Skilsmisse, en datter der flyttede hjemmefra, og en krævende overgangsalder fik Mette Rem til at miste retningen i sit liv. Som 56-årig rejste hun til Sydafrika for at arbejde frivilligt – en rejse, der gav hende troen på, at det aldrig er for sent at begynde på ny.
Mette Rem havde ikke set det komme. Efter 20 års ægteskab blev hun skilt, og pludselig stod hun alene med en fremtid, hun aldrig havde forestillet sig.
“Det føltes, som om tæppet blev trukket væk under mig. Jeg troede, vi altid skulle være to,” fortæller Mette, 58 år.
Kort efter blev det fælles hus solgt. I en kort periode boede datteren sammen med hende i en lejlighed, men også dét kapitel sluttede.
“Det var naturligt, at min datter var klar til at flytte hjemmefra. Jeg var stolt af hende. Men det var også en sorg. Den del af mit liv, hvor jeg var i en børnefamilie, var slut. Og nu var jeg alene.”
Samtidig var Mette midt i overgangsalderen. En massiv træthed lagde sig som en tung dyne over hverdagen. Hun sov dårligt, havde hjernetåge og oplevede, at hun ikke længere kunne det, hun plejede. Mette havde ellers altid været vant til at have mange bolde i luften som journalist, men nu kunne hun hverken koncentrere sig eller huske som før.
Selvom hun havde et godt netværk, blev aftenerne tunge, når hun låste sig ind i en bolig, der føltes alt for stille.
“En ting er at blive skilt. En anden er at være i overgangsalder. Eller at ens barn flytter hjemmefra. Men jeg oplevede det hele på én gang. Det var en reel livskrise. Jeg følte mig ked af det, tom og rastløs. Og jeg tænkte: Hvad skal jeg nu bruge mit liv på?”
En længsel efter noget andet
Mette havde ikke overskud til at tænke langsigtet. Men hun kunne mærke, at hun ikke ville ende som en vred og bitter kvinde. Hun var derfor nødt til at finde en ny retning, der gav mening for hende.
Som journalist har hun tidligere boet i Italien og arbejdet som udenrigskorrespondent for Politiken og Information. Rejser har altid været en naturlig del af hendes liv, og tanken om en form for “find-dig-selv-rejse” begyndte at trække i hende. Inspirationen kom uventet, da hun en dag så et opslag på sociale medier om en tigerfamilie i et reservat i USA.
Det blev begyndelsen på en voksende interesse for de store kattedyr. Snart læste hun sig ind i en verden, hun ikke vidste ret meget om i forvejen – og som gjorde et stærkt indtryk.
“Jeg opdagede, hvor grelt det faktisk står til. Løver opdrættes på farme, hvor de indgår i en industri, der spænder fra eksotiske kæledyrsoplevelser til jagt og handel med knogler. Løver og andre store katte holdes i fangenskab under forhold, der slet ikke tilgodeser deres behov, og mange dyr ender med fysiske og psykiske skader. Jeg tænkte: Kunne jeg selv gøre en lille forskel?”
Mette læste om organisationer, der arbejder seriøst med at redde og rehabilitere vilde dyr uden at udnytte dem kommercielt. Hun begyndte at overveje, om hun kunne blive frivillig sådan et sted. “Det var vigtigt for mig at finde et etisk sted, hvor dyrene ikke blev avlet eller brugt til at tjene penge. De skulle have et nyt kapitel i deres liv, der var værdigt – med masser af plads og respekt for, at de er vilde dyr.”
Hun besluttede sig for at søge om at blive frivillig i Lionsrock i Sydafrika, et naturreservat drevet af dyreværnsorganisationen Four Paws, hvor reddede løver, tigre og andre store katte får et liv med plads, ro og omsorg – men uden at skulle underholde mennesker.
Frygten fulgte med
Beslutningen var dog alt andet end let. Mette beskriver sig selv som et menneske, der let bekymrer sig.
“Jeg var bange for alt: slanger, edderkopper, sygdomme, den lange rejse. Jeg havde kun få gange rejst uden for Europa. Jeg tænkte også: Er jeg for gammel som 56-årig? Kan jeg holde til det fysisk? Er det fuldstændig vanvittigt at rejse? Skal jeg ikke hellere få styr på mit liv herhjemme? Jeg blev nødt til at spørge mig selv: Er det frygten, der skal bestemme, for så tager jeg ikke af sted? Eller skal jeg gøre det, der giver mening for mig, selvom jeg er bange? Tanken om min datter spillede også ind. Jeg ville gerne være en god rollemodel. Jeg kan jo ikke sige til hende, at hun skal følge sit hjerte, hvis jeg selv ikke tør.”
Mette skrev til reservatet i Sydafrika, blev godkendt som frivillig og begyndte at afvikle sit liv derhjemme. Lejligheden blev opsagt, møblerne opmagasineret og flybilletten købt.
“Da jeg stod i den tomme lejlighed og skulle aflevere nøglen, slog det mig, at det var første gang i mit liv, jeg ikke havde nøgler til et hjem. Det var skræmmende – men også en enorm frihed.”
At falde i søvn til løvebrøl
Allerede den første aften i Sydafrika mærkede Mette, at hun var et helt andet sted – både fysisk og mentalt.
“Det var smukt og vildt. Jeg tjekkede mit værelse for kryb, før jeg skulle sove under myggenet. Og så lagde jeg mig til at sove til lyden af løver, der brølede i solnedgangen. Det var helt fantastisk.”
På reservatet lever over 100 store katte – flest løver, men også tigre, leoparder og en gepard. Mange har en barsk fortid. Nogle har siddet 15 år i en cirkusvogn og aldrig haft græs under poterne. Andre har været eksotiske kæledyr eller en del af turistindustrien. Mange har både fysiske og psykiske ar og kan ikke klare sig i naturen.
På reservatet prøver man at skabe rammer, der ligner det vilde liv så meget som muligt, samtidig med at der tages højde for dyrenes bagage. Som frivillig gik Mette mange timer hver dag rundt i det store område under en stegende sol.
“Det var hårdt i starten. Jeg er jo ikke 20 år længere. Men jeg elskede at være ude hele dagen med solhat og solcreme og bare være dér. En af opgaverne var at lave sanseaktiviteter til de store katte. Vi lavede papkasser fyldt med hø, hestemøg og forskellige dufte. Det skulle stimulere dem mentalt og fysisk. At se deres glæde, når de rullede sig i det og splittede det ad, gjorde mig helt lykkelig. Jeg følte, at jeg gjorde en lille forskel.”
Mødet med løven Motan
Et særligt møde gjorde indtryk. En hanløve ved navn Motan havde netop mistet sin hunløve. Han var i sorg. Mette fik at vide, at hun gerne måtte tilbringe ekstra tid hos ham – læse, synge eller tale til ham. Hun satte sig derfor ofte ved indhegningen tæt på ham.
“Jeg sad og sang ‘Solen er så rød, mor’ for en stor hanløve. Det lyder helt skørt, men det var en dybt rørende oplevelse. Jeg kunne spejle mig i, at han havde mistet sin partner. Det havde jeg også – bare på en anden måde.”
Hun oplevede, at opholdet blandt dyrene havde en helende effekt.
“Jeg var totalt til stede i nuet. Mødet med de store katte var magisk. De fik en ny begyndelse – og det gjorde jeg også. At se, at jeg kunne klare alt det, jeg var bange for, betød enormt meget. Jeg blev ikke syg, der skete ikke noget farligt. Jeg havde fantastiske oplevelser. Følelsen af at være modig, selvom man er hunderæd, har ændret noget i mig.”
Efter seks uger var det vemodigt at tage hjem. Det var hårdt at sige farvel til både mennesker og dyr. Men Mette vidste, at hun ville tilbage igen.
Det er aldrig for sent
Hjemme i Danmark stod det hurtigt klart for Mette, at opholdet i Sydafrika ikke bare havde været en midlertidig pause fra en svær tid. Oplevelserne blandt de store katte havde sat sig dybt og givet hende en ny retning.
“Opholdet gav mig både perspektiv og mening. Jeg kunne mærke, at min interesse for de store katte kun var blevet stærkere, og som journalist begyndte jeg at tænke over, hvordan jeg kunne være med til at fortælle deres historie,” siger Mette.
I dag holder hun foredrag om både dyrene og sin egen vej gennem krise og forandring, og hun er kommet på Ældre Sagens foredragsliste. Samtidig drømmer hun om at samle sine oplevelser og refleksioner i en bog.
For Mette handler det ikke kun om vilde dyr, men også om livsmod. Hun ved, at mange i 50’erne og 60’erne kan føle, at mulighederne er ved at være udtømte, hvis livet slår en uventet kolbøtte.
“Det er aldrig for sent. Mærk efter, hvad der giver mening for dig, og giv plads til både sorgen og det svære undervejs. Vi er mange, der er vokset op med, at vi bare skal videre, men der er ikke nogen facitliste for, hvor lang tid det tager at komme igennem en krise.”
Bekymringerne kan stadig melde sig, fortæller Mette, men hun har fået en anden måde at møde dem på.
“Jeg kan stadig blive urolig for fremtiden. Men så minder jeg mig selv om, at jeg faktisk turde gøre noget, jeg var bange for, og at jeg har fundet noget, jeg brænder for. Det giver en grundlæggende tillid. Det, jeg troede måske var ufornuftigt, viste sig at være noget af det mest fornuftige, jeg har gjort. Selv når man står i uvished, må man ikke give op,” siger Mette.
