Når der bliver mere tid alene, kan stilheden føles uvant og måske lidt tom. Men det at være alene er ikke det samme som at være ensom. Evnen til at være i sit eget selskab kan med tiden blive en kilde til ro, selvforståelse og en ny måde at være i livet på.
Pludselig er der mere stille, end der plejer at være. Der er færre stemmer i rummene, færre aftaler i kalenderen, og dagene føles anderledes åbne. Børnene er flyttet hjemmefra, måske er du blevet skilt, eller arbejdslivet fylder ikke længere på samme måde.
Det, der før gav rytme og retning, er trådt i baggrunden, og mange oplever, at der opstår mere tid alene. For nogle vækker det en stille form for savn – af nærvær, af roller, der ikke længere er der, eller af en hverdag med mere liv omkring sig. For andre opleves det som en lettelse. Og for mange er det begge dele på én gang.
”At være alene kan i begyndelsen føles uvant, næsten tomt. Men stilheden kan også rumme noget andet: en mulighed for at vende opmærksomheden indad, mærke sig selv tydeligere og opdage sider af livet, der ikke før har haft plads,” siger Anders Dræby. Han er doktor i psykoterapi og har egen praksis med eksistentiel terapi, supervision og coaching.
Men for mange glider oplevelsen af at være alene let over i noget andet – en følelse af ensomhed. Og netop her ligger en vigtig forskel.
Når alenehed føles som ensomhed
At være alene er ikke det samme som at være ensom, men det kan let føles sådan. Som Anders Dræby forklarer, handler ensomhed og alenehed om to forskellige former for relation:
“Ensomhed handler om relationen til andre mennesker. Om det savn, vi mærker, når mennesker i vores liv mangler. Alenehed handler om kvaliteten af relationen til os selv. Hvis vi ikke er gode venner med os selv, kan det at være alene hurtigt komme til at føles som ensomhed, selvom vi ikke nødvendigvis mangler mennesker omkring os.”
Anders Dræby peger på, at det ofte bliver tydeligt i de livsfaser, hvor noget forandrer sig.
“Der sker et skifte i 50’erne og 60’erne. Her går vi fra et voksenliv med familie og arbejde til en situation, hvor børnene er flyttet hjemmefra, og arbejdet måske ikke længere har samme betydning. Mange har skabt deres identitet gennem det, de gør – som forældre, kolleger og partnere. Når de roller ændrer sig, kan man blive konfronteret med sig selv på en ny måde og opleve en tomhed eller en frygt for ikke længere at være noget værd.”
Et vilkår i livet
Ifølge Anders Dræby er det en misforståelse, hvis vi ser det at være alene som et problem, der skal løses.
“Det er ikke bare en kompetence, vi skal lære for at nå noget andet. Det er et livsvilkår. Noget af os vil altid være alene, uanset hvor meget vi er sammen med andre. Hvis vi ikke kan være i det, risikerer vi at stagnere, fordi vi holder fast i identiteter og vaner, som vi i virkeligheden er vokset fra.”
Når vi forsøger at undgå aleneheden, kan vi ifølge Anders Dræby komme til at klamre os til det, der var.
“Du kan opleve, at du går i stå indeni eller kører i tomgang. Nogle bliver bitre, fordi de holder fast i noget, der i virkeligheden er dødt. Men hvis du tør se det som en overgang, kan det i stedet blive en meningsfuld proces, hvor livet kalder på, at du giver slip på gamle identiteter og begynder at finde ind til dig selv.”
Stilheden kan være svær
I en hverdag præget af konstant stimulation er det blevet let at undgå stilheden. Som Anders Dræby peger på, har mange af os en tendens til at vende os væk fra det, der foregår indeni. Især hvis det føles uroligt eller tomt. Vi distraherer os selv og søger noget at tage os til, så vi ikke behøver at mærke stilheden.
“Vi lever i en meget larmende tid – både omkring os og indeni os. Der er hele tiden noget, der kalder på vores opmærksomhed udefra. Samtidig kan der være en indre støj af tanker, bekymringer og noget, vi prøver at finde ud af eller undgå. Når vi så pludselig sidder alene uden distraktioner, opstår der ofte en tomhed, og vi får lyst til at flygte fra den igen,” siger han.
Netop i mødet med stilheden ligger der imidlertid en mulighed.
“Hvis vi bliver i det, vil det i starten være ubehageligt, men så kan vi opdage, at det ikke er farligt. Stilheden kan få en kvalitet. Vi kan begynde at høre vores egen indre stemme. Det, der taler til os, men som vi ellers overdøver. Der kan opstå en form for ro og nærvær, som vi ikke har adgang til, hvis vi hele tiden distraherer os selv.”
Bliv fortrolig med dig selv
At kunne være alene handler i høj grad om at opbygge en relation til sig selv.
“Det handler om at blive gode venner med sig selv og lade være med at flygte. Det første skridt er ofte at kunne være i tomheden og uroen. At acceptere, at den er der, uden straks at forsøge at fjerne den. Hvis vi hele tiden distraherer os selv, får vi ikke mulighed for at finde ind til os selv.”
Mange oplever også, at der følger tanker med om, hvordan man bliver opfattet af andre. Man kan være bange for, at andre ser én som ensom eller udenfor.
”Som regel handler det kun om vores egne tanker. Derfor kan det være en øvelse at gå ud i verden og være alene med sig selv, fx på en café eller en restaurant. I starten kan man tænke, at alle kigger på én, men hvis man bliver i det, falder tankerne som regel til ro,” siger Anders Dræby.
Når noget begynder at ændre sig
Forandringen sker ofte gradvist og i det små, så det handler ifølge Anders Dræby om at være opmærksom.
“Angsten begynder at fylde mindre, og du kan opleve små glimt af ro. Du griber mindre ud efter flugtmuligheder og distraherer dig selv mindre, og det, der før føltes tomt, føles ikke så tomt længere. Det er vigtigt at lægge mærke til de små forandringer, for ellers kan du tro, at du ikke er kommet nogen vegne.”
Det kan være i helt almindelige situationer, at du mærker det. Måske sidder du i toget og kigger ud ad vinduet uden at tage mobilen frem eller går en tur uden hovedtelefoner og begynder at lytte til din egen indre stemme. Det er ofte i det enkle, at der opstår en ny form for ro og nærvær.
Vigtigt at trives i eget selskab
Evnen til at kunne være alene har ifølge Anders Dræby betydning både for vores eget liv og for vores relationer til andre.
“Når vi kan være sammen med os selv, kan vi også være sammen med andre på en anden måde, fordi det ikke længere er af nødvendighed, men et bevidst tilvalg. Det giver en større frihed og mulighed for mere ægte og gensidige relationer.”
Når det ikke længere føles ubehageligt at være alene, bliver samvær med andre ikke noget, vi søger for at slippe væk fra os selv. I stedet bliver det noget, vi vælger til, fordi vi har lyst. Det kan gøre relationer mindre prægede af behov og forventninger og mere åbne og ligeværdige. Samtidig bliver vi ofte bedre til at mærke os selv – hvad vi har brug for, og hvad der giver mening – og det kan give større ro i mødet med andre.
Evnen til at kunne være alene bliver også en vigtig ressource senere i livet, hvor der ofte vil komme flere forandringer. Der kan være tab i form af en partner, der dør, venskaber, der ebber ud, eller et arbejdsliv, der slipper.
“Der vil komme flere tab, og hvis vi kan være alene med os selv, er det lettere at komme igennem dem. Det giver en form for livsduelighed – en evne til at kunne være med det, der er, også når det er svært, og til at have et sted at være i sig selv, når livet forandrer sig. I sidste ende handler det om at kunne komme hjem i sig selv,” siger Anders Dræby.
3 måder at øve dig i at være alene
1. Vær i det, der er.
Accepter, at uro og tomhed kan opstå, uden straks at forsøge at fjerne det.
2. Skru ned for distraktioner.
Læg mobilen væk, sluk for tv’et, og giv plads til stilheden.
3. Øv dig i at være alene blandt andre.
Gå på café, i biografen eller på restaurant alene, og læg mærke til, at det ikke er så farligt, som tankerne kan få det til at føles.
Kilde: Anders Dræby, doktor i psykoterapi
