Sarah Grünewald har altid haft et nært forhold til sin mor. De rejser sammen, går til koncerter og kan sågar finde på at tage på natklub sammen. Men da tv-værten begyndte at arbejde med et program om alderisme, gik det op for hende, at hun indimellem havde talt til sin mor på en måde, som faktisk kunne være sårende.
“Jeg har helt sikkert sagt nogle ting, der godt nok kom fra et kærligt og humoristisk sted, men som alligevel kan være sårende for min mor at høre. Jeg har gjort grin med, at hendes hår er blevet tyndt, og at hun er blevet mere glemsom. På en måde har jeg talt lidt ned til hende,” fortæller Sarah Grünewald.
Hun er aktuel som vært på TV 2-programmet ’Om lidt er det dig’, hvor fem mennesker mødes for at sætte ord på deres oplevelser med alderisme. Et begreb, der dækker over stereotyper, fordomme og diskrimination på grund af alder. Sarah kendte ikke selv ordet, før hun begyndte arbejdet med programmet. Men undervejs gik det op for hende, at hun kendte langt mere til fænomenet, end hun havde forestillet sig.
Også fra sit eget liv.
Det handler ikke om skyld
Sarah begyndte at tænke over de kommentarer, hun gennem årene havde givet sin mor. Kommentarer, der var ment kærligt, men som måske ikke altid blev opfattet sådan.
“Det spændende er, at hun aldrig har sagt fra eller bedt mig tale anderledes. Men da jeg nævner det for hende, mærker jeg, at det faktisk er noget, der har berørt hende.”
Sarah spurgte blandt andet sin mor, hvordan hun havde det med, at Sarah altid sagde, at hun var hjemme hos “de gamle”, når nogen ringede, mens hun var på besøg.
“Det ville da være dejligt, hvis du kunne sige noget andet,” lød morens svar.
Det gav stof til eftertanke. For hun har aldrig ment noget ondt med ordene og heller ikke overvejet, hvordan de kunne opfattes.
“Alderisme handler ikke om at placere skyld hos nogen. Det handler om, at lige så meget som jeg skal være opmærksom på, hvordan jeg nogle gange får sagt ting uhensigtsmæssigt, så ligger der også et ansvar hos min mor i at få sagt fra.”
Oplevelserne væltede frem
Sarahs oplevelse med sin mor var langt fra den eneste erkendelse, hun gjorde sig under optagelserne til programmet. Det overraskede hende, hvor mange oplevelser deltagerne havde med alderisme, selvom de i begyndelsen havde svært ved at få øje på dem.
“Jeg kom med fem deltagere, som gik ind i programmet med en tro på, at der nok var nogle få ting eller tilfælde, hvor de var berørt af alderisme. Det overraskede mig, hvor svært det var at få snakken i gang, og hvor eksplosivt det var, når vi så begyndte at tale om det. Hvor svært det var at stoppe snakken, fordi det blev ved med at vælte ud med oplevelser, de havde haft.”
Det viste sig, at alderisme kan være mange ting. Fra at blive mødt med fordomme på arbejdsmarkedet til kommentarer fra de nærmeste om, hvilket tøj man kan tillade sig at gå i, når man har nået en bestemt alder. Og det kunne være følelsen af ikke længere at blive set som det menneske, man er.
I programmet bliver deltagerne bedt om at skrive et ord, der går igen hos dem. En af dem skriver: usynlig. Det gjorde stort indtryk på Sarah.
“Når du er usynlig, så er du ikke engang irriterende. Du er ikke til besvær. Du er ligegyldig. Der er ikke noget menneske, der skal føle sig ligegyldig. Det blev jeg så ked af. Hvis der er noget, jeg ikke har lyst til at ende med at være, så er det at være ligegyldig.”
Om lidt er det dig
I ’Om lidt er det dig’ inviterer Sarah Grünewald fem danskere over 60 år på et intenst skriveophold.
Fælles for dem er, at de alle har oplevet at blive mødt med fordomme, blive valgt fra eller føle sig mindre værd på grund af deres alder.
Gennem personlige fortællinger, skriveøvelser og stærke møder med deres nærmeste sætter programmet fokus på alderisme i Danmark – og på, hvordan det føles, når omverdenen begynder at se én anderledes. Samtidig stiller programmet et spørgsmål til os alle: Hvordan vil du selv behandles, når det bliver din tur?
Et nyt blik på mor
Arbejdet med programmet har ikke kun gjort Sarah mere opmærksom på de små kommentarer, vi giver hinanden. Det har også fået hende til at se på sin relation til moren med nye øjne.
Hun fortæller, hvordan hendes mor gennem hele barndommen tålmodigt mindede hende om alt fra cykelhjelm til skoletaske. I dag er det indimellem Sarah, der må minde sin mor om at huske tasken i bussen. Men det er især gået op for hende, hvor meget deres samtaler gennem årene har handlet om Sarah selv.
“Mit bedste publikum har altid været min mor. Hun har altid været nysgerrig på, hvordan jeg havde det, og hvordan det gik med mig, mig, mig.”
En dag begyndte Sarah at tænke over, hvor lidt hun egentlig vidste om sin mors liv.
“Pludselig gik det op for mig, at jeg ikke vidste, hvornår min mor fik sit første kys. Jeg var ikke klar over, hvordan min mors barndomsgade så ud. Hvor havde hun gået i skole? Hvordan var hendes klassekammerater? Hvem var den gode lærer og den dårlige lærer? Hvordan var hendes første arbejde?”
Det var spørgsmål, hun aldrig rigtig havde fået stillet. Men da hun begyndte at interessere sig for svarene, skete der noget med deres relation.
“Jeg begyndte at se hende – ikke som et andet menneske – men som et mere helt menneske og ikke kun som min mor. For min mor er jo mange andre ting end min mor. Hun er også stewardessen. Den unge kvinde. Veninden. Enken.”
For Sarah er det blevet vigtigt at være nysgerrig på det menneske, der gemmer sig bag rollen som mor. At kende hendes historie, interesser og drømme. Og ikke mindst at mødes som ligeværdige mennesker.
Dans i stedet
Sarah oplever ikke selv, at hendes alder sætter grænser for, hvem hun kan være, eller hvad hun kan gøre.
“Jeg ser mig selv som et menneske og ikke som en alder.”
Sådan ser hun også på sin mor, der er 75 år. Derfor undrer det hende, når andre gør et stort nummer ud af, at moren stadig har lyst til at gå i byen.
“Jeg kan jo hive min mor med til koncerter eller på natklub. Det, der er så ærgerligt, når jeg gør det, er, at folk kommer hen til hende og siger: ‘Hvor er det sejt, at du er her.’ Jeg kan slet ikke holde det ud. Jeg får lyst til at losse dem over skinnebenet.”
For selvom kommentarerne er venligt ment, er de også udtryk for en forventning om, at en kvinde på 75 år ikke hører til på et dansegulv.
“Der kommer pludselig opmærksomhed på, at hun er der, og jeg kan mærke, at hun synes, det er ubehageligt.”
Det er netop den slags forestillinger om alder, Sarah håber, at programmet kan være med til at ændre.
“Vi begynder at blande os, når nogen træder ud af den kasse, vi har puttet dem i. Men lad os få talt om det og få belyst det. Nyd, at de er der. Dans med dem i stedet for at kommentere på, at de er der.”
I virkeligheden er hendes budskab ganske enkelt:
“Der er ikke et os og et dem. Der er et vi.”
