Venskaber forandrer sig og nogle glider ud i takt med, at livet ændrer sig med alderen. Det kan føles mere sårbart at skabe nye venskaber – men nære relationer bliver samtidig vigtigere end nogensinde. Få indsigt og inspiration til at give venskaber mere plads i dit liv.
Der var engang, venskaber opstod næsten af sig selv. I skolegården, på studiet, på legepladsen eller over hækken til naboen. Man så hinanden ofte, delte hverdag og livsfaser – og venskaberne voksede i det fælles.
Sådan oplever mange det ikke længere, når de er kommet op i 50’erne og 60’erne. Psykoterapeut MPF Henriette Boysen er stifter af psykoterapeutuddannelsen Academy Copenhagen. Hun møder ofte mennesker, som undrer sig over, hvorfor gamle venskaber er gledet ud – og hvorfor det føles sværere at skabe nye.
Ifølge Henriette Boysen hænger det blandt andet sammen med de samfundsforandringer, der har ændret vores måde at leve på.
”Tidligere generationer levede ofte hele livet i det samme lokalområde. Man kendte naboerne, handlede hos den samme købmand og hjalp hinanden i hverdagen. Venskaber opstod naturligt gennem gentagne møder, fordi man dagligt mødte de samme mennesker,” forklarer Henriette Boysen.
I dag lever vi anderledes. Vi flytter oftere, pendler til arbejde, er erhvervsaktive højere op i alderen og er mindre forankrede i lokale fællesskaber. Mange af de arenaer, hvor venskaber før opstod næsten af sig selv, er blevet svagere eller forsvundet.
”Mange lever meget aktive liv, men relationer opstår ikke længere lige så tilfældigt som før. Vi har færre faste mødesteder, og derfor kræver venskaber mere bevidst vedligeholdelse.”
Samtidig peger Henriette Boysen på, at livsfasen i 50’erne og 60’erne ændrer vores sociale landskab markant.
”Børnene flytter hjemmefra, og vi mødes ikke længere automatisk med andre forældre. Arbejdslivet forandrer sig – nogle skifter job, andre går på pension. Skilsmisser og nye livsvalg vender op og ned på gamle fællesskaber. Det betyder, at de fællesskaber, der bar mange venskaber, gradvist opløses.”
Når venskaber vokser i forskellige retninger
Mange venskaber opstår omkring noget bestemt: børnenes skole, en fritidsinteresse, arbejdspladsen eller en livssituation. Men når det fælles udgangspunkt ikke længere er der, bliver det tydeligt, hvad relationen egentlig byggede på.
“Et venskab kan glide ud, når man opdager, at det, der bar relationen, var fællesskabet omkring børnene eller en aktivitet, man delte. Måske har I spillet tennis sammen hver torsdag, men du må stoppe på grund af slidgigt. Så forsvinder det, der bandt jer sammen, og relationen kan stille glide ud,” siger Henriette Boysen.
Når vores venskaber stopper, er det ikke nødvendigvis et udtryk for konflikt eller svigt. Nogle gange er det simpelthen et tegn på, at vi udvikler os i forskellige retninger. Med alderen begynder mange desuden at sortere mere bevidst i deres relationer.
”Energien er ikke som i ungdommen, og man spørger sig selv: ”Hvad er meningsfuldt for mig nu?” Det kan betyde, at nogle relationer får lov at fylde mindre eller helt glider ud. Venskaber bliver dermed i højere grad et bevidst valg frem for noget, der blot følger med af sig selv.”
Se videoen med Thomas Bjerknæs Larsen, der fortæller, hvorfor og hvordan han rækker ud til gamle bekendtskaber:
Når ingen tager initiativ
En ofte overset årsag til, at venskaber glider ud, er manglende initiativ. Mange relationer bæres i praksis af den ene part – den, der ringer, inviterer og foreslår at ses. Hvis den person pludselig får mindre overskud, bliver ramt af sygdom eller bare trækker sig lidt, kan kontakten hurtigt begynde at ebbe ud.
“Der er mange, som egentlig gerne vil ses, men som er vant til, at det er den anden, der tager initiativ. Når det ikke sker længere, kan relationen langsomt dø af sig selv,” forklarer Henriette Boysen.
Der kan ligge flere ting bag, at man så ikke selv tager initiativ. Nogle er bange for at trænge sig på eller blive afvist. Andre tænker, at hvis den anden virkelig havde lyst, ville vedkommende selv tage kontakt. På den måde kan to mennesker sidde hver for sig og savne relationen – uden at nogen får rakt ud.
Samtidig kan det føles mere sårbart at tage initiativ i denne livsfase.
”Man har mere livserfaring, men også flere erfaringer med afvisning eller tab. Det kan gøre, at man holder sig lidt tilbage for at beskytte sig selv. Men prisen kan være, at relationer stille forsvinder, ikke på grund af manglende betydning, men på grund af manglende handling.”
Mænd rammes ofte hårdere
Efter skilsmisser ser Henriette Boysen ofte en forskel mellem mænd og kvinder, når det gælder venskaber. Mange mænd har haft en partner, som stod for det sociale netværk. Når parforholdet opløses, bortfalder det sociale liv også.
”Kvinder er generelt bedre til at vedligeholde og genetablere relationer, mens mange mænd risikerer at blive mere isolerede. Det kan få store konsekvenser, fordi relationer er tæt forbundet med både fysisk og psykisk sundhed.”
1. Tag initiativ – også selvom det føles uvant.
Vent ikke på, at andre ringer. Inviter på kaffe, en gåtur eller en biograftur.
2. Brug hverdagen som indgang.
Det behøver ikke være stort. Spørg: “Har du lyst til at gå en tur?” eller “Vil du se en film sammen?”
3. Dyrk fællesskaber omkring interesser.
Meld dig ind i en forening, gå på kursus, højskole eller fælles rejser. Fælles aktiviteter gør det lettere at tale sammen.
4. Vær tålmodig.
Nære venskaber opstår ikke fra den ene dag til den anden. De kræver tid og gentagne møder.
5. Del lidt mere af dig selv.
Små personlige betroelser skaber nærhed. Du behøver ikke fortælle alt – bare lidt mere end det overfladiske.
6. Accepter risikoen for afvisning.
Det er sårbart at række ud, men uden risiko ingen nærhed. Husk: Du er ikke den eneste Mange andre savner også flere nære relationer. Dit initiativ kan være en lettelse for en anden.
Kilde: Psykoterapeut MPF Henriette Boysen
Ensomhed midt i et aktivt liv
Man kan have familie, fritidsinteresser og en kalender, der ser fuld ud – og alligevel savne nogen at dele sit indre liv med. Psykologisk set skelner man mellem social ensomhed og emotionel ensomhed.
Social ensomhed handler om at mangle fællesskaber at høre til i, mens emotionel ensomhed opstår, når man savner én eller få personer, man kan dele tanker, bekymringer og glæder med.
Mange i 50’erne og 60’erne oplever især den sidste form. Samtidig begynder livets tab at blive mere synlige. Venner bliver syge eller dør, og netværket kan langsomt skrumpe ind. Det kan vække en ny bevidsthed om sårbarhed og om, hvor afhængige vi er af hinanden som mennesker.
“Hvis vi ikke tager os af vores relationer, løber de ud. Og så kan vi pludselig stå med en følelse af ensomhed, selvom vi har levet et aktivt og meningsfuldt liv,” siger Henriette Boysen.
Ensomheden kan være svær at tale om, netop fordi den ikke altid passer til det ydre billede af et velfungerende liv. Mange skammer sig over følelsen og tænker, at de burde være tilfredse. Men behovet for nære relationer forsvinder ikke med alderen – tværtimod bliver det ofte tydeligere, hvor afgørende de er for trivsel, identitet og livsglæde.
Hvorfor er det sværere at få nye venner?
Mange oplever, at det føles sværere at få nye venner midt i livet. Det hænger blandt andet sammen med, at vi med alderen ofte bliver mindre spontane og mere vaneorienterede. Vi kender os selv bedre end tidligere, men vi bliver også mere forsigtige i mødet med nye mennesker.
“Vi kan blive mere generte og tænke: ”Har jeg overskud til det? Kan jeg klare det? Er jeg interessant nok?” Samtidig er det sårbart at række ud, for vi risikerer at blive afvist,” forklarer Henriette Boysen.
For nogle kan det også virke uoverskueligt at skulle åbne sit liv for et nyt menneske. Man kan have en følelse af, at man næsten skal “forklare et helt liv”, før relationen giver mening. Det kan derfor virke uoverskueligt at tage det første skridt.
Samtidig er mange i denne aldersgruppe ikke vokset op med den samme kultur for at tale åbent om følelser, som yngre generationer har. Men netop deling af personlige erfaringer, tanker og sårbarhed er en vigtig lim i nære relationer.
“Villigheden til at vise noget personligt og sårbart er med til at skabe nærhed. Men det kræver mod, og det er noget, vi i denne livsfase skal arbejde mere bevidst med.”
Derfor er venskaber så vigtige
Selvom det kan være sværere at indlede nye venskaber, bliver venskaber ikke mindre vigtige med alderen – tværtimod. Relationer giver os glæde, spejling – altså mulighed for at se os selv gennem andres øjne – og en følelse af at høre til.
Kroppen udskiller oxytocin, som er et hormon forbundet med velvære og tryghed, der blandt andet udskilles, når vi er sammen med mennesker, vi holder af. Mennesker med nære relationer bliver generelt mindre syge, mindre deprimerede og lever længere.
“Vi har brug for livsvidner. Nogen, der kender os og vores historie, og som vi deler livet med – både det lette og det svære. Det er dybt menneskeligt og helt afgørende for vores trivsel,” siger Henriette Boysen.
Relationer holder os også mentalt og følelsesmæssigt i bevægelse. Samtaler, fælles oplevelser og nye perspektiver hjælper os til fortsat at udvikle os og forstå os selv i en større sammenhæng. Men i denne livsfase opstår venskaber ofte ikke af sig selv. De kræver, at vi selv træder et skridt frem.Det kan føles sårbart at invitere, foreslå eller række ud – men små initiativer kan gøre en stor forskel.
“Det handler om at tage ansvar for sit eget relationsliv. Ikke vente på at blive inviteret, men selv invitere. Ikke vente på at blive ringet op, men selv tage telefonen. Et venskab behøver ikke begynde med de store ord, men med noget enkelt: at foreslå en gåtur, en kop kaffe, en tur i biografen. Det vigtigste er ikke at gøre det perfekt – men at gøre det. Og måske er det værd at huske, at der sandsynligvis sidder et andet menneske et sted og håber på præcis det samme initiativ,” siger Henriette Boysen.
