Gitte og Brian flyttede tættere på børn og børnebørn

Journalist: Ulla Abildtrup Foto: Mew
Kategorier:

Efter flere år med job og bolig langt fra Sjælland traf parret en livsbeslutning: De sagde farvel til faste stillinger og flyttede tilbage for at være tæt på deres voksende familie.

Det lange spisebord står midt i det store køkken-alrum i den hvide trævilla, højt hævet over Danmarks største sø, Arresø.

”Vi var 22 til familiefrokost for nylig,” smiler Gitte Buchberg, 55 år.

Bordet er dækket med hjemmebagte boller, cupcakes, slikskål, kiks og småkager, og det er nemt at forestille sig en forsamling af børn, unge og ældre i lystig snak. Her er højt til loftet på alle måder og plads til leg i den sparsomt møblerede underetage.

Flyttede efter job

”Vi har kun boet her i et par måneder,” fortæller Brian Bak, 58 år.

Gitte og Brian mødte hinanden i 2012 og blev gift året efter.

”Vi boede begge i Helsinge og havde egentlig aldrig forestillet os, at vi skulle fra byen. Vi har tilsammen fem sønner. Helsinge var børnenes barndomsby, og vi var begge aktive i lokalmiljøet,” siger Brian.

Børnene var imidlertid ved at blive store og havde ikke samme behov for forældrenes nærhed. Så da parret faldt over et spændende job som bestyrere af et kursuscenter i Tisvildeleje, brød de alligevel op. Opbruddet blev det første i en række.

”Vi blev hurtigt engagerede i lokalmiljøet og kom med i en række foreninger, og jeg blev medlem af menighedsrådet,” fortæller Gitte.

Efter tre år med fuld fart på faldt parret for roen på Strynø i Det Sydfynske Øhav (rettet fra det sydfynske øhav), hvor Gittes far i en høj alder havde købt kro.

”Vi flyttede til Strynø og faldt igen hurtigt til. Vi er udadvendte og har nemt ved at komme i snak med andre,” forklarer Gitte, som bl.a. blev formand for menighedsrådet.

Vi vil tættere på familien

Nærhed til familie og venner får i stigende grad betydning, når vi bliver ældre, viser en undersøgelse. Og det får flere til at bryde op og flytte tættere på børn og børnebørn.

Betydningen stiger, jo ældre vi bliver, viser en undersøgelse fra Videncentret Bolius og Realdania: ‘Danskerne i det byggede miljø 2025’. I undersøgelsen angiver næsten hver fjerde af dem, der er flyttet inden for de seneste fem år, at nærhed til familie og venner er den vigtigste årsag til, at de bor, hvor de gør.

Børnene begyndte at klage

Tre år senere fik Gitte Buchberg et tilbud, hun ikke kunne takke nej til.

”Medierne skrev, at det var svært at få nyt arbejde, når man havde passeret de 50 år. Så da jeg blev opfordret til at søge stillingen som turistchef i Middelfart Kommune, slog jeg til og fik stillingen.”

Der var bopælspligt, så parret lejede hus i Middelfart. Også denne gang fik de hurtigt et netværk af kolleger og naboer, men så skete der en ændring.

”Børnene begyndte at klage over den lange tur, når de skulle besøge os. I 2023 fik vi vores første barnebarn, og derefter kørte vi ofte til Sjælland hver weekend. Man ’misser’ jo nogle ting, hvis man ikke er tæt på et lille barn,” siger Gitte.

Vi fik et wake up-call

Da Brian i julen 2024 blev indlagt med symptomer på et hjerteanfald, var der ikke langt til tanken om at bryde op igen. Beslutningen blev truffet, da barnebarn nummer to meldte sin ankomst senere i år.

”Brians indlæggelse var et wake up-call. Vi lever kun den ene gang, og for os er familien vigtigere end alt andet,” siger Gitte.

Gitte og Brian har sagt farvel til deres arbejde for at komme tættere på børn og børnebørn

Farmor henter i dag

Selvom børnene havde opfordret dem til at flytte tilbage, har deres glæde alligevel overrasket Gitte og Brian.

”Lige siden vi flyttede hertil, har vores weekender været fyldt med aftaler – børnene er meget mere glade for, at vi er tilbage, end vi havde turdet håbe på,” smiler Gitte.

Hun henter gerne barnebarnet en gang om ugen, og der er indført familiemiddage hver torsdag.

”Børn er så livsbekræftende, og vi har glædet os til at se mere til vores barnebarn. Lige om lidt har hun slet ikke tid til at være sammen med os – det er en tid, som aldrig kommer igen, og som vi sætter enormt pris på at være en del af.”

Det handler om mindset

Tanker om at flytte tættere på børn og børnebørn kommer gerne, når ens børn begynder at stifte familie. Men der kan være langt fra tanke til handling. Gitte og Brians venner har ofte spurgt, hvordan de turde forlade to faste stillinger den ene gang efter den anden.

”Jeg kan godt forstå, at tanken om at flytte kan føles grænseoverskridende. Sådan havde jeg det også selv første gang, men jeg synes faktisk, det er blevet nemmere fra gang til gang. Og ingen af os har oplevet problemer med at få nyt job,” forklarer Brian.

Det handler også om mindset, mener Gitte.

”Vi kommer med den indstilling, at vi vil det her sted. Vi hilser på naboer og butiksansatte og involverer os i frivilligt arbejde for at bidrage til den lokale udvikling.”

Svært at bevare kontakten

Parret har stadig kontakt til Middelfart og Strynø, hvor Gittes nu 91-årige far endnu driver kro. Men noget går selvfølgelig tabt, når man forlader et sted.

”Vi havde flere gode naboer i Middelfart, som er oppe i årene og ikke er på sociale medier, og så bliver det svært at bevare kontakten,” erkender Brian.

Gittes far kan også savne nærheden til datteren og svigersønnen og har antydet, at han måske er flytbar.

”Vi har følt os hjemme alle steder og kan blive helt ’bekymrede’ for, om vi nu kan finde ud af at falde til ro, men det føles helt rigtigt,” smiler Gitte Buchberg.

Læs mere på aeldresagen.dk

Rollen som bedsteforælder er unik, og du kan spille en ganske særlig rolle for dit barnebarn.
Bliv klogere på, hvad du kan give dit barnebarn, som ingen andre kan.

Del:

Relaterede artikler