Mette Blume skal være farmor, men sammen med begejstringen og forventningens glæde dukker også bekymringer og knapt så positive tanker op om den nye rolle.
Der gik et stykke tid, før det gik op for Mette Blume, hvad hendes søn og svigerdatter prøvede at sige. Det var en søndag eftermiddag, og de sad rundt om det lille bord i Mettes lyserøde stue, da hendes søn fortalte, at Tiffany – det unge pars kat – skulle være storesøster.
Mette troede selvfølgelig, at de havde besluttet at få en kat mere. Så hun spurgte lidt ind til, hvad det skulle være for en, og hvornår de skulle have den. Først da hendes søn svarede, at det først blev til maj, fordi sådan en tager tid at lave, faldt tiøren, og hun forstod, at de ikke talte om en kat. Mette skulle være farmor!
”Jeg blev selvfølgelig overrasket og lykkelig og begyndte at græde. Det er mit første barnebarn, og det bliver jo helt fantastisk. Jeg glæder mig helt vildt til at møde et lille nyt menneske,” siger hun med begejstring i stemmen.
At rykke en generation op
I tiden efter den store nyhed har der dog også sneget sig andre tanker ind hos 63-årige Mette. Tanker, som hun deler med mange andre i samme situation, men som de fleste af os ikke bryder os om at tale højt om. For hvad betyder det, at næste generation kommer til verden, og man selv rykker et trin op ad generationstrappen?
”Der er mange ambivalente følelser her. Jeg har, siden jeg fik min søn, som er min førstefødte, været det vigtigste menneske i hans liv. Den, han har været tættest på. Jeg kan huske, at da jeg fik ham, følte jeg mig kørt over af et lokomotiv af kærlighed. Det er jo helt vildt, som man kan elske sit barn fra det sekund, det bliver født. Den oplevelse og følelse vil han få nu med sit barn. Og det betyder, at jeg bliver sat ud på næste række. Nu får han sin egen familie,” siger hun.
Mette understreger, at hun håber, at hun selv får den samme følelse af overvældende kærlighed, når hun møder sit lille barnebarn, som familien endnu ikke kender kønnet på.
Glæde og bekymringer
”Jeg glæder mig og håber, at jeg mærker samme ubetingede kærlighed til mit barnebarn, som min mor fik, da jeg fik mine børn. Hun oplevede næsten samme store kærlighed til sine børnebørn, som hun følte til os, hendes egne børn,” fortæller hun.
Men den overvældende kærlighed har en naturlig følgesvend: Bekymringen. Den evige bekymring for, at der ikke sker noget grimt med dem, man elsker så højt, og at alt går dem godt.
”Når man får børn, begynder en livslang bekymring. Ikke bare en bekymring, der varer, til de fylder 18 år. Nej, en bekymring, der varer, lige indtil kistelåget klapper. Og den bekymring starter forfra, når man får et barnebarn.”
”Jeg mærker den allerede nu. For er alt nu, som det skal være, og kommer barnet godt ind i verden? Og jeg forestiller mig, at den bekymring vil vare ved, efterhånden som barnebarnet vokser op. Ikke mindst fordi man som bedsteforælder jo er magtesløs og ikke kan bestemme, om barnet skal vaccineres, hvor det skal gå i skole, og andre vigtige ting,” siger hun.
Bedstemor med slag i
En anden bekymring, der er dukket op, er frygten for ikke at kunne være den farmor, hun gerne vil være. Og her er forventningerne til hendes egne præstationer høje.
”Jeg vil gerne være den sjove, friske, flyvende farmor,” siger hun.
Mette Blume blev for en del år siden diagnosticeret med fibromyalgi. Og selvom hun lever et aktivt liv og går mange ture med sin lille chihuahua Rita og elsker at være social, så mærker hun i hverdagen begrænsningerne og et energiniveau, der ofte ikke følger med alt det, hun gerne vil.
”Jeg skal altid indregne ro og restituering, når jeg har været fysisk eller socialt aktiv. Så jeg har mange tanker om, hvorvidt jeg kan lave alle de sjove ting med mit barnebarn, som jeg gerne vil. Om jeg kan hente og passe i mere end et par timer ad gangen,” siger Mette, der er single og netop er flyttet ind i et rækkehus i Tåstrup.
Hun tænker tilbage på sin egen mor, der var fuld af energi og spas og altid havde tid og overskud og masser af sjove idéer, når hun passede Mettes børn. Og det gjorde hun tit.
”Det er sådan, jeg gerne vil være. Og sådan vil jeg gerne huskes som frisk og sjov af mine børnebørn, når jeg en dag ikke er her mere. Som den gode, søde farmor, der bare altid er der. Men jeg er bange for, at min kroniske sygdom gør, at jeg ikke kan være den farmor, jeg drømmer om at være. Jeg spekulerer på, om jeg kan være hende, der henter og hygger med børnene flere gange om ugen, eller om jeg kun kan være på i to timer ad gangen,” siger hun.
Bedstemor uden blåt hår
Mettes egen identitet og kommende titel er også dukket frem i tankerne i processen mod at udvide familien med en lille ny. Fra at se sig selv som sprælsk mor til to smukke unge mennesker er hun meget snart farmor – eller bedstemor. Og for hende ligger der meget identitet i de forskellige betegnelser.
”For mig er en bedstemor sådan en meget gammel dame med plisseret nederdel, bidselsko og blånelse i håret,” griner hun og tilføjer:
”Men det er måske min egen patetiske opfattelse.”
Hun sender tankerne tilbage til sin egen farmor, som hun beskriver som en gammel, skrap dame.
Identiteten betyder dog en del for Mette, der er kendt for at have deltaget i DR’s udsendelse ‘Gift ved første blik’. Hun lægger ikke skjul på, at hun er forfængelig.
”Jeg går aldrig ud ad døren uden makeup på. Ikke engang når jeg skal ud at gå med hunden på en søndag, går jeg ud uden mascara. Sådan har jeg været, siden jeg var 18 år,” siger Mette, der dog efterfølgende slår fast, at hun glæder sig vanvittigt til sin nye identitet – på godt og ondt.
Trods Mette Blumes egen meget nye rolle som bedsteforælder deler hun gerne gode råd til kommende bedsteforældre. ”Tag det, som det kommer. Der er så mange ubekendte i ventetiden, så det er umuligt at planlægge en hel masse. Tag en dag ad gangen og nyd processen og den søde ventetid,” siger hun – råd, hun også selv forsøger at efterleve i denne tid.
