Kan en vandretur tværs over Danmark kurere sorgen efter tabet af en elskede? På en over 2.300 km lang pilgrimsvandring fik Henrik Nielsen fred og nye kræfter af at acceptere sin smerte.
En mand med tung bagage på ryggen går de sidste afgørende skridt ind på Skandia Torv i Frederikshavn den 15. november 2025. Solen er netop brudt frem efter flere dage med novembergrå nuancer på himlen. Han stopper, knæler og lader tårerne strømme ned ad kinderne, mens han mumler noget, der kun er henvendt til Stine, hans afdøde hustru, og Gud.
Henrik Nielsen har netop afsluttet sin pilgrimsvandring på Klosterruten fra Helsingør i Nordsjælland over Syddanmark til Frederikshavn i Nordjylland. Fra april til november 2024 har hvert skridt, han har taget på sin ydre rejse i helende natur og fredfyldte kirkerum, haft betydning for hans indre rejse.
Som han ligger dér på sine slidte knæ, er han både stolt over den fysiske bedrift, han som 55-årig har udført, og fuld af taknemmelighed over, hvad turen har givet ham.
”Uden den ville jeg være brændt sammen,” fortæller Henrik kun to uger efter sin hjemkomst.
Døden kom uventet
En junidag i 2023 døde Henrik Nielsens 51-årige kone. Ikke af muskelsvind, som hun fik konstateret 19 år tidligere, men af akut hjertesvigt. Løbende lægetjek havde ellers ikke vist noget alarmerende.
Stines muskelsvind påvirkede aldrig parrets kærlighed til hinanden. Ægteskabet var stærkt, og hverdagen med to børn havde føltes almindelig, på trods af at hjemmet løbende blev tilpasset Stines behov for hjælpemidler.
”Selvom vi mange gange havde talt om, at Stine nok ikke blev lige så gammel som mig, kom hendes død 200 procent uventet. Jeg gik på autopilot. Tog bare bilen og kørte Danmark tyndt. Uden at tænke. Min koncentrationsevne var så påvirket, at jeg blev sygemeldt fra arbejdet,” fortæller Henrik.
Troen blev vakt på trods
Henrik fik kontakt til en psykolog, der forsikrede ham om, at reaktionen var normal. At han havde fået et traume, der gav ham hjernetræthed.
”Sundhedsvæsenets input var rart nok at få, men det var min lokale sjælesørger-uddannede præst, der gjorde det for mig. Normalt bragte hun ikke Gud op i samtalerne, men en dag spurgte hun: ”Hvorfor overlader du ikke din byrde til Gud.””
For at forklare, hvad der herefter skete, gestikulerer Henrik med sine hænder, at to tandhjul finder ind i deres perfekte hak. Noget indeni ham faldt på plads. Præsten pegede på muligheden for, at han ikke længere skulle bære på alt det ubærlige alene, og at Gud tilbød sig, snarere end tvang sig ind på ham. Han måtte selv række ud for at tage imod. Henriks tro blev vakt og ikke slukket, på trods af at han lige havde mistet sin store kærlighed.
En invitation ud i det grønne
Henrik beskriver sig selv som kulturkristen førhen. Hans tro på noget større fandtes, men fyldte ikke i hverdagen.
”Da Stine døde, satte det fart på en indre proces. Midt i sorgen begyndte jeg at række ud. Først forsigtigt, så mere bevidst. Jeg begyndte at bede og gå til gudstjeneste. Ikke som et ritual, men som et sted, hvor min sjæl kunne få lov at hvile.”
Han havde før haft stor gavn af at vandre, med Stines opbakning. Ofte 3-4 dage ad gangen. Naturen og det at røre sig gav ham dengang styrke til hverdagen som den raske i parforholdet, den der skulle bære en anden form for byrde end selve sygdommen.
Henrik fik på hjerte at vandre på Klosterruten som en pilgrim. At begive sig ud på en ydre og indre rejse. I den fysiske verden ved at besøge historiske kirker for at bede, mærke freden og tænde lys for sin kone. I det indre – for at få ro til at bearbejde sin sorg.
”Jeg havde ingen forventninger om at komme helbredt ud på den anden side, men eftersom rejsen ville tage mange måneder, håbede jeg da på, at der ville ske et eller andet. For mig handlede det om at være alene og få tænkt igennem. Klosterruten var perfekt til formålet, fordi den ikke er overrendt som Caminoen i Spanien.”
Henriks 5 råd om sorg
• Det er okay at sørge lige så længe, du har brug for det.
• Gå til en ven, der altid vil lytte, når du har brug for at tale om dit tab.
• Gå til en præst, der har en uddannelse i sjælesorg. Det er gratis i Folkekirken, og Gud behøver ikke at blive nævnt.
• Undlad at sige ”Livet går videre” til et menneske, der sørger. Du undervurderer det, den anden går igennem. Bare lyt!
• Mennesker er forskellige og bearbejder sorg forskelligt. Sæt ikke en deadline for dem.
Naturen gjorde sit værk
En dag i april 2025 drog Henrik afsted. På Facebook-profilen ’Vandringsmanden’ holdt han sine børn, venner og andre følgere opdaterede om sine oplevelser.
Følelsen af ensomhed opstod aldrig, men han savnede sin 24-årige datter og 27-årige søn. Det var som om glæden over at have dem i sit liv gjorde hans taknemmelighed over selv at være i live tydeligere.
”Naturen har haft en kæmpe betydning for min sorgbearbejdning. Det at gå ude og mærke vinden hver dag. Naturen har sit eget sprog, hvis man giver sig selv lov til at lytte, og de naturlige lyde er guld for os. De taler til urmennesket med noget genkendeligt og beroligende. Det reagerer vi på instinktivt.”
Henrik følte sig næret af udsigterne i fx Søhøjlandet og synet af naturens forskelligfarvede tæpper gennem forår, sommer og efterår. Adskillige gange undervejs oplevede han også den fred, han havde håbet på at møde i de forskellige kirkerum. I Mariager Klosterkirke følte han det fx som om en salig fred forsigtigt blev trukket ned over ham.
En skelsættende tanke
Da Vandringsmanden var nået tre måneder ind i sin færd, skete noget afgørende.
”Da jeg render rundt i Sønderjylland i slutningen af juli, kommer der pludselig en tanke til mig, der siger: ”Det er okay, at det gør ondt, uanset hvad andre mener. Både nu, to år efter hendes død, og om 10 år, hvis det skulle være.””
Indskydelsen blev skelsættende for Henrik.
”Jeg mærker et uudtalt pres fra ellers velmenende mennesker. Den værste kliche, jeg ofte hører, er: ”Livet går jo videre”. Nej, en del af mig døde med Stine. Vores liv sammen går ikke videre.”
Et kontrolleret brøl af frustration kommer ud af munden på Henrik, der indtil nu både har tørret øjne og leet en hel del gennem samtalen. Han betegner sig selv som et positivt menneske, men nu har vi ramt noget, der vækker en stærk indignation i ham. Han leder efter ordene.
”Man når til et punkt, hvor man ikke længere vil være den sørgelige – af hensyn til de andre. Det er åbenbart en norm, at du skal være kommet betydeligt videre et år efter et tab. Når man mister en ægtefælle i min alder, er man jo et skrækeksempel på, hvad der kan overgå andre jævnaldrende. Vi vil gerne glemme, at vi skal dø, og derfor har vi ikke lyst til at tale om det.”
Henrik understreger, at den uskrevne regel bare ikke fjerner hans behov for at tale om sin sorg.
”Når folk stopper med at ville tale om Stine eller undgår at spørge ind til, hvordan jeg har det, er det som at miste hende igen.”
En far i bedre balance
Efter Sønderjylland fornemmede Henriks børn en forandring i ham, når de talte i telefon, og ved nogle af de begivenheder, han rejste hjem for at deltage i – både begravelser og sønnens bryllup.
”De læser mig, og jeg kan ikke skjule for dem, hvordan jeg rigtigt har det. Nu virker det som om, de har fået mere ro i deres omsorg for mig, at de slapper mere af i deres egne liv. Jeg tror, de ser en far i større balance.”
Da Henrik i midten af november knælede på torvet i Frederikshavn ved enden på syv måneders rejse, var hans krop så træt, at han havde brug for flere dage til at komme sig.
Nu, hvor rygsækken er tømt og vandreskoene rengjort, forklarer han sit vendepunkt med, at hjerterummet er vokset, så sorgen bedre kan være der. Frem for alt har accepten af smerten på forunderlig vis frigivet kræfter til noget nyt, der ligger og venter på ham. Som om han nu bedre kan fokusere på at leve livet og få det bedste ud af det.
”Jeg er stadig hårdt ramt af min sorg, men glæder mig samtidig over at være i live. Jeg kan bidrage med en masse til mine børn, svigerdatter og måske børnebørn senere, og jeg har meget at være taknemmelig for. Tænk, at Stine har født os to raske børn – uden genet for muskelsvind.”
Henrik må igen fjerne brillerne og tørre øjnene.
Stor interesse for Henrik
Tilsyneladende er mange andre enige i, at han har noget at give videre. Henrik har allerede fået forespørgsler om foredrag i kirker og på en højskole. Antallet af følgere på Facebook vokser fortsat.
”Jeg er noget så sjældent som en almindelig mand, der taler om sorg, følelser og troen på Gud midt i det hele. Mange ville ønske, at de kunne tage ud i det blå ligesom mig, siger de. Det må være tiden. Verden er fuld af uro, og mange synes, det er rart at læse om én, der bare giver slip.”
Henrik er tilbage i et deltidsjob. Han vil have mere tid til dem og det, der betyder noget, og så vil han skrive en bog om det alt sammen.
Går gennem hele Danmark, med fokus på kirke, kunst, historie og natur.
Gennem Jylland fra nord til syd
Over øerne i det sydfynske øhav
Over øerne Møn, Bogø og Nyord
Kyst til Kyst-stien – ca. 140 km
Fra Vestkysten til Østkysten i Jylland
Kyststi langs Flensborg Fjord
