Når livet forandrer sig , og fremtiden føles uforudsigelig, vokser behovet for at have styr på tingene. Men jo mere vi forsøger at kontrollere det ukontrollerbare, desto større indre uro kan vi komme til at skabe. Her ser vi på, hvorfor det er sådan – og hvordan du kan finde en mere tryg måde at være i det uvisse på.
Når vi bevæger os ind i 50’erne og 60’erne, begynder fremtiden ofte at føles anderledes. Ikke dramatisk fra den ene dag til den anden, men som en gradvis erkendelse af, at livet ikke længere ligger åbent på samme måde som før.
At kroppen begynder at sende nye signaler, at arbejdslivet ændrer karakter, at børnene er blevet voksne, og at ens egne forældre kan få brug for hjælp, kan gøre os mere opmærksomme på, at der er mere, vi ikke har indflydelse på, end vi tidligere tænkte over.
Tanker om tiden, der ligger foran, kan derfor fylde mere. Hos nogle vokser en uro, som de ikke før har kendt på samme måde. Det kan sætte gang i en stærk trang til at skabe overblik og kontrol.
Ifølge privatpraktiserende parterapeut, psykoterapeut MPF og cand.phil. Vibeke Dyhrcrone er det meget menneskeligt at ønske kontrol og styring, når livet opleves som uforudsigeligt.
”Vi prøver at skabe en følelse af tryghed ved at sikre os bedst muligt – men det er en oplevelse af kontrol over noget, som dybest set er uden for vores kontrol. For livet er jo uforudsigeligt. Alt kan ske fra det ene øjeblik til det næste.”
Livserfaring og ny sårbarhed
Samtidig bliver vi mere opmærksomme på vores egen sårbarhed. Kroppen opleves ikke længere som en selvfølge. Små skavanker, mindre overskud eller sygdom påvirker hverdagen – enten hos os selv eller hos jævnaldrende – og det kan give en oplevelse af øget skrøbelighed.
”At blive ældre indebærer et fysisk forfald, og vi kan mærke kropsligt, at vi ikke er unge længere. Det kan give næring til bekymringer om fremtiden og en oplevelse af større utryghed,” forklarer Vibeke Dyhrcrone.
Vores tidsperspektiv bliver også tydeligere. Mange får en fornemmelse af, at en stor del af livet allerede er levet.
”Der er et mindre spænd af år forude. Vi har ikke alverdens tid til fejltagelser og dårlige valg. Bordet fanger på en anden måde. Det kan give en underliggende uro: Har jeg valgt rigtigt? Hvad nu hvis noget går galt? Hvad sker der, hvis jeg ikke kan klare mig selv en dag?”
Frygten for at miste selvstændigheden
En del af uroen handler om det, vi har set ske for vores egne forældre. Mange i 50’erne og 60’erne har oplevet, hvordan vores mor eller far gradvist er blevet mere afhængige af hjælp. Det sætter spor.
”At vi har været vidne til deres øgede behov for hjælp og støtte, kan hos nogle skabe en frygt for at blive hjælpeløs og afhængig af andre. Derfor forsøger mange at sikre sig så godt som muligt – økonomisk, sundhedsmæssigt og praktisk. Pensionen planlægges, der motioneres, spises sundt, og tages stilling til alt fra boligform til forsikringer.”
Ifølge Vibeke Dyhrcrone kan det være godt at tage ansvar for sig selv og gøre sit bedste. Men det kan komme til at fylde så meget, at al tankevirksomhed handler om at kontrollere og holde øje med alting.
Når kontrol bliver en overlevelsesstrategi
Kontrol har en vigtig psykologisk funktion. Den kan give en oplevelse af tryghed i en verden, der grundlæggende er uforudsigelig. Kontrol fungerer ofte som en strategi til at dæmpe indre uro.
Problemet opstår, når kontrollen tager overhånd. Når vi hele tiden forsøger at gardere os på alle fronter, kan vi ende i en form for konstant alarmberedskab.
”Det er meget energikrævende, når vi lever i en frygttilstand, hvor vi ikke er til stede i nuet, men hele tiden er optaget af at forberede os på det, der måske kan ske.”
Det bliver ifølge Vibeke Dyhrcrone selvforstærkende. Jo mere vi forsøger at kontrollere, desto mere opmærksomme bliver vi på alt det, der kan gå galt. Vi mister kontakten til os selv og til livet, som det faktisk udfolder sig lige nu.
5 veje til mere ro midt i uvisheden
1. Skeln mellem det, du kan – og ikke kan – gøre noget ved.
Brug din energi dér, hvor du har reel indflydelse, og øv dig i at slippe det, der alligevel ikke står i din magt.
2. Tal med nogen om det, der fylder.
Bekymringer vokser, når vi går alene med dem. At sætte ord på det over for en, du har tillid til, kan gøre uroen lettere at bære.
3. Genkend dine “hvad nu hvis”-tanker.
Når tankerne løber mod katastrofer, så læg mærke til det og mind dig selv om, at det er bekymringer – ikke nødvendigvis virkelighed.
4. Hjælp kroppen til ro.
Uro er også fysisk. Rolig vejrtrækning, bevægelse eller gåture i naturen kan dæmpe kroppens alarmberedskab og gøre det lettere at finde mental ro.
5. Vend opmærksomheden mod det, der er godt lige nu.
Uvisheden hører fremtiden til, men livet leves i øjeblikket. Små øjeblikke af nærvær kan styrke følelsen af indre tryghed.
Kilde: Parterapeut og psykoterapeut MPF, cand.phil. Vibeke Dyhrcrone
Overtænkning og indre katastrofefilm
Når utrygheden tager over, går fantasien ofte i gang. Tankerne kredser om “hvad nu hvis”-scenarier: Hvad nu hvis jeg bliver alvorligt syg? Hvad nu hvis jeg mister min partner? Hvad nu hvis jeg ikke kan klare mig økonomisk?
”Vi har en livlig fantasi, når vi er utrygge. Vi begynder at forestille os katastrofescenarier. Vi overtænker, og selvom overtænkning kan føles som en måde at forberede sig på, gør den os mere anspændte og mindre nærværende.”
Undersøgelser viser, at meget få af vores bekymringer faktisk bliver til noget. Alligevel kan de fylde enormt meget i vores indre liv. Det betyder ifølge Vibeke Dyhrcrone ikke, at vi skal lade være med at forholde os til virkelige problemer. Men hun peger på, at der er forskel på sund ansvarlighed og et konstant indre alarmberedskab, der aldrig får ro.
”Pointen er ikke, at vi skal give slip på al planlægning og bare lade stå til. Livet kræver stadig, at vi tager ansvar for vores helbred, økonomi og relationer. Men der er brug for balance. Det er vigtigt at kunne skelne mellem det, vi faktisk kan gøre noget ved, og det, vi må lære at leve med.”
At dele uroen med andre
Når bekymringerne fylder meget, er det en stor hjælp ikke at gå alene med dem.
”Hjælp dig selv ved at dele dine bekymringer og din utryghed med venner, familie og andre nærtstående. Hvis du kun går med det selv, kan det nemt blive selvforstærkende,” siger Vibeke Dyhrcrone.
I det øjeblik, vi sætter ord på vores skrækscenarier, mister de ofte noget af deres magt. Vi opdager, at vi ikke er de eneste, der kan være bange for fremtiden.
”Man opdager, at der også er andre, der har det sådan, og at det er helt normalt. Det kan give en følelse af forbundethed, som i sig selv virker beroligende.”
Hvis uroen er meget stor eller griber forstyrrende ind i hverdagen, kan det være en god idé at søge professionel hjælp.
At møde den bekymrede side i sig selv
Et andet vigtigt skridt er at vende blikket indad og få øje på den del af os selv, der konstant tænker i ”hvad nu hvis”.
”Kig indad og erkend, at det er en side af dig, der hele tiden forestiller sig det værste. Begynd at berolige dig selv ved at tale med den side af dig selv, der skræmmer dig. Det kan for fx handle om at sige til sig selv: ”Den her side af mig prøver at passe på mig, men den er ikke særlig hjælpsom lige nu. Den gør mig mere utryg og nervøs.”
For nogle er det uvant at skulle møde uroen på den måde. Hvis man er vant til at håndtere usikkerhed ved at tænke sig til løsninger og handle, kan det være svært at skulle blive i følelsen og berolige sig selv indefra.
”Nogle af os har brug for professionel hjælp til at berolige os selv. Måske gemmer der sig en dybere frygt under det hele – fx en frygt for at blive lille, hjælpeløs og forladt. Når den slags følelser er på spil, giver det mening, at behovet for kontrol kan vokse. Det bliver et forsøg på at skabe tryghed i en situation, der føles større og mere sårbar, end vi bryder os om.”
En mere realistisk indre tryghed
At opbygge indre tryghed handler ikke om at overbevise sig selv om, at alt nok skal gå godt. Det handler snarere om at kunne rumme, at vi ikke kan kontrollere alting. Paradoksalt nok kan der opstå en større ro, når vi holder op med at kæmpe så hårdt imod livets grundvilkår.
Når vi anerkender uvisheden som en del af det at være menneske, kan vi bruge vores energi på det, der faktisk er her lige nu – relationer, oplevelser og de små øjeblikke af mening i hverdagen.
”At leve med det uvisse er ikke et projekt, der bliver færdigt. Det er en løbende øvelse. Men med større selvforståelse, åbenhed over for andre og en mildere indre dialog kan uvisheden blive mindre skræmmende – og livet lidt mere levende,” siger Vibeke Dyhrcrone.
