”Jeg følte mig klar til at møde min far på en anden måde”

Det stod ikke skrevet i kortene, at det skulle lykkes for far og datter at opbygge en relation. Men da Pernille var klar til at møde sin far med nye øjne, og Jan gav slip på sin vrede, begyndte en rejse, der i løbet af kort tid har ført dem tæt på hinanden.

Der var snurretop-isen, som hendes far altid købte til hende, når de var nede i byen sammen. Der var nogle ture med ham ud i golfklubben, hvor han brugte meget af sin tid. Og så var der de mange gange, hvor hun forsøgte at få hans opmærksomhed, fx ved at gemme sig bag gardinet, når han kom hjem fra arbejde – i håb om, at han ville lede efter hende.

Når Pernille Skanderup tænker tilbage på sin far i sin barndom, er det mest af alt hans fravær, der rammer hende.

”Relationen var nærmest ikke-eksisterende. Det var sådan en følelse af ikke at være set eller hørt og samtidig virkelig hungre efter hans opmærksomhed,” siger hun.

Hun kigger på sin far, som hun sidder sammen med ved spisebordet i sit hjem i Søborg.

”I dag kan jeg godt se, at jeg slet ikke fik lagt det i et lille barn, som jeg gerne ville. Når jeg ser på, hvad unge mennesker gør med deres børn i dag, tænker jeg, at jeg skulle have knyttet mig meget tættere. Men det var ikke af ond vilje,” siger Jan Skanderup, som Pernilles far hedder.

Jan er i dag 82 år, og Pernille er 49. At de to sidder her og taler åbent om deres relation, havde ingen af dem forestillet sig bare ni måneder tidligere.

Følte sig alene

Det var, da Pernilles mor døde i 2022, at deres kontakt stoppede helt. Men hele vejen op igennem Pernilles voksenliv havde relationen til både hendes mor og far været svær. Kontakten havde været sporadisk og i lange perioder helt brudt.

Da Pernille som ung flyttede hjemmefra, føltes det som en lettelse. Hun havde altid følt sig meget alene i den lille kernefamilie i Vejle, hvor hun voksede op som eneste barn. Ikke blot havde hendes far været fraværende, det var også, som om han altid tog morens parti.

Hvis Pernille for eksempel havde fået stuearrest af sin mor, hvilket ofte skete, bakkede hendes far op, når han kom hjem fra arbejde, ’for nu havde mor jo sagt det’. Og da Pernille blev 16 år og fik en kæreste, som hendes mor ikke ville have, at hun sov sammen med, tilsluttede hendes far sig.

I hvert fald lige indtil en dag, hvor forældrene skulle på weekendtur. ’Så kan han jo sove hos dig,’ hviskede han til Pernille på vej ud ad døren.

For husfredens skyld

”Jeg oplevede det som en stor uretfærdighed, at det aldrig var mig, du bakkede op. At du aldrig stod op for mig. Og hvis du endelig gjorde det, var det i det skjulte. Det var virkelig ikke nogen fed dynamik,” siger Pernille.

”Det er rigtigt, at jeg tit holdt min kæft for husfredens skyld. Og senere hen havde vi nok også en tendens til at bakke hinanden op i, at det var dig, der var gal på den. Når du skrev breve til os, læste vi dem op for hinanden – og sagde ’nu skal du høre. Nu skriver hun sådan og sådan…’ Vi bestyrkede hinanden i, at det var negativt. I stedet for at læse mellem linjerne og se, at du faktisk rakte ud,” siger Jan.

Måtte skærme mig selv

Da Pernille var midt i 30’erne og fik sit første barn, tænkte hun, at der var mulighed for forsoning. At det måske kunne gøre, at de kunne nå ind til hinanden. Hun havde set hos andre, at det skete, når der kom børnebørn til.

”Jeg er heller ikke i tvivl om, at der var en masse gode intentioner hos mine forældre. Men når det kom til stykket, var der altid en masse undskyldninger om, at det ikke lige passede den weekend, eller at der var langt til Sjælland. Det var altid problematisk. Prikken over i’et var den jul, hvor I hellere ville være hjemme hos hunden.”

”Vi kunne ikke få den passet. Men altså, jeg kan jo godt se nu, at det var helt åndssvagt,” siger Jan.

”Kan du huske, at jeg fortalte jer, hvor fravalgt jeg følte mig?” Pernilles ansigtsudtryk er ikke til at tage fejl af. Skuffelsen sidder stadig i hende.

”Ja, i dag kan jeg godt se, at det var det, du prøvede, men dengang læste jeg det som skældud. Det var voldsomt for mig, og så var det, at jeg reagerede med vrede,” siger Jan.

Jeg blev ikke prioriteret

Efter den jul, hvor forældrene ikke kom, gjorde Pernille flere forsøg på at fortælle sine forældre, at hun følte sig nedprioriteret. At hun var ked af det.

På et tidspunkt opsøgte de sammen en mediator, der skulle hjælpe dem med at kommunikere. Heller ikke det gav pote. Og til sidst fik akkumulationen af afvisninger Pernille til at trække sig helt.

”Det føltes nemmere at lukke helt ned for relationen end at blive skuffet gang på gang. Og samtidig havde jeg behov for at skærme mine børn, så de ikke skulle gå igennem de samme svigt som mig,” siger hun.

Hul igennem til hinanden

I året op til, at Pernilles mor døde, havde de to kontakt. Pernille var hos hende på hospitalet, da hun lå for døden, men relationen blev aldrig repareret.

At det senere skulle lykkes med hendes far, forestillede hun sig slet ikke på det tidspunkt. Men en dag op mod jul sidste år ringede hun til ham.

Hun havde i nogle år arbejdet intensivt med sig selv og også uddannet sig til terapeut, så hun følte, at hun var kommet et sted hen, hvor hun kunne møde sin far på en anden måde.

”Det havde jo ligget i min bevidsthed hele tiden. Og på studiet talte vi meget om betydningen af forholdet til sine forældre og det at tilgive. Jeg kunne mærke, at jeg gerne ville, men min krop kunne ikke. Så jeg gik i gang med at arbejde med det. Blandt andet fik jeg lukket en masse vrede ud. Og så begyndte jeg at se mere kærligt på det ophav, mine forældre har haft, og hvordan det har formet dem,” siger Pernille.

Hun fortæller, at jo mere hun dykkede ned i det, jo mere kunne hun mærke, at det åbnede sig inde i hende.

Det første opkald

Men trods gode intentioner blev telefonopkaldet i første omgang ikke taget så godt imod, som hun havde håbet.

”Du skældte mig hæder og ære fra og sagde, at du og mor havde besluttet, at jeg skulle gøres arveløs, og at jeg var sådan et dårligt barn. Og så lige pludselig… begyndte vi begge to at græde,” fortæller hun.

Hun kigger på sin far, der har tårer i øjnene.

”Ja, pludselig var der hul igennem. Jeg kunne jo godt mærke, at det var mit barn. Og det havde jo kørt rundt hele tiden. Jeg havde bare brugt vreden til at skubbe det væk,” siger han.

”Jeg tog toget over til min far kort tid efter. Og det var helt sikkert et svært første møde,” fortæller Pernille.

At tale om det svære

De sidste ni måneder har Pernille og Jan set hinanden mere, end de har de sidste ti år. Og mens det engang var afstand, der kendetegnede deres relation, er det i dag en insisteren på at ville hinanden. Og på at tale om det svære, også når det virkelig er svært.

”På et tidspunkt følte jeg, at min far gerne ville springe det besværlige over. Han foreslog, ikke lang tid efter vi havde fået kontakt igen, at vi skulle tage til Tyskland på det badehotel, hvor han kom med min mor. Det var jeg slet ikke parat til. Der var et forarbejde, vi var nødt til at gøre. Jeg har insisteret på ikke at forcere noget. Det er nødt til at tage den tid, det tager at bygge relationen op,” siger hun.

For Jan har genforeningen med Pernille betydet, at han i en alder af 82 har skullet lære at sætte ord på sine følelser. Samtidig har han skullet håndtere den skyld og skam, der har fulgt med erkendelsen af ikke at have formået at skabe en relation til sin datter tidligere i livet.

”Vi taler meget om det. Pernille insisterer på det og er god til at guide, men hun har jo også terapeutisk uddannelse,” siger han.

”Nogle gange bliver du så ramt af skyld og skam, at vi er nødt til at tale om noget andet, før vi kan tale videre. Jeg ved jo godt, at du slet ikke er opdraget til at være i det svære. Men tænk, at du gør det nu. Du siger ord, jeg aldrig har hørt dig sige før. Du har sagt, at du elsker mig,” siger Pernille.

Det er hendes tur til at tørre en tåre væk.

Følelserne har været der

”De har været der hele tiden, følelserne, men jeg brugte vreden til at skubbe dem væk. Det er den nemme løsning, og det var det, jeg havde lært,” siger Jan.

Han tager sin datters hånd.

”Tænk, at vi har fået et helt nyt liv.”

For Pernille har det været healende at få mulighed for at sige højt, hvordan hun oplevede sin fars svigt og at blive mødt i det. At kunne tale og græde sammen. Og det er ikke kun hendes far, der har sagt undskyld.

”Det har jeg også, for jeg var i lang tid så forhærdet i min vrede, at jeg ikke så andre muligheder end ikke at have kontakt, og jeg er virkelig ked af den dyrebare tid, vi har spildt,” siger hun.

På ferie med børnebørnene

At relationen mellem Jan og Pernille har været så godt som ikke-eksisterende gennem mange år betyder, at Jan heller ikke har opbygget et forhold til sine to børnebørn. Den ældste husker sin morfar fra, da han var lille, mens den yngste ingen minder har.

”Vi ses nu, men jeg har jo manglet at se dem vokse op,” siger Jan.

”Der er et tillidsforhold, der skal bygges op, og du skal gøre din betydning som morfar gældende,” siger Pernille.

De fire har netop aftalt at tage på en lille ferie sammen. Pernille er klar til det nu. Og hun ønsker, at hendes børn får et forhold til deres morfar.

”Vi er begyndt at sige: ’Det kan godt være, at det er sent, men det er ikke for sent’,” siger Pernille og fortæller, at de drømmer om at skrive en bog sammen. De vil gerne inspirere andre forældre og børn til at gå forsoningens vej.