leve sit liv.
”Jeg er langt fra færdig,” lyder konklusionen.
