Da Lones søn Rasmus døde som 21-årig, forandrede hendes liv sig for altid. I dag lever hun videre med sorgen, med familien og med ønsket om at gøre ham stolt.
Et par måneder efter Rasmus’ død står Lone Neltoft i lejligheden og dækker op til middag. En, to, tre, fire – fem. Hun når at lægge den femte tallerken frem, før Simone kigger på hende med ømhed.
“Mor, du har dækket op til fem.”
Det ramte.
Den 29. juli 2023 døde Lones søn Rasmus.
Siden har familien – mor Lone, far Søren, tvillingesøster Simone og lillebror Phillip – levet videre som fire i stedet for fem.
“Lige pludselig forandrede verden sig fuldstændig. Det er, som om tæppet under mig bliver revet væk, og så er man et andet menneske. Det er, som om jeg lever et andet liv nu. Jeg kan sagtens glæde mig over livet,” siger hun.
“Men det er et tomrum, der er så dybt.”
“Rasmus bor i os,” siger Lone.
“Jeg kan stadig se ham løbe ind ad døren: Ej, nu skal I bare høre! Eller fornemme ham sidde i sofaen ved siden af mig og se tv, mens han snakker løs.”
Lone, Søren, Simone og Phillip har alle sammen måttet finde ud af en ny måde at være i verden på. De har måttet opfinde sig selv på ny og lære at leve med tabet. Lone følte ikke, at hun havde noget valg. Hun stod stadig som mor. Som ægtefælle. Som den, der skulle vise vejen.
“Vi er nødt til at rejse os op,” siger Lone. “Fordi fokus er Simone og Phillip. De skal have et godt liv.”
Livet fortsætter
Lone lever et liv, der på mange måder ligner det gamle. Hun går på arbejde, træner og mødes med venner.
”Men det er ikke det samme liv,” siger hun. “Jeg kan sagtens grine og hygge mig. Men det er, som om man ser sig selv udefra. Der er kommet et filter på. Nogle gange føler jeg mig lidt som en skal. Sådan lidt robotagtig.”
“Folk udefra kan nok ikke se det,” siger Lone. “Men jeg er ikke den samme, som jeg var, da Rasmus var her.”
Lone opfatter stadig sig selv som social, som en, der elsker at mødes med familie og venner. Men hun er blevet mere selektiv og bedre til at sige nej til mennesker og ting, hun ikke gider. Det er en af de gaver, Rasmus har givet hende.
“Den kærlighed, jeg har til dem, der betyder noget for mig, den er jeg nok endnu bedre til at vise og fortælle nu. Rasmus har været med til at skabe større oprigtighed i mine relationer.”
Jul uden Rasmus
At skulle finde fodfæste på ny tog tid. De første måneder var familien i opløsning. Traumatiserede alle fire. Julen 2023, den første jul uden Rasmus, valgte de at rejse væk til Thailand. Et sted, de som familie havde besøgt flere gange.
“Vi var i den akutte fase,” siger Lone. “Hvor vi var væsentligt mere i opløsning end i dag.”
Hun kigger ned et øjeblik. Hun erindrer familiens første morgen i Thailand.
“Vi havde ikke lyst til at være hjemme. Jul er jo indbegrebet af familie og traditioner.”
Men set i bakspejlet kan Lone godt se, at det var en svær ferie.
“Vi tog til Thailand, hvor vi altid havde været sammen. Så det at tage afsted uden ham, det var på ingen måde nemt. Hvem var vi? Hvordan var vi i det setup, som før havde været ferie med Rasmus?”
Det blev klart for Lone, at man ikke kan flygte fra noget, når det bor i én.
“Han er jo med os alle steder. Han bor vitterligt i min krop. Jeg tænker på ham 24 timer i døgnet, stort set.”
Siden har de rejst væk hver jul. Det har de brug for.
Sammenhold
Men noget andet har vist sig endnu vigtigere: At være sammen.
“I vores firkløver har vi fundet styrken til at leve videre. Vi har været gode til at bruge hinanden. Særligt min mand og jeg. Og vi har været meget opsat på, især lige efter Rasmus’ død, at lave ting sammen. Det første år tog vi hele tiden ud og spiste sammen, tog på ferie sammen, tog til Hamborg og boede på værelse sammen.”
”Det er dér, når vi er samlet, at jeg føler oprigtig glæde. Når det bare er os fire sammen. Eller hvis vi griner over et eller andet. Det er nok de eneste tidspunkter, hvor jeg får den følelse igen, som jeg havde før Rasmus døde.”
Et lys, der brændte stærkt
“Rasmus var den, alle lagde mærke til. Den, der fyldte rummet,” fortæller Lone.
Hun folder Simones tale fra bisættelsen ud. Søsterens ord beskriver ham bedre end nogen:
“Dit livsmod og livsglæde har man ikke kunne tage fra dig. Lige meget, hvor skidt det har set ud til sidst. Du var mere end din sygdom. Det var du også besluttet på at vise.”
“Jeg har altid syntes, du var så meget sejere end mig – og et bedre menneske. Fordi du ikke dømte en person i et rum. Du værdsatte alle for dem, de var.”
Lone folder talen sammen. Hun kigger op.
“Sådan var han. Empatisk. Social. Nysgerrig. Alle mennesker er interessante, sagde han altid. Rasmus var et lys, der brændte stærkt.”
Hun kigger ud ad vinduet et øjeblik.
“Rasmus sagde på et tidspunkt til mig: ‘Der var en årsag til, at det var mig, der blev syg, mor – og ikke Simone og Phillip. Fordi jeg kan klare det.'”
Hun holder en pause.
“Typisk ham. Altid så opmærksom på de andre. Beskyttende. Selv da han var allermest syg.”
”Hvad sker der her?”
Tilbage i 2021 gik Rasmus flere gange til lægen. Han kunne mærke det i kroppen, at noget var galt.
“Han var selv overbevist om, at han havde kræft,” fortæller Lone.
“Hans egen læge gjorde ikke sit arbejde ordentligt og ville sende ham til psykolog.”
Symptomerne fortsatte. Først de uforklarlige hedeture. Så ondt i ryggen. Hævede lymfeknuder. Og en knude ved endetarmen. Lone husker den 20. december 2021, hvor Rasmus viser hende lymfeknuderne, der er så store, at hun straks ringer til lægen og beder om, at han bliver udredt med det samme.
Dagen efter bliver han scannet på Hvidovre Hospital. Lone venter. Som uddannet sygeplejerske læser hun journalen, før nogen når at fortælle dem noget.
“Jeg ringer til min mand og siger, at han skal komme. Fordi jeg vidste godt, hvad der skulle ske.”
Lægerne kommer ind og fortæller, at Rasmus har kræft.
“Vi sidder helt blanke. Hvad sker der her?”
Hvidovre sender Rasmus videre til Herlev Hospital. I januar 2022 får de diagnosen: alveolær rhabdomyosarkom. Ordene betyder ikke så meget i sig selv. Det væsentlige står i de tre andre ord: Sjælden. Aggressiv. Uhelbredelig.
Reality-tv
Lone følger ham til alle undersøgelserne og behandlingerne på hospitalet. Hun passer ham hjemme. Som sygeplejerske kan hun selv give de smertelindrende indsprøjtninger. Rasmus insisterede på, at det skulle være hende. Ikke en fremmed. Samtidig passer hun sit arbejde. Men Rasmus bliver mere og mere syg.
“Jeg vidste jo, hvor det bar hen,” siger hun.
“Jeg var meget realistisk. Selvfølgelig havde jeg et håb. Men jeg vidste det hele tiden.”
Hun husker aftenerne på hans værelse. Reality-tv på skærmen. Et glas vin i hånden. Rasmus, der stillede 100 spørgsmål til programmerne. Lone, der svarede og lo.
Snak om døden
En aften talte de om døden.
“Jeg fortæller Rasmus, at jeg ikke er bange for at dø. Det var vigtigt for mig at fortælle ham. Ikke fordi jeg ville dø. Men fordi jeg gerne ville give ham tryghed. Være et forbillede. Vise ham, at der ikke er noget at være bange for.”
Men Rasmus ville ikke tale så meget om det. Han ville jo leve.
“Han var bange. Han var ikke klar. Han var på ingen måde klar til at dø. Det er man ikke som 21-årig.”
Lone husker, at Rasmus udbryder: “Sig mig, er du ved at planlægge min begravelse, mor?”
Det var hun ikke, men hun ville gerne bane vej. Ikke fordi hun havde givet op. Men fordi hun vidste, hvad der skulle ske.
Hospice
Den 26. juli beslutter Lone, at Rasmus skal på hospice, da hun ikke længere kan smertedække ham.
“Jeg var meget bevidst om, at han ikke skulle dø hjemme. Af hensyn til hans søskende. Hver gang de kiggede ind på værelset, ville det være der, han havde ligget, da han døde.”
Kun tre dage efter Rasmus indskrives på hospice, står alle fire omkring ham for at tage afsked. Det er lørdag den 29. juli 2023. En tung heldagsregn siler massivt ned. Præcis da han ånder ud for sidste gang, sker det.
“Det er, som om himlen åbner sig,” fortæller Lone stille.
“Regnen stopper. Lyset bryder igennem, lige i det øjeblik han forlod os. Som om han blev sendt afsted.”
Han bor i os
Hjemme i lejligheden hænger Rasmus’ to guitarer stadig på væggen, og hans billede står på hylden. Det værelse, hvor han lå syg, er nu blevet til soveværelse for Lone og Søren.
“At miste Rasmus har forandret vores liv fuldstændig. Alt er vendt på hovedet. Jeg tænker ofte: Hvorfor os? Hvorfor Rasmus? Hvorfor skulle det ske?”
Men Lone håber aldrig, at sorgen vil blive mindre eller udvisket.
“Det er jo sorgen, der fylder. Og som gør mig til en anden i dag. Men jeg ville være ked af det, hvis jeg ikke havde sorgen med mig.”
En måde at holde ham i live på er stadig at ses med Rasmus’ fire bedste kammerater.
“Når vi er sammen med hans venner, føler vi os alle tættere på Rasmus.”
Hun tænker sig om.
“For mig handler det at leve videre ikke om at glemme. Det handler om at bære Rasmus i sig. Hvor jeg førhen kunne være drevet af ambitioner, er det nu Rasmus og familien, der driver mig. Jeg vil vise Rasmus, at jeg kan. Det er den måde, jeg lever på. Jeg vil gøre ham stolt.”
Hun holder en pause, inden hun lyser op.
“Vi har været heldige. Vi har haft Rasmus i 21 år. Tænk på alt det, han har lært os.”
