Som ægtefælle til en alvorligt kræftsyg mand oplevede Dorte Bang, hvor svært det er at tage vare på sig selv i en hverdag præget af sygdom, frygt og uvished.
Da Dorte Bangs mand, Claus, fik en sjælden kræftsygdom, ændrede hverdagen sig gradvist. I fem et halvt år var sygdommen et altoverskyggende vilkår. Dorte, som er uddannet sygeplejerske, jordemoder og sundhedsplejerske, gled naturligt ind i omsorgsrollen – men langsomt også væk fra sig selv.
”Jeg arbejder i omsorgsfaget, så det faldt mig let at yde omsorg. Men jeg røg i den fælde, at jeg glemte mig selv,” fortæller Dorte.
Dorte og Claus boede på landet og havde en klar arbejdsdeling før sygdommen. Han tog sig af det udendørs, hun af det indendørs. Men da sygdommen tog til, overtog hun gradvist alt det praktiske. Samtidig voksede angsten for at miste ham.
”Jeg var bange for, at Claus døde, når jeg ikke var sammen med ham. Derfor blev det smertefuldt at gå på arbejde, at købe ind, at deltage i noget som helst uden ham. Jeg orkede ikke at købe ind. Det var svært at lave mad, især til en kræftsyg, der både havde kvalme og madlede. Jeg orkede ikke at gå med hunden, at slå græs eller gøre rent.”
Som at være på barsel
Dorte kunne ikke koncentrere sig om sit arbejde og kom på plejeorlov. Hun sammenligner tiden på plejeorlov med at være på barsel:
”Alle ens egne behov sættes på standby. Nattesøvn er en by i Rusland. Koncentration og hukommelse forsvinder. Forskellen er bare, at man her ikke ser frem mod et nyt liv – men mod sorg, savn og ensomhed.”
Hun droppede sin gymnastik og holdt op med at strikke og læse, som plejede at give hende glæde og overskud. Dorte rakte ikke ud efter hjælp, selvom hun var ved at brænde ud. At bede om hjælp føltes uoverkommeligt.
”Folk sagde: ’Du ringer bare.’ Men jeg vidste ikke, hvad de skulle hjælpe mig med. Jeg kunne ikke finde ordene,” siger hun.
Ingen overskud til egenomsorg
Nogle få forstod dog, hvad hun havde brug for.
”En veninde kom en dag bare forbi og gav mig et knus. Hun forventede ikke noget af mig. Det var magisk – at blive mødt uden krav.”
I kortklubben, hvor hun og Claus havde været medlem i 12 år, blev hun kun spurgt én gang om, hvordan hun selv havde det. ”Alle fokuserede på min mand. Jeg forstår det godt, men det havde en pris. Efter min mands død har jeg skåret mange relationer fra, fordi de ikke var der for os, da det gjaldt,” siger hun.
I dag, hvor Claus er død, ser hun mere klart, hvor meget hun tilsidesatte sig selv – og hvor nødvendigt det er, at pårørende får hjælp til at passe på sig selv.
”Jeg tror, det er vigtigt at forstå, hvor lidt egenomsorg man er i stand til at yde, når krisen kradser. Nu, hvor min mand er død, kan jeg se, at det havde været godt for mig at gøre de ting, jeg plejede at holde af. Jeg ville ønske, at nogen havde hjulpet mig til at holde fast i de ting og havde tilbudt hjælp til det praktiske uopfordret – som da en af vores venner uopfordret kom og var sammen med min mand, så jeg kunne handle ind imens. Det havde gjort en stor forskel,” siger Dorte.
